Angst for HIV - Aids


Spørgsmål ???

Hej, jeg er en single fyr på 34, som nok lider af en overdreven angst for hiv smitte. Nu har jeg været sammen med en pige for seks uger siden, og selv om vi brugte gummi, så går jeg nu og venter på at tage en hiv-test igen, for 5' gang i mit liv, det skal siges, at hun nok var temmelig løs på tråden, da hun ikke var til faste forhold, men hun sagde hun altid brugte condom ved samleje, dog ikke ved oralsex, og nu forbander jeg mig selv igen at være havnet i sådan en situation.

Jeg har nok et stort behov for en fast partner, som jeg kan føle mig tryg ved, men det har jeg altså ikke, og nu skal jeg så tage mig sammen til nok en test, jeg tænkte om du evt.kender en psykoterapeut i Sønderjylland du kan anbefale? Da det måske er hvad jeg har behov for? Jeg har læst lidt om din uddannelse, fra D.I.G, og synes den tager udgangspunkt i noget væsentligt, om hvordan vi bl.a bliver fremmedgjorte og bange for livet i vores moderne verden, måske har det også noget med mit arbejde at gøre? Arbejder med planlægning, og er vant til at have styr på det, og kan derfor ikke klare, når jeg ikke kender konsekvenserne af hvad jeg foretager mig i mit privatliv, især ikke når det kan være så skæbnesvangert som hiv-smitte. Selv om jeg brugte gummi, så var der jo også kys og gensidig onani og jeg føler simpelthen ikke at jeg kan vurdere risikoen ordentligt, derfor må jeg testes igen, måske er jeg bare langt ude? Jeg vil i hvertfald blive glad for et svar og evt.navnet på en psykoterapeut her i sønderjylland jeg kan kontakte.

Mvh. Henrik


Svar

Hej Henrik

Ja det kunne lyde som om du er lidt for angst for aids og hiv. Du har beskyttet dig som du skulle og ved oralsex er risikoen for smitte meget lille. Og det er jo muligt at det hænger sammen med en grundlæggende angst for at miste kontrol, som du skriver. Kig f.eks. her
hiv-danmark.dk


Mundsex (oralsex)

Erotiske kys (tungekys)
Hiv smitter ikke fra spyt. Derfor er der ingen risiko for, at smitten skulle kunne overføres ved almindelige kys på læber, heller ikke dybe erotiske kys, medmindre at begge parter har blødende sår i munden (f.eks. blister, herpes etc.); og så kysser man ikke!! Den teoretiske risiko ved kys drejer sig altså om tilstedeværelsen af blod, ikke af spyt
 
At slikke og kysse:
Slik og kys af brystvorter, bryster, øreflipper, testikler, er sikker sex. Ved bid skal man være opmærksom på, at der ikke bides så hårdt at der kommer blod, for så er der skabt en passage for hiv.
 
At slikke pik (fellatio)
Slikke pik er den form for sex, det er sværest at give entydige råd om. For ingen ved med sikkerhed, hvor stor smitterisikoen er. Det ligger fast, at risikoen ved at slikke pik er væsentlig mindre end ved analsex. Præsædvæsken kan indeholde hiv-virus ligesom sædvæsken, men forekommer ikke i så store mængder, at der er nogen reel risiko ved det. Ved at slikke pik på en person, der er hiv-smittet, er der risiko for, at smitten overføres fra den hiv-smittedes sæd til den, der slikker pik. Det antages dog, at man skal have sår eller rifter i mundhulen for at blive smittet, selvom virus også kan trænge gennem en hel slimhinde. Risikoen kan nedsættes væsentlig ved at undgå sæd i munden. Der findes ingen dokumenteret risiko for en person der får slikket pik af en hiv-smittet kan blive smittet, idet koncentrationen af hiv i spyt er ekstrem lav. Det antages, at den der slikker, skal have blødende tandkød, før eventuel smitte kan overføres til partneren på den måde.Der er dog for megen usikkerhed til, at man kan anvende udtrykket "sikker sex".
 
At slikke Kusse (cunnilingus)
Ved at slikke kvindens skede, er der risiko for at smitten overføres fra hendes skedesekret, hvis hun er smittet. Det antages dog, at den der slikker skal have åbne sår og rifter i munden. Husk dog, at virus kan optages gennem slimhinderne.
 
At slikke endetarmsåbningen (oral-anal sex; rimming)
At slikke endetarmsåbningen er ikke risikabelt i forbindelse med hiv. med mindre at der er blod til stede fra rifter og hæmorroider.
At blive slikket i endetarmsåbningen udgør ingen risiko for den person der bliver slikket. Det må oplyses at andre infektioner nemt kan overføres til mundslimhinden.


Inden du evt. vælger at snakke med en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog

Jeg synes iøvrigt, at det er en god ide jævnligt at lade sig tjekke for kønssygdomme og osse aids, hvis man dyrker sex med ukendte partnere og er usikker på beskyttelsen.

Du er velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Psyke & Sex


Spørgsmål ???

Hej Per, og tak for dit svar, jeg har også været inde og læse på den side, som du anbefalede mig, og jeg må vist være meget uheldig, hvis jeg er smittet efter den ene gang, iøvrigt er der egentlig en meget god og livsglad stemning på hivinfo, trods det dødsens alvorlige emne.

Jeg er alligevel nået til den konklusion at jeg vil lade mig teste nok en gang, osse fordi at jeg jo stadig håber at møde en partner for resten af livet, og det skulle jo nødigt være en dødsdom jeg har at tilbyde, så for alle tilfældes skyld, men jeg må også erkende at det aldrig bliver en vane for mig at tage en test, tværtimod får jeg nærmest en eksistentiel krise hver gang, og jeg må nok erkende at jeg ikke rigtig har psyke til at have et sexliv, medmindre jeg finder en meget fast partner, som jeg kan stole på, mit uheld har så også været, at de piger jeg senest har mødt, egentlig er de helt forkerte for mig, nemlig piger som boller højre og venstre om med alt for mange partnere, men det er som om de piger jeg søger i min aldergruppe alle er etableret i faste forhold for længst.

Nu håber jeg at jeg fortsat har modet om en 3-4 ugers tid, så at jeg forhåbentlig kan ligge det bag mig for sidste gang, måske min angst også skyldes at jeg er testet 4 gange tidligere, hvor især de første gange har været mere velbegrundede, (efter ungdommens sorgløse udskejelser), jeg må blot konstatere at jeg ikke psykisk kan holde til en livsførelse, som nødvendiggør flere hiv-tests, så hellere et liv hvor man nøjes med at tilfredstille sig selv.

Håber det er i orden, jeg har læsset lidt af min angst af her, der er ivørigt rigtig meget god rådgivning og info at læse på dine sider, som fortjener at blive læst af mange, jeg vil ihvertfald anbefale den, hvis nogen skulle få brug for det.

Jeg har også tjekket listen med psykoterapeuter her i Sønderjylland, der var kun fire, alle et stykke fra Sønderborg, så nok en gang, jeg er glad for at kunne gøre brug af dig via nettet.

Mvh

Henrik



Svar

Hej Henrik

Det er ikke underligt at det føles som en eksistentiel krise at få af- eller bekræftet om man lider af en livstruende sygdom som HIV - og sandsynligheden for at du er blevet smittet skal sikkert tælles i 1/1000-dele af promiller. Risikoen for at du får en tagsten i hovedet på vej til undersøgelsen er måske større - så måske skulle du overveje om du skal gå der hen

Men få det tjekket og få ro i sindet igen - og lev efter hvad du psykisk kan klare - og arbejd med måske at øge din tolerance. Pøj, pøj med det.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Psyke & Sex



Psyke & Sex

PSYKE & SEX DEBAT

hiv-danmark.dk

NetDoktor.dk - Fakta om HIV og AIDS




Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: frygt, angst, ocd, tvangstanker
Sidst opdateret 16. februar 2021