Abort - provokeret & brud med kæreste
Hej Per
Jeg har lige fået en abort. Det var noget kompliceret med mange smerter. Det gør stadig ondt, men det bliver ligeså stille bedre.
Jeg har ikke talt med andre end min kæreste om det. Jeg skammer mig og er bange for at blive set ned på. Beslutningen blev taget ud fra praktiske hensyn (jeg ville blive alene om det, eftersom min kæreste ikke ville bakke op om det). Nu føler jeg, at jeg måske var for egoistisk og det er meget svært at bære. Ud af to gode veninder prøver den ene at blive gravid og den anden er lige blevet gravid, så det er meget upassende at tale abort med dem.
Jeg var alene på sygehuset og min kæreste bor langt væk og det er så svært at tale om i telefonen. Han siger, at han ikke kan sætte sig ind i det og at det nok skal gå alt sammen.
Jeg er nervøs for næste gang, vi skal ses. Jeg kan mærke, at jeg er gal på ham, men jeg er sikker på, at det vil blive drejet til at være min egen skyld. På den anden side er jeg ikke sikker på, at jeg vil kunne lade være med at være sur, selv om det bliver mig, det gør ondt på. Lidt indviklet - ved bare af erfaring, hvordan det går.
Det er en underlig dobbelthed mht. hvad der skete på sygehuset. På den ene side gjorde det mere ondt end noget andet jeg har prøvet. På den anden side, holdt sygeplejerskerne mig i hånden og prøvede at gøre det nemmere. Det rørte mig meget.
Nu prøver jeg at holde hverdagen sammen med møder og andre trivialiteter, men det føles bare tomt. Jeg værdsætter mine øjeblikke alene, hvor jeg kan slappe af og græde.
Det er svært at formulere et egentligt spørgsmål - måske havde jeg bare brug for at sige det til nogen...
venlig hilsen L.
Hej L
Jeg føler med dig. Det må være en tung og ensom oplevelse for dig at være så alene med det. Men jeg tror også, du gør det mere ensomt, end du behøver. Det er ikke rimeligt, at du holder dig tilbage fra at tale med dine to gode veninder om det, fordi det virker "upassende" - I står i hver jeres situation, men din er ikke mindre "rigtig" end deres, og du skal kunne forvente af gode veninder, at de vil støtte dig og hjælpe dig. Også selv om de ikke selv ville have truffet det valg, du har truffet.
M.h.t. din kæreste, så gør det mig harm på dine vegne, at han ikke var hos dig under aborten og nu bagefter. Han svigter dig grumt ved ikke at være hos dig, mens du står alene med smerten over det, som burde have været en fælles sag. Han kan jo slet ikke have nogen føling for, hvad det er, du gennemgår, når han befinder sig langt væk og kun har telefonkontakt med dig. Så du har al mulig grund til at være vred på ham, og hvis han drejer det til, at det er din egen skyld, må du godt give ham en på skrinet fra mig. Undskyld, men jeg synes, du skal tage op til overvejelse, om han fortjener dig - det lyder ikke sådan. Det mindste, du kan gøre for dig selv, er at få afløb for din vrede på ham - han har ikke behandlet dig godt. Selvfølgelig kan han ikke sætte sig ind i det, når han bekvemt befinder sig på lang afstand.
Hiv fat i dine veninder i stedet og brug dem. De SKAL være der for dig nu. Du er alt for hård ved dig selv, og det er da klart, når du vælger at være alene netop nu. Sørg for at dele det med nogen af dem, du holder af - du SKAL være ked af det nu, men hvorfor lide i selvvalgt ensomhed og gøre fortvivlelsen større?
Ring til veninderne - NU.
Mange kærlige tanker
Medsøster
Hej L
Som din Medsøster så udmærket skriver, så er det helt forståeligt, at du er vred på din kæreste og hans manglende tilstedeværelse og støtte. Du har god grund til at være vred på ham. Og hvis han er en ordentlig mand, så må han stå ved sin manglende handling, tage mod din vrede og giver dig en undskyldning. Og kan han ikke det - så er det værd at overveje om du ikke skulle finde dig en bedre mand.
Tomheden som du føler er jo reel nok, din krop havde indstillet sig på barnet og nu er det der så ikke. Der er tomt.
Mange kvinder der har fået foretaget provokeret abort, som ofte er en meget svær beslutning at træffe, går rundt med en tung samvittighed som de ikke ved hvem de skal snakke med om. Det er næsten et tabu at have det svært med sin provokerede abort, fordi "man selv valgte det". Trist at det er sådan.
Jeg har haft en del kvinder i behandling som har lidt svært og skjult smerten. Jeg synes det er en mangel, at vi ikke offentligt tager ordentligt tager hånd om de kvinder. Man kan lære at forlige sig med sin beslutning, forlige sig med det barn man ikke fødte og som nu ville have været så og så gammel. Og lære at komme videre med livet.
En rigtig god og anbefalelsesværdig bog der handler om provokeret abort er: Britt Karin Larsen: Du er alligevel til, Hans Reitzels Forlag, 1990. Bogen er en kvindes smukke afsked med det barn, hun valgte ikke at føde. Og hendes accept af den beslutning.
Du er alligevel til
Klik på billedet for at se det større
Personligt har jeg ofte tænkt på, at det kunne være til stor gavn for mange, hvis der var en DE UFØDTE BØRNS DAG, hvor man officielt mindes de børn man har mistet eller har valgt ikke at få.
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Hej
Tak for de venlige svar. Jeg har tænkt over dem i et stykke tid. Mødtes med min kæreste for nogle dage siden. Han blev som jeg forventede ret aggressiv over kritikken. Jeg endte med at gå fra ham. Lige siden har han haft det meget skidt, han siger mange ting, men en af dem gå mig en del på. Han siger, at jeg ikke gav ham chancen ... jeg kan ikke finde ud af om det er noget vrøvl eller ... ved godt jeg ikke altid er den nemmeste person at komme tæt på ... Han har bestemt, at han vil vente et år indtil vi begge er færdige med vores uddannelser. Herefter vil han gerne finde en lejlighed til os ... Siger han elsker mig, græder og at han ikke vil være sammen med andre ... Snakker en del om, hvis jeg nu er sammen med andre - siger at han er ligeglad, så længe at jeg ikke forelsker mig i andre. Jeg er lige nu i syv sind - mine veninder synes alle, det er godt jeg gik fra ham - alle har en mening bare ikke mig selv. Føler jeg er fuldstændig frossen fast. Hvorfor viser han først den kærlighed jeg havde brug for nu? Jeg har ikke planer om at gå tilbage til ham lige nu - har aldrig før været så uden anelse for, hvad det er der foregår. Jeg aner ikke, om det er mig, som får ting til at gå i stykker ... Har fuldstændigt mistet overblikket nu. Han bliver ved med at spørge om, jeg ikke elsker ham mere, det har jeg altid gjort, men nu ved jeg det ikke - jeg kan ærligt ikke svare på det. Hvordan kommer jeg videre herfra? Hvordan finder jeg ud af, om jeg gør noget forkert? ... ved godt det lyder svagt, jeg har normalt nogenlunde styr på tingene ... Alt ud over karriere virker bare uklart og forvirrende - jeg er i tvivl om min opfattelse af ting er rigtig ... om jeg fordrejer tingene - hvad hvis jeg nu laver en kæmpe fejltagelse, fordi jeg ikke kunne se hvad der egentlig foregik?
Jeg håber du kan se en eller anden mening i det her ...
på forhånd tak for svaret
L
Hej L
Jeg kan nu godt forstå at du er lidt forvirret for tiden. Du har jo osse været ude for mindst tre alvorlige begivenheder efter hinanden. 1) Du har fået en abort og har brug for fysisk og psykisk at samle dig igen. 2) Din kæreste svigtede dig i forbindelse med aborten og det svigt er ikke afklaret i mellem jer. 3) Du har brudt med din kæreste og skal både sunde dig, holde ham lidt fra livet og finde en ny orientering. Det er alt sammen vældigt psykisk krævende.
Det er muligt, at du kan være vanskelig at være kæreste med - men hvem er ikke det? 
Når din eks-kæreste nu forsøger at placere aben på dig, ved at sige at "at du ikke gav ham chancen" - så overser han jo ret behændigt sit alvorlige svigt i forbindelse med jeres abort.
Dine veninder synes du skal droppe eks-kæresten og du har heller ikke lyst til at have noget med ham at gøre for tiden, han kan ikke forstå din kritik og du spørger hvad du skal gøre?
Jeg har umiddelbart 2 forslag:
1) Sig til din eks-kæreste, at han skal lade dig være i fred og ikke kontakte dig den næste måned. At du har brug for at sunde dig og tænke dig om uden hans indblanding, og har brug for at finde en ny retning i din tilværelse. I kan så snakkes ved om en måned og til den tid kan du så tage stilling til, om du vil genoptage jeres forhold og på hvilke betingelser.
2) Hvis du ikke er i stand til selv at holde dig fra din eks-kæreste, så foreslå din eks-kæreste at I finder en god parterapeut, hvor I får bearbejdet jeres forhold, hans svigt, aborten og om I skal have en fælles fremtid.
Inden du/I vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.
Og koncentrer dig om din karriere, det er en god måde at få en vis jordforbindelse i en vanskelig brydningstid. Livet er en lang række af valg og fravalg - nogen gange vælger vi rigtigt og andre gange vælger vi forkert - vi kan umuligt vælge rigtigt hver gang - og det må vi så få det bedste ud af.
Læs osse om Choktraumer.
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Hej Per
Jeg skrev til dig i juli ang. en abort og min daværende kæreste. Jeg skriver nu, fordi jeg er noget i vildrede, med, hvordan jeg bedst tackler ham nu. Det er nu to måneder siden jeg forlod ham og han har forandret sig helt utroligt på den tid.
Der er mange ting, som han har sagt og gjort, jeg aldrig ville have troet. Fx er han startet hos en psykolog for at få hjælp. Han siger stadig, at han elsker mig - at han fortryder, han ikke ville have barnet og at han altid vil elske mig og vil gøre alt for at vi kan være sammen. Han har betroet mig nogle ting, som for mig giver mening mht. hvorfor han har været, som han har været. At han er blevet mobbet i skolen som barn, at han aldrig synes han var god nok, og... at han to gange er blevet overfaldet - den ene gang nærmest voldtaget af nogle bøsser + andre også voldsomme ting. Jeg er den første, han har sagt de her ting til.. han siger, at han er ked af, at han ikke har sagt noget tidligere, men at han var bange.
Jeg har opfordret ham til at snakke med andre end mig og at sige det til psykologen også. Jeg elsker ham og så alligevel ikke - det er svært at forklare, men det gik helt i stykker for mig, da forholdet sluttede. Han har ringet og ringet.. møder op på min bopæl og hver gang bliver jeg ked af det på nye måder. Det er som om jeg skal slå op med ham igen og igen. Indtil nu har jeg været ærlig og sagt, hvordan jeg har det, bedt ham om at give mig ro, skældt ud, været sød osv. . Det sidste jeg ønsker er at såre ham mere, men jeg kan ikke være sammen med ham. Måske burde jeg kunne klare mere, men at passe min uddannelse osv. er bare mere end rigeligt for mig nu. Lige så stille kan jeg mærke, at jeg begynder at blive gladere og få øjnene op for de ting, som jeg holder af. Så jeg elsker ham, men bliver ked, hver gang jeg snakker med ham.
Han har utrolig meget skyldfølelse over, hvordan han har været. Er ked af det og græder.. siger at, det vil altsammen blive anderledes. Det gør det så svært for mig at, tage alt håb fra ham. Jeg ved godt det ikke mere er mit ansvar, at han har det godt. Men jeg holder jo ikke bare op med at have følelser - og selv om jeg ingen følelser havde, ville det være det sværeste at tage alt håb, fra en person, som har det så dårligt. Jeg har sagt direkte til ham, at vi ikke kan være sammen nu, at jeg ikke ved, hvad der sker i fremtiden, at jeg gerne vil være alene. Jeg har tænkt alt muligt.. om det her er en ny måde at manipulere på, om han kunne finde på at gøre skade på sig selv... osv. Uanset vil jeg gerne, at han fortsætter hos psykologen, arbejder med sig selv og får mere styr på sig selv.. og jeg vil gerne selv have et godt liv, kunne begynde at se fremad og forhåbentligt engang få en familie, karriere og lidt ro/hverdag.
Hvordan gør jeg bedst det? Jeg tror ikke, at min fremtid er sammen med min eks, selv om jeg ikke kan sige det 100%. Men hvordan kommer vi begge videre uden at det bliver grimmere end det allerede er?
På forhånd tak for svaret og de mange andre gode svar her på siden.
L
Hej L
Det lyder som om det går godt fremad for dig og jeg synes du selv har det præcise svar til ham. Du skriver til sidst: "Vi ikke kan være sammen nu, jeg ikke ved, hvad der sker i fremtiden og jeg gerne vil være alene." Hold fast i det - og støt samtidig din exkæreste i at fortsætte med psykoterapien. Du skal faktisk tage håbet om at I bliver kærester igen fra ham - han klynger sig jo til et urealistisk håb lige nu - det er svært, men sådan er det. Evt. kunne I sammen opsøge en god parterapeut for at få jeres forhold ordentligt afsluttet. Hvis I sammen vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.
Og som det positive i det triste så kan du måske tænke på at denne krise har fået din ex til at søge den hjælp han osse før bruddet havde brug for. Og det er ikke dit ansvar, hvordan han forvalter sit liv nu.
Held og lykke med uddannelsen og livet fremover.
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Hej Per
Jeg har skrevet før ang. min eks - håber det er ok jeg skriver igen, jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre mere.
Han bliver ved med at ringe, skrive og komme forbi.. Jeg har gentaget igen og igen at det ikke bliver os - at jeg ikke elsker ham mere. Hans reaktion var at sende mig en ring, som jeg returnerede. Hver gang får jeg ham til at love at lade mig være, hvilket så holder ca. 4-5 dage. Det er blevet til et stort pres efterhånden. Jeg overvejer at skifte adresse og tlf., men det er jo et stort skridt, fordi jeg kun har boet i min lejlighed 3 måneder. Er der en anden måde, som jeg kan få ham til at holde op? Jeg holder stadig af ham, men er samtidig ved at blive utryg ved situationen - at tage telefonen eller at åbne døren.
Jeg har endvidere mødt en anden mand.. vi tager det stille og roligt.. men jeg er ved at falde for ham, og jeg er meget positiv med hensyn til os. Desværre er jeg bange for, hvis min eks finder ud af det, jeg ved ikke rigtig, om jeg bekymrer mig for meget, men er nervøs for, hvad der kunne ske.
Du foreslog en psykoterapeut for at afslutte vores forhold, men jeg er bange for, at min eks ville bruge det til at holde fast i mig i stedet for?
Er der noget jeg kan sige eller gøre, som vil få ham videre og samtidig beholde respekten for mig selv? Med det mener jeg, at jeg selv om, jeg kan være bestemt, finder jeg det nedværdigende at skulle opføre mig som en bitch. Hvor langt skal jeg gå for at fred?
Tak for dine svar
L
Hej L
Det er jo vanskeligt når han åbenbart ikke vil give op og ikke tør miste håbet på at få dig tilbage. Jeg kender selv til at have været ham, der havde svært ved at slippe.
Det er selvfølgeligt ikke rimeligt, at du skal være nødt til at skifte adresse eller få andet telefonnummer.
Jeg synes du skal sige til ham som det er, at du ikke vil have, at han ringer eller kontakter dig mere og at du har fundet en anden, som du har lyst til at udvikle noget med, hvilket understreger at han har mistet dig. Du kan evt. tilbyde ham at I sammen opsøger en psykoterapeut for at få afsluttet jeres forhold, og din forslag skal klart være, at det er for at få forholdet afsluttet. Du bestemmer selv om du vil lade dig overtale til at fortsætte, det er dit valg.
Hvis det venlige ikke ikke hjælper, så bliver du nødt til at være en bitch og det vil sige advare ham om, at hvis han fortsætter med at opsøge dig, så vil du bede om et polititilhold og der skal ikke meget til at udvirke et polititilhold.
Tabsprocessen er ikke altid nem og du kan se en skema over det her - klik her. Især ikke når man m/k som han ikke vil erkende at du er mistet.
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
• SEXOLOGISK KLINIK - Midtjylland
• PSYKE & SEX DEBAT
|
• |
• |
|
||
|
• |
||||
|
• • • |
||||
|
• |
Ekstra interne søgeord: abort, provokeret, spontan, foster, forstre | |||
| • | Senest opdateret 11. november 2020 | |||
