Følelsesmæssig panik ?




Kære Per

Jeg står meget uforstående og hjælpeløs overfor mine egne følelser i en bestemt situation. Mine følelser for min meget nye kæreste, som jeg for et par dage siden følte mig kanonforelsket i, er pludselig vendt 180 grader og jeg flygter fra ham !! Jeg er dødulykkelig over det, over om jeg er nødt til at såre ham ved at sige, jeg tog fejl. Føler mig fuldstændig kikset og kan slet ikke forstå, hvad der sker med mig. Jeg var (er?) jo så vild med ham.

Jeg håber, du kan hjælpe, for jeg har mest lyst til at rejse langt væk eller putte mig selv ned i et hul og aldrig komme op igen.

Egentlig er jeg nok af den holdning at denne form for hjælp nødvendigvis må være temmelig overfladisk, men jeg har ikke så mange midler til personlig terapi og vil også gerne have en respons forholdsvis hurtigt. Brevet her er blevet lidt langt, men jeg syntes ikke det kunne gøres kortere, hvis jeg skulle kunne bruge en evt. respons til noget.

Måske du kan genkende en bestemt problemstilling i min reaktionsmåde eller kan gennemskue årsag og sammenhæng eller evt. har hørt om lignende og kan henvise mig til psykologisk materiale, jeg selv kan læse elign. Endelig vil jeg selvfølgelig også overveje personlig hjælp, for det er ikke første gang jeg oplever dette problem.

Lige lidt om mig:
Jeg er en 33 årig pige. Jeg har arbejdet en del med mig selv, både fra selvudviklingskurser og gennem personlig terapi.

Jeg startede mit seksuelle liv som 16-årig, men havde desværre en ret dårlig start - det er en længere historie. Kernen i det er, at jeg har ikke haft mange kærester, og da slet ikke hvor forelskelsen har været gensidig, og jeg har heller ikke haft et positivt forhold til sex, før slutningen af 20'erne.

Det meste af mit liv har jeg oplevet følelsen af ikke at blive elsket, og da slet ikke af dem, jeg gerne vil elskes af. Har oplevet en del ulykkelige forelskelser. Mit forhold til mænd har altid syntes at være kompliceret .

Jeg har en stor frihedstrang til at gøre med mit liv, som jeg har lyst til og behov for og har levet sådan i mange år nu. Mit sidste forhold sluttede for 8 år siden på dramatisk vis. Egentlig var det aldrig et forhold, jeg kunne være helt i, fordi jeg ikke følte mig set, men jeg blev ret hurtig afhængig af hans opmærksomhed og behov for mig - han var temmelig forelsket i mig, selvom hans lidt vattede facon egentlig gjorde, at han ikke som sådan "holdt" på mig. Men jeg havde hårdt brug for den kærlighed (eller fascination var det jo nok?), han tilsyneladende tilbød mig. Det blev 3 års kamp med mig selv mellem min længsel efter opmærksomhed og mit behov for selv at kunne vælge med /fra hvem.
Det endte med at han flyttede fra mig kort efter at vi var blevet sagt op i vores fælles lejlighed. Jeg gik helt i sort i tiden derefter og måtte opsøge psykologhjælp for at slippe afhængigheden og følelsen af selvhad og vrede, for det var lige ved at tage livet af mig. Jeg følte mig fuldstændig fortabt. Jeg svor at jeg aldrig nogen sinde ville blive så afhængig af et andet menneske igen eller komme i lignende situation igen.

Min konklusion dengang var, at der ikke VAR / ER noget menneske på denne jord, der for alvor kan hjælpe mig eller være der for mig, på den måde jeg har brug for. Og at det er formålsløst at forvente det. Det giver kun smerter, for mennesker er begrænsede væsner. Det var ikke en bitter beslutning, men en indsigt om menneskets natur, følte jeg. Indtil det punkt var mine forventninger til andre mennesker nok for store. Forventede at andre, nogen, ville samle mig op hele tiden.

Jeg har som sagt ikke været i et fast parforhold siden. Har holdt mænd på afstand og ikke villet involvere mig. Dyrkede i stedet min selvstændighed og vendte mig til de højere magter efter hjælp i stedet Det gik fint i mange år og jeg er blevet stærk af det. Alene i hvert fald. Men mit savn efter menneskelig nærhed og intimitet steg jo med årene og fik mig langsomt til at ønske at komme tæt på igen. Jeg har siden haft adskillige forelskelser - jeg er et emotionelt menneske og har derfor nem adgang til mine følelser - og har mødt mange mænd, jeg godt ville prøve af, men det udviklede sig ikke rigtigt til noget. Havde sågar kun få seksuelle forhold. Har faktisk haft perioder på 2 og 3 år uden seksuel kontakt til mænd.

Pludselig sidste år blev længslen for stor. En flirt på min arb.plads med en 10 år yngre fyr satte gang i noget. Jeg følte mig attraktiv og der skete en åbning. Fik øjnene op for hvor dejlige mænd er - eller kan være. Jeg havde lyst til at komme tæt på. Ikke bare een. Nej, jeg havde lyst til at kaste mig ud i min nysgerrighed efter mænds væsen og nyde dem. Og indhente det forsømte. Jeg er stadig rimelig attraktiv og ser 5-8 år yngre ud end min alder, så det var ikke noget problem at gå på markedet igen. Min seksualitet er klart på toppen. Har fået bearbejdet de fleste af de tidligere erfaringer og nyder sex fuldt. Får at vide at jeg er en passioneret og intens sexpartner.

Jeg startede på at netdate og mødte en del mænd. Meget af det blev ikke til noget andet end første dates, men det var meget interessant og spændende. Nogle har jeg haft seksuelle forhold med. Et par engangs-oplevelser, men ellers længerevarende (2-4 mdr.), uden at vi dog rigtig nåede til det punkt, hvor vi følte vi var kærester. Dels var to af dem stadig involverede med deres kærester eller ex'er, dels var matchen måske ikke lige rigtig.

Men en del af det skyldes nok også, at jeg faktisk ikke havde lyst til at have en kæreste. Min drøm eller fantasi, mit behov (?) var at have elskere. Ikke overfladisk, det er jeg ikke til, men dybe, varme forhold, som dog stadig sikrede mig min frihed til at være sammen med så mange og hvem jeg ville og bevæge mig hvorhen jeg ville. Og hvor jeg ikke blev afhængig igen.

Her i løbet af foråret har jeg dog fået lyst til det der med kæresteriet igen. Eller det er faktisk det jeg er i tvivl om. Men jeg blev træt af at føle mig som elskerinden. Hende man alligevel ikke satsede på. Hende der var spændende, men ikke værd at elske (?) - for det er jo kærligheden jeg søger. Og min oplevelse gennem det sidste års tid, siger mig, at de fleste mænd kun kan forholde sig til to slags kvinder: skøgen og moderen. Det der ind imellem eller begge dele, kan de slet ikke finde ud af. Man er enten det ene el. det andet. Og da jeg ikke var villig til at love evig troskab, måtte jeg tilhøre skøge-kategorien. Hvilket igen vil sige, at den kærlighed de er villige til at putte i det, er begrænset. Jeg kom til at føle mig som en vare eller en midlertidig løsning. Something in between.

Men mest af alt savnede jeg egentlig også at møde een, som var vild med mig, som jeg også var vild med. Den gensidige forelskelse. Óg det syntes mig for et par dage siden endelig at være sket med denne nye fyr. Og pludselig er det så væk igen.

Derfor er jeg både dybt ulykkelig over ikke at kunne nyde det eller tage imod det, når jeg nu har længtes efter det så længe, og ulykkelig over at skulle såre ham ved at fortælle om mit skift.
I fredags og lørdag morgen følte jeg mig kanon-forelsket og jeg sagde til ham, at jeg ville rejse jorden rundt med ham og at jeg var vild med ham. Han er skide sød, smuk og dejlig og så er han vild med mig også. Men i løbet af lørdagen følte jeg mig pludselig ikke forelsket mere og nu flygter jeg nærmest fra ham, fordi jeg føler at de følelser er pist forsvundet. Tværtimod irriterede han mig og jeg ønskede bare afstand. Jeg havde det frygteligt med mig selv. Jeg har nu bedt ham om luft og afstand uden at sige andet end at jeg ikke kan finde ud af mig selv lige nu. Han er ked af det og har svært ved at slippe mig.

Lidt om hvordan vi mødte hinanden:
Det hele er sket meget hurtigt - og det kan måske være en del af forklaringen på min reaktion ? Vi arbejder sammen og har snakket lidt sammen på arbejdet. Pludselig begyndte jeg at være lidt tiltrukket af ham. Efter en fællesaften med andre kolleger, begyndte vi at flirte ret kontant og havde daglig kontakt. I torsdags var vi sammen seksuelt for første gang og har været sammen næsten siden.

Jeg har tænkt meget over, hvad der kan være forklaringen på mit skift. Det virker fuldtstændig irrationelt og uforståeligt. Er det panik ? Klaustrofobi ? Angst for intimitet ? Eller har jeg virkelig bare taget fejl af mine egne følelser ? Var det bare sex ? (jeg plejer nok at kunne mærke hvis der ikke er andet i det end det for mig) Eller måske er forskellen imellem os bare gået op for mig og jeg har set det som umuligt ? Han er 11 år yngre end mig og fra en anden social baggrund end jeg - lidt for meget arbejder for min smag måske. Jeg har ind imellem tænkt, at jeg måske savner en mere intelligent eller intellektuel feedback. Desuden har vi også på andre områder divergerende interesser og jeg har på nogle tidspunkter svært ved at se ham og mig sammen. Men på andre punkter igen, nemlig følelsesmæssigt, matcher vi rigtig godt hinanden. Og det er vigtigt ! Bare det at han er så vild mig med og vil være sammen med mig hele tiden er dejligt. Samtidig har det dog også været lidt bekymrende at han ikke accepterer mit behov for alene-tid.

Følgende ting er sket fredag og lørdag:
Dels havde vi ubeskyttet samleje, fordi jeg venter min menstruation (er forsinket over en uge nu). Jeg blev lidt bekymret for at jeg måske er blevet gravid, hvilket bare ville ødelægge det hele imellem os. Og det ville være katastrofalt, syntes jeg i fredags.
Det hele syntes for dejligt - jeg har før oplevet følelsen af panik eller en underlig følelse af bundløshed, som godt kan skabe angst, når tingene er for dejlige. Så reagerer jeg på det som værende for sukkersødt, rosenrødt osv. Feks. Reagerede jeg også sådan da min kæreste for 8 år siden flyttede ind hos mig, selv om jeg selv havde bedt ham om det. Jeg reagerede fuldstændig ude af proportioner. Fik klaustrofobi og pakkede mine ting, ville flytte ud. Kom mig dog over det i løbet af nogen tid.
Dels har jeg ikke fået sovet så meget de sidste tre døgn og har følt mig meget træt - har en travl optaget uge med enten skole, arbejde eller kursus i weekenderne (har altså faktisk ikke rigtig haft fri i to uger nu !!). Jeg har meget brug for tid til mig selv til at mærke mig selv og mine egne behov.
Jeg oplevede samtidig en lede ved branchen, hvor jeg har med en del fulde mennesker og vanskelige kunder at gøre. Og han er som person helt klart associeret med mit arbejde.
Dels mødte jeg andre mennesker, som mindede mig om mine egne dybereliggende værdier, som jeg nok ikke føler jeg ville kunne dele med ham eller at han måske ville forstå.

Hvis du ønsker flere informationer, vil jeg sevlfølgelig gerne give dem. Men foreløbig håber jeg dette er nok til et indblik og en respons.

Mvh.

Den forvirrede Hanna

Pablo Picasso: Forvirret
Klik på billedet for at se det større

Hej Hanna

Tak for din lange beretning.
Jeg tror heller ikke på at man kan lave god psykoterapi via nettet - det kræver efter min mening personlig kontakt, idet langt de fleste psykiske vanskeligheder vi har er kontaktvanskeligheder - hvilket dit brev jo er et godt udtryk for. Men derfor kan jeg / man jo godt forsøge at give lidt hjælp til selvhjælp eller henvisninger til god psykoterapi.

Det jeg bider mærke i dit brev er især din pendlen mellem at ville have et nært forhold til en mand på den ene side og på den anden side at ville have din frihed. Man kan så spørge om det er et psykisk problem at have det sådan eller om det ikke er alment menneskeligt i vores kultur. Der er jo ikke meget der længere behøver at binde kvinder og mænd sammen - vi kan hver især klare vores økonomi, børn, arbejde, bolig og så ellers have det rart med hinanden når det passer os. Som læge og sexolog Christian Graugaard så udmærket formulerede det i en læseværdig kronik i Politiken: Spøgelser i sovekammeret (17.05.2001) er vi gået fra det reproduktive samvær til det rekreative samvær. Og vi har endnu ikke fundet en passende måde at klare den samværsform på - som jo strider mod den kultur som vi er opvokset og opdraget i og som der f.eks. lovgivet i forhold til.

Måske kunne du have glæde af stadig at få kigget mere på det du beskriver sådan her: "Det meste af mit liv har jeg oplevet følelsen af ikke at blive elsket, og da slet ikke af dem, jeg gerne vil elskes af." Hvad skal der til for at du kan opleve følelsen af at blive elsket? Gammelt problem med mor eller far eller begge to, som du ikke har fået afsluttet?

Når man bliver forelsket så fiser endofinerne (morfinlignende stof som kroppen selv udskiller) rundt i kroppen og vi drømmer os op i den 7. himmel og elsker uden at beskytte os - vældigt smart fundet på af naturen - det vil jo nemt medføre børn - og det er jo det som livet grundlæggende handler om - flere af arten. Når vi så falder ned på jorden igen, så lander vi nogen gange ret hårdt - "hjælp hvad med friheden osv." - jeg tror det er det, du har oplevet med din nye ven. Så giv forholdet lidt tid og giv dig selv lov til at svinge lidt op og ned følelsesmæssigt - det er vel osse det der gør dig til "en passioneret og intens sexpartner".

Mænd er komplicerede og kvinder lige så - det er jo det næsten al verdenslitteratur handler om. Og så må vi jo få det bedste ud af den kendsgerning.

Der jo skrevet megen faglitteratur om den vanskelige nærhed - da jeg læste din indlæg kom jeg til at tænke på en lidt ældre bog, som sikkert kan skaffes gennem biblioteket: Wolfgang Schmidbauer: TRE SKRIDT FRA LIVET - angsten for nærhed og hengivelse, Hans Reitzles Forlag 1986.

Jeg håber det kan hjælpe dig lidt.

Hvis du evt. vælger at snakke med en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG






Hej Per,

Tak for dit svar !

Ja, jeg er enig med dig i at det er noget generelt i vores tid og kultur det der med forvirringen i forhold til hvad vi vil med det andet køn og at det sansynligvis handler om at finde nogle andre måder at være sammen på.

Men efter at have eksperimenteret et års tid intenst nu med samvær-former med mænd, fornemmer jeg at der ligger noget mere i det med at være par, end bare reproduktion. Der ligger en dyb værdi i det intime samvær, der kan komme ved at involvere sig til det punkt, hvor det andet menneskes velbefindende ligger dig lige så meget på sinde, som dit eget. Hvor man gerne vil være der for hinanden og hjælpe hinanden igennem vanskeligheder og problemer, men også dele glæder og positive oplevelser.

Jeg tror nemlig ikke, at vi kan klare os selv ! End ikke det praktiske liv. Jeg har levet som single i 8 år nu, hvor jeg har skullet klare alting selv, og jeg synes det er alt for hårdt både at være kvinde og mand, husmor og håndværker, skoleelev og udearbejdende osv. osv.

Og hvor meget vi end måske ville ønske at være frie og uafhængige væsner, der kunne hengive os når vi havde lyst, intimt og tillidsfuldt, og så slippe og gå videre igen, så er der også en menneskelig realitet i form af den begrænsning (om man vil), der kan ligge i vores følelser. Følelser af behov for tryghed og tillid, som uværgeligt bliver mere intense, når vi "forpligter" os til et andet menneske. Når vi lover at være der for det andet menneske, også når / hvis det går galt.

Egentlig bryder jeg mig ikke om ordet forpligter, for det antyder at man ellers kan forholde sig uforpligtende til sine omgivelser. Og det mener jeg ikke er sundt. Man bør altid være bevidst om at man med sine handlinger involverer og påvirker andre mennesker og være villig til at tage ansvar for det og være bevidst om at alting har en konsekvens.

På den måde er det heller ikke fordi at jeg ikke vil have intime forhold til mænd. Jeg bliver bare angst. Angst for osteklokken, angst for afhængigheden, som jeg oplevede meget stærkt i mit tidligere forhold, angst for at såre min partner med mine svingende følelser, angst for at ødelægge det hele, angst for forandringen, angst for at miste overblikket, at drukne.

Jeg er fisk af stjernetegn og har det med at tage farve efter det, jeg befinder mig i eller i samspil med. Det har været en prøvelse gennem livet at træne mig selv til at være bedre til at bevare min egen identitet og personlighed, mål, ønsker og drømme. Jeg kan godt blive lidt apatisk og lade mig styre af begivenhederne eller den sammenhæng jeg er i. Med andre ord, er jeg meget nem påvirkelig. Det er derfor af essentiel betydning for mig, hvem jeg er sammen med og hvor, i hvilken sammenhæng og at kunne bevare det, jeg nu har fundet som værende MIG.

Således synes jeg at det er svært at være i et parforhold. Min kæreste og jeg fandt da hinanden igen i mandags, men tingene har forandret sig lidt. Jeg har dog, som du foreslår, accepteret at mine følelser svinger og prøver at tage det lidt med ro. Vi har fået snakket om det, og prøver at tage en dag af gangen. Men jeg kan mærke, og han har også sagt det, at det har forandret noget. Han bliver ked af, at jeg ikke er så hengiven som han og bliver bange for at miste mig.

Men i det hele taget så er der (som i de fleste forhold vel ?) en del udfordringer i det og jeg er i tvivl om det holder i længden, fordi vi er meget forskellige. Uanset så tror jeg at samvær med andre mennesker er lærerige situationer. Jeg er rimelig "grøn" hvad parforhold angår og har derfor en del at lære på det punkt. Håber jeg bliver bedre til det med tiden

mvh.

Hanna




Hej Hanna

Tak for dine overvejelser. Og godt at du accepterer at dine følelser kan svinge - ellers ville livet jo osse blive for trist - ikke?

Jo livet forandrer sig hele tiden - som en "viis mand" sagde til mig i en guidet fantasi, da jeg startede på min psykoterapeutiske uddannelse - "Foranderligheden - det er tilværelsens væsen". Det har jeg tit tænkt på siden og har erfaret var rigtigt - en af mine yndlingssange hedder Every thing must change - i Randy Crawfords udgave.

Held og lykke med forholdet.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG







PSYKE & SEX DEBAT

PARTERAPI

•		•	Printervenlig side
•	PER HOLM KNUDSEN • PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
	• • •
•	Ekstra interne søgeord: kæreste, sex, pige, dreng, forelskelse, forelsket, kærligheden, kærlighed, forelske, elsker, elskede
•	Senest opdateret 14. februar 2021