Gestaltterapi




Kære Per Holm Knudsen

Jeg har kigget på jeres sommerkurser, men kan se at begge tager udgangspunkt i gestaltterapi. Hvorfor det? Det lyder da hverken hyggeligt eller særligt perspektivfyldt, når begge kurser kun er på ganske få dage.

de bedste hilsner

gent fra kbh.




Kære Gent

Først fremmest, vi holder ikke længere sommerkurser. Det gjorde vi fra 1988 til 2010.

Det er rigtigt, at vi begge bl.a. tog udgangspunkt i gestaltterapi. Og når du siger, at det ikke lyder hyggeligt eller særlig perspektivfyldt, så gætter jeg mig til, at du har haft dårlige oplevelser med gestaltterapi - det er der i hvert fald en hel del mennesker, der har. Og det er synd for de mennesker og for gestaltterapien.

Gestaltterapi kan groft taget deles op i 2 forskellige "skoler"
1) den der går MOD modstanden og
2) den der går MED modstanden.

Den første skole kan nemt føles meget provokerende og overgriben og har været flittigt anvendt for at skabe "hurtige" resultater - det svarer til at råbe til en person at han eller hun skal slappe af. Det er sjældent det hjælper og mange har følt sig dybt krænket efter en sådan "behandling". Jeg har selv oplevet det og bryder mig ikke om den form. Man kan bruge det billede at man for at bryde isen bruger en forhammer. Man kan osse sige at terapeuten er ude af kontakt med klienten og det er et ret dårligt udgangspunkt - især når man betænker at langt de fleste vanskeligheder folk har er kontaktproblemer på den ene eller anden led.

Den anden skole som både Maria Marcus og jeg "tilhører" foretrækker at smelte isen, at tage udgangspunkt i, at når et menneske har modstand mod en ændring, er der en grund til det, som man som terapeut må respektere og følge. Det kan tage længere tid at gå MED modstanden og det må det så. At gå MOD en modstand skaber oftest blot en ny modstand (og ikke sjældent mod terapeuten).

Personligt synes jeg at gestaltterapi rigtigt anvendt er et eminent redskab i forhold til mange problemer og at det osse er perspektivfyldt netop ved at arbejde i nuet. Og når det er sagt er gestaltterapi jo blot ét ud af mange redskaber som vi anvender, hvilket betyder at vi selvfølgelig ikke bruger gestaltterapi i forhold til mennesker, der ikke kan lide den form.

Du kan se lidt mere om gestaltterapi på denne side om Gestaltterapiens modstandsmodel

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX





Gestaltterapeutisk Forum i Danmark

Ebbe Scheel Krüger om gestaltterapi

PSYKE & SEX DEBAT



Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: gestalt, gestaltpsykologi
Senest opdateret 15. februar 2021