Cybersex



Vi er to piger der på Lollands Handelsgymnasium har et eksamens projekt om IT og Sex. I vores projekt vil vi meget gerne have en uddannet sexolog's mening om sexchat.

1) Mener De at det er unormalt at tilfredsstille sig selv via skærm og tastatur?

2) Tror De at computteren vil overtage det normale sexliv i fremtiden?

3) Er der nogle beviser for at sexchat har en negativ eller posetiv indflydelse på det sociale sexliv?

4) Hvad er Deres egen mening om såkaldt cypersex?

Vi håber på at De vil hjælpe os, da dette er en meget vigtig del i vores projekt.




Hej

1) Nu skal man jo altid vare sig med at sige hvad der er normalt. I 1970'erne sagde Inge og Sten Hegler altid: "Lykken er at vide hvad der er normalt - og det normale har vide rammer." Andre hævder at det normale er gennemsnittet af alt det unormale.

Jeg synes ikke der er nogen forskel på om man bruger det ene eller andet medie eller den ene eller anden fantasi til at tilfredstille sig med. De eneste skadelige virkninger, der næste kan være med sex på skærmen, er dels at telefonregningen kan løbe løbsk og at man får trætte skærmøjne.

2) Nej det hverken tror jeg eller håber jeg. Den gang pornografien blev frigivet i Danmark i begyndelsen af 1970'er var det osse mange der var bange for at folk så ikke længere havde lyst til almindelig fysisk sex mellem 2 mennesker. Og sådan er det ikke gået. Sex er kommet for at blive og det er bekymringer om sex osse.

3) Jeg kender ikke til de negative - men I kan jo prøve at se om Dr. Kimberly Young - Netaddiction har noget.

Politiken har osse haft nogle artikler om sex i cyberspace - måske kan I finde noget hos dem.

Men jeg tror ikke ikke mennesker i almindelighed kan tage skade ud over på økonomien og øjnene. Og jeg tror der er mange der har fået en ekstra mulighed for at mødes - og nettet er måske ved at blive denne tidsperiodes forsamlingshuse - som giver mulighed for at mødes uden for nettet og der er jo allerede mange der er blevet kærester efter den første indledende chat. Og der er jo godt nok.

4) Det er en mulighed blandt mange. Og mennesker har altid været opfindsomme med hensyn til sex - og der vil osse fremover komme nye muligheder - og nye bekymringer. Sex er jo interessant - og dejligt.

Held og lykke med projektet - og skriv igen hvis I har flere spørgsmål eller kommentarer.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG


PSYKE & SEX


KOMMENTAR

Cybersex er ikke IKKE helt ufarligt - som du påstår!

Hej

Jeg har læst dine svar her over til pigerne fra Lollands Handelsgymnasium og jeg må tilstå, at jeg var noget rystet over dine svar. Bl.a. at du ikke finder, at nettet til brug af porno ikke kan være skadeligt. Dette er en kæmpe omgang vrøvl!! Jeg har arbejdet med Internettet siden 1998 og ved, at netop et "unormalt" forbrug af net-sex/cybersex/pornobrug på nettet kan i den grad ændre ens adfærdsmønster - her ment - ens sociale adfærd.

Jeg har en del venner, som har haft et forbrug af cybersex og chat på op til 15 timer dagligt og hvor dette har bevirket, at de har mistet jobs og ødelagt deres ægteskaber. At du ikke opfatter et forbrug af denne art, som værende skadeligt, må jeg sige, skræmmer mig. Et misbrug af cybersex og Internetporno ER skadeligt. Du mister din sociale kontakt med venner og fam. Internettet bliver din besættelse. Du tænker kun på, hvornår du næste gang har mulighed for at accesse nettet og læse de emails du har modtaget fra dine "Internet-kærester", som sjældent bliver andet end virtuelle kærester. Du finder cybersex langt mere interessandt end den virkelige "vare", da cybersex er langt mere spændende og udfordrende - og langt mindre forpligtende.

Som psykoterapeut og sexolog vil jeg på det kraftigeste anbefale, at du begynder at se denne tendens som en alvorlig og behandlingskrævendende tendens - og ikke bare en "fri-porno-i-1967-herlighed" for det er det så langt fra.

Denne "opsang" fra mig er ment som en "vink med en vognstang" for at gøre opmærksom på, at der i nær fremtid vil være en behov for mange for professionel hjælp til at komme et Internetmisbrug til livs.

Pegefingeren!




Hej Pegefingeren!

Du har vist ikke rigtigt læst, hvad jeg har skrevet og følelserne er åbenbart løbet af med dig, det er hvad der kan ske .

Jeg skriver ingen steder, at man ikke kan blive afhængig af internetsex og internetforbrug. Selvfølgelig kan man det, som man kan bliver afhængig af så meget andet her i tilværelsen, hvis man er disponeret for det.
Hvad jeg skriver er, at folk i almindelighed ikke bliver afhængige af at se internetsex eller af at chatte. Lige så lidt som folk bliver alkoholikere, fordi de af og til drikker en flaske rødvin, en cola, kaffe osv.

Og du har ret, der findes mennesker, som bliver afhængige af deres internetforbrug, og som har brug for behandling - og det er muligt, at der vil komme flere der har brug for behandling af afhængigheden med udbredelsen af hurtige netforbindelser og langt flere computere - lige som der muligvis bliver flere alkoholikere med nedsættelsen af alkoholafgiften.

Se iøvrigt mine andre indlæg om
Afhængig af internetsex her i PSYKE & SEX..

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG


PSYKE & SEX


KOMMENTAR

Den der føler jeg lidt jeg bør kommentere lidt på.

For ca. 2 1/2 år siden var jeg gift, og min daværende kone og jeg havde et barn sammen. Vores sexliv var gået i stå, og det levede vi så med.

Vi hyggede lidt om aftenen på et sted på nettet som tilbyder spil og chat, og her mødte hun en kvinde, som anbefalede hende at dyrke cybersex og så bruge den lyst til at piske op i forholdet.

Den smuttede for hende, og hun glemte virkeligheden. Hverken jeg eller vores fælles barn kunne drive hende fra Pc'en, hvor hun til sidst helt åbenlyst sad og onanerede. Cybersex er åbenbart ikke så spændende, når man har dyrket det nok, så chokket kom, da jeg vågnede om natten ved, at hun hylede sine orgasmer ud i stuen. Hun var gået til telefonsex.

Ved et tilfælde gik det så op for mig, at hun også havde mødtes med en af hendes "netelskere" i virkeligheden, under påskud af at have været ude at spise/i biffen/i byen med en veninde.

Vi aftalte (udelukkende for vores barns skyld) at prøve at finde hinanden igen, og at hun holdt med chat/cybersex, men på det tidspunkt havde hun forelsket sig i en på nettet, som hun end ikke havde mødt.

Nu springer jeg så delen med, at jeg kæmpede for at rede vores døde forhold, hendes gentagende utroskaber og mit selvmordsforsøg (har aldrig påstået, at jeg er en stærk mand, når tæppet i den grad trækkes væk under mig) over og hopper til nutiden. Vi blev skilt, og jeg har genopdaget forelskelsens glæder. Eneste skidte resultat er den begrænsede tid, jeg nu har med mit barn, som jo i sagens natur er dele barn.

Bare mig.




Hej Bare mig

Din triste historie siger nok ikke så meget om afhængighed af internettet og cybersex, men nok så meget om, hvordan I ikke fik løst jeres problemer sammen - eller at I var gledet så meget fra hinanden, at der ikke var nogen vej tilbage - i hvert fald ikke for din daværende kone. Hvis hun ikke havde brugt internettet til at udleve sin seksualitet og skabe kontakt, ja, så havde hun måske brugt mulighederne for sidespring på arbejdet, eller kontaktannoncer, eller værtshuset eller hvilke andre muligheder, der er for at udleve den seksualitet, som man m/k ikke kunne finde ud af at få til at fungere i sit parforhold og for at skabe andre kontakter. Internettet er en ny mulighed, men der har i lang tid været muligheder for udenomskontakt gennem aviser, blade, arbejdspladser osv.

Ærgerligt, at man ikke kan se sit barn i al den tid man gerne vil - det har jeg osse oplevet en gang - men samtidig måtte jeg indrømme, at der nu osse var andre tidspunkter, hvor jeg var glad for ikke at skulle have hende - og som jeg så kunne bruge på mig selv.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG


PSYKE & SEX


KOMMENTAR

Det er netop dette, jeg løfter pegefingeren over for - og det jeg mener med mit tidligere indlæg. At bruge cybersex som en løsning på sexuelle problemer, eller bare for spændingens skyld, er meget nemt - og meget vanedannende. Det er ikke det samme som at være sin kæreste utro - for man er slet ikke så "langt ude", når cybersex'en bliver interessant. Det er det er er hele humlen i det - det virker som en let og nem måde at udleve sin sexualitet, og den virker helt uskadelig. Dog ser man jo netop ofte, at forløbet udvikler sig som dette indlæg. Jeg kender par, som har været sammen i mange år, hvor cybersex hele tiden har være "medspiller", siden starten af forholdet, da den ene part allerede da havde et afhængighedsforhold. Disse forholdt er ikke blevet bedre med tiden - snare modsat. Jeg vil atter slå et slag for, at denne Internet-vanedannelse bliver taget alvorligt - og det er ganske uden af mine følelser "løber af med mig", men ganske enkelt fordi jeg kender en hulens masse forhold, der er blevet ødelagte af dette!

Pegefingeren igen




Hej Pegefingeren!

Enten forstår jeg ikke, hvad du egentlig vil sige - eller osse udtrykker du dig ikke klart nok - eller osse er det begge dele.

Det er jo indlysende, at vaner, der skader den, der har vanen, har brug for at blive taget alvorlig og for støtte/hjælp til at få ændret sin vane eller komme af med den, så den ikke længere skader vedkommende. Det gælder, hvad enten det drejer sig om afhængighed af cybersex, alkohol, stoffer, cigaretter o.m.a.

Men selve det at se cybersex er ikke i sig selv vanedannende, og de fleste mennesker kan sagtens finde en fornuftig balance, lige som de kan med alkohol, hash, kaffe, chokolade o.m.a. For at man bliver afhængig af cybersex, så skal man være disponeret for det.

Ovenstående case siger efter min mening mindre om afhængighed af cybersex og væsentligt mere om et forhold, der ikke stod til at redde, fordi hun åbenbart var stået af. Og man kan stå af på mange måder - hun valgte bl.a. internettet.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG


PSYKE & SEX





Hej!

Min kæreste gennem snart 5 år er vild med cybersex. Det startede med, at han chattede lidt, så begyndte han at bruge chatrooms, der kun drejer sig om sex, det udviklede sig til at han også skulle høre pigerne i telefonen. Nu bruger han dagligt tid på at skrive mails til forskellige piger, for at holde deres interesse fanget, så han kan få dem til at ringe/skrive. Det hele har været en hemmelighed, indtil for et år siden, hvor jeg opdagede det, men nok ikke forstod omfanget. Han var ked af det, opfattede det ikke som rigtig utroskab, da han jo ikke fysisk havde kontakt med pigerne. Forklaringen på at det var en hemmelighed, var at han regnede med at jeg ville blive ked af det.

Vi lavede da en aftale om at jeg ville acceptere chat, hvis det var interessant for ham. Men aldrig chat som var aftalt på forhånd, fx via mails, da dette i mine øjne lugter lidt for meget af et fast forhold. Heller ikke mails og tlf. kunne jeg acceptere.

Jeg har nu ved et tilfælde opdaget, at alt er ved det gamle, nogle af de piger han mailer med, er de samme som for et år siden, så pausen har ikke engang været særlig lang.

Det mest vanvittige er, at det er ganske alm. sex han udlever i de mails, altså intet som han ikke kan få herhjemme. Bortset fra at det selvfølgelig er andre end mig, og mange (ca. 5-10 stykker han mailer med, uden at de hver især ved at han mailer med andre).

Jeg gik - han er knust, og vil kun have mig. Jeg er bare ikke sikker på at der nogensinde vil være tillid mellem os igen. Heller ikke sikker på at han overhovedet vil være i stand til at stoppe, hvis han virkelig ville...

kæresten




Hej kæresten

Ja, det giver nogen gange problemer, når to parters lyster ikke kan forenes. Og samtidig har de fleste nok osse erfaret, at man ofte ikke kan få alle lyster opfyldt hos én partner.

Nogen affinder sig med, at sådan er lyster og behov nu engang skruet sammen, og at det så må betyde lidt vide rammer for hinanden. Andre har svært ved de vide rammer og føler sig krænket over partnerens forskellige "hemmelige" eller anderledes lyster. Og mange skjuler det specielle og anderledes for hinanden for ikke at få problemer, og det får de, så når de evt. bliver opdaget

Der findes ingen nemme løsninger på problemet - lysterne er mangfoldige og ofte osse stærke - det er jo dem, der driver livet frem ad.

Der er mere om
Afhængig af internetsex her i PSYKE & SEX.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG


PSYKE & SEX





Hej

Jeg har opdaget at min kone har haft dyrket cybersex.

Da jeg opdagede det, tog jeg det som utroskab, og reagerede derefter - jeg ville forstå hvorfor hun havde gjort det - og hun har kun kunnet svare at det vidste hun ikke.

Det skal siges at det var mig der skrev ind som skytten, og på daværende tidspunkt vidste jeg ikke, hvad der var galt, andet end at jeg havde en mistanke, og derfor blev jaloux.

Et eller andet sted føler jeg mig både svigtet og på en måde synes jeg også at hun har løjet over for mig.

Det skal forstås på den måde, at jeg som det første fandt nogle SMS'er til hendes veninde, der fortalte om en sød fyr, og jeg spurgte hende direkte hvem det var, og fik desværre en løgn. At jeg så senere har skulle finde mails med mange sexuelle fantasier fra manden, finde mails hun har skrevet til ham (de var ikke så slemme), og alligevel skulle kunne tro, når hun fortalte at hun hele tiden havde tænkt på mig når hun skrev mails. Det havde jeg virkelig svært ved at tro.

Senere, da jeg ikke kunne få hende til at lukke op, lavede jeg en scanning af hendes computer, og opdagede at hun også havde chattet med ham. Der kunne jeg slet ikke se at hun havde talt sandt, for hun havde gang på gang fortalt at der ikke var mere....

Og jeg havde det svært ved at tro hende, når hun kunne fortælle at der ikke var noget idet, men samtidig kunne læse om hendes lyster "med" ham. Hun kaldte ham i den sidste chat for skatter, skrev at det virkede så koldt når han bare smuttede igen, fortalte at hun bare var vild med ham....

Hun ville stadig have at jeg skulle tro at det var mig hun havde savnet, at det var mig hun dybest set havde skrevet med.

Det værste har været det svar der hed, det ved jeg ikke, det kan jeg ikke huske!!!

Jeg ved at man har en indbygget evne til at kunne fortænge ting man ikke ønske at tænke på, jeg gjorde det selv i lang tid - men jeg føler at det må have fyldt så meget i hendes hverdag, at hun da ikke bare kan glemme det.

Men baggrunden for alt dette her er at jeg også har svigtet, jeg har været været så indelukket at jeg "glemte" hende, hun fortæller at hun troede at jeg havde en anden, at hun var bange for at jeg aldrig kom hjem igen.

Og til sidst har hun kunne sætte ord på som, at hun har følt sig frygtelig ensom, at jeg ikke elskede hende - og herudover er hun også gravid.

Så et eller andet sted kan jeg godt forstå at hun var let at få lokket i fælden, men at hun ikke kan snakke om det, det kan jeg ikke forstå.

Jeg føler at jeg et eller andet sted er nød til at få snakket om hele forløbet, for at jeg også kan få fred.

Jeg må vide hvad der nedbrød den sidste barrierer hos hende og fik hende med.

Hilsen

Skytten.

P.S. Er det normalt at man i sådanne situationer glemmer at tænke over konsekvenserne, og skal det ikke forstås som andet end en flirt af en art???




Hej Skytten

Vi lever i en verden med konstante fristelser og ét enkelt menneske kan ikke opfylde alle vores behov - sådan er det bare. Og spørgsmålet er så, hvordan vi kan håndtere disse uafviselige fakta.

Nogen mennesker har brug for meget kontrol med deres kæreste, kone, mand og andre er large og giver hinanden udstrakt frihed i erkendelse af ovenstående fakta. Hvad der er bedst for én, er meget personlige spørgsmål om tro, baggrund, kultur og personlig opfattelse af etik osv.

Personligt har jeg det sådan, at jeg synes, at man skal have en udstrakt frihed, og at man osse med det seksuelle har lov til at have sine personlige frirum, som andre ikke skal blande sig i. Det kræver jo selvfølgelig, at man ikke er angst for at miste den, man holder af, og sådan er der mange, der ikke har det. Mange er angste for at miste eller kommer nemt i en konkurrencesituation.

Du har brug for at vide ned til mindste detalje, hvad der fik hende til at ville have oplevelser, du ikke var direkte med til, for at få ro i dit sind. Og derudover kunne du osse spørge dig selv på et dybere plan, hvad hændelsen rører i dig. Er det angsten for at miste hende? Er det angsten for ikke at være så god til ... som ham hun snakkede med? Hvad er det, du har brug for at styrke i dig selv? Er det selvfølelsen? Eller noget helt tredje?

Mennesket er et meget nysgerrigt væsen, og vi kommer rimeligt nemt til at kede os, hvilket osse er med til at bringe os frem ad, og det gælder ofte osse på det seksuelle område. Det kan måske være forklaringen på din kones lille affære.

 



Ærlighed på nettet
Klik på billedet for at se det større


Læs mere her i PSYKE & SEX under Utroskab.

Du skal være velkommen til at skrive igen

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG


PSYKE & SEX



PSYKE & SEX

Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: cyberporno, netsex, netporno, websex, webporno, porno, pornografi
Senest opdateret 13. november 2020