Kærlighed - hvad er det?


Spørgsmål ???

Hej Per

Hvordan føles kærlighed eller depression - forviring ??

Jeg har lige stoppet et forhold, som har varet ca. 4 måneder,.... et forhold, som startede ca. 14 dage efter jeg kom ud af et tidligere, længerevarende (5 år), forhold.

Det afsluttede forhold, var til en kvinde, som jeg tidligere, og stadig vil, betegnet som verdens dejligste kvinde, det var et intenst forhold, med masser af sex, samvær, hygge, m.m. hver dag næsten fra 1. dag, allerede 1 måned inde i forholdet, var jeg præsenteret for familien (stor familie), og hendes søn på 5 år, alt dette var ting, som jeg på daværende tidspunkt, var fuld indforstået med, og nød det! Jeg har aldrig i hele mit liv været så forelsket!!... tror jeg ikke... Ind imellem havde vi store og små diskutioner, hvor jeg var så ulykkelig over at skændes med hende, at jeg tit begyndte at græde, et fænomen, som jeg ikke er vant til at håndtere, gråden kom som regel, når vi var nået til enighed, og hun fortalte hvor meget hun elskede mig.. lidt underligt, for det er da noget man skal være glad for!... Eller når jeg fortalte hende hvor meget jeg elskede hende !!
Er det fordi jeg ikke elsker/elskede hende, eller ikke følte jeg kunne gengælde hendes følelser ????.

Jeg var ved min læge i går, og fortalte hende om forskellige symptomer jeg går med, og at jeg måske var bange for at jeg hvad en begyndende depression.....jeg ved det er lidt tidligt, efter jeg har endt et så intenst forhold, men jeg er lidt bange !!!

Symptomer:
a.. Sortser (inden for den sidste måned)
b.. Stiller store krav til mig selv. (har jeg altid gjort).
c.. Har svært ved at tale om følelser, går hellere selv med dem.
d.. Har haft problemer med potensen. (har tidligere benytte mig af dig).
e.. Maveproblemer - sugende hul i maven !!
f.. Bliver let stresset.
g.. Er rastløs.
h.. Afbrudt søvn.
i.. Er bange for at jeg er følelsesmæssigt afstumpet !! - Har jeg nogensinde følt kærlighed ???
j.. Humør svingninger.

Der er så mange spøgrsmål, i mit hoved, som jeg ikke rigtigt kan finde et definitivt svar på.
a.. Elsker jeg hende stadig, og var det bare af ren panik, jeg skulle ud af forholdet ? Det var måske nok panik, men er den stærk nok til at ophæve kærligheden ?
b.. Hvordan føles rigtig KÆRLIGHED ?
c.. Er jeg ved at få en depression ?
d.. Skal jeg være så bange for at leve som ungkarl ?
e.. Er det ok at være egoistisk, og såre en som man har elsket, og som stadig mener at jeg er manden i hendes liv ?
f.. Har jeg brug for hjælp ?
g.. Hvorfor er det ikke sommer ? Ja - Sommer, og mere lys !!!!

Det værste er at hun var alt hvad en mand drømmer om, - Høj, lyshåret, sporty, sød, intelligent, sjov, grinende, og så elsker hun mig, over alt på jorden!!.

Omkring december måned, var jeg til julefrokost i firmaet, og mødte her en pige, som jeg var tæt på at være sammen med, dvs. vi havde været sammen, hvis muligheden havde været der. Vi nåede at pille og kysse... da jeg kom hjem, dagen efter, havde jeg regnet med verdens dårligste samvittighed, men den udeblev totalt ..... hvad betyder det ??

En Sjov ting, jeg kan mærke imens jeg skriver denne mail, er at det hjælper at skrive om det, selv om det ikke direkte giver et svar, men jeg få spørgsmålene og følelserne verifiserede, overfor mig selv......... det skal her siges, at jeg har talt med en kammerat, og mine forældre om det, så jeg går ikke hele tiden selv med det !!!........ men der er ligesom at når jeg skriver, kan jeg bedre tøjle tankerne, så de ikke roder rundt i hovedet !!!!........ forvirrende ??.

Kærlig Hilsen
Morten

Svar

Hej Morten

Ja du er jo klart i en brydningstid - hvor det gamle forhold ikke har lagt sig, før du løber ind i en dejlig kvinde og så får færten af endnu en - det skaber jo i sig selv nogen forvirring.

Så hvad med at tage det lidt med ro - blive færdig med det gamle 5 årige forhold - lade være med at droppe den dejlige kvinde du så mødte og holde det på et ordentligt nivo - hvor du får bearbejdet det gamle og vedligeholder det nye. Du er slet ikke klar til at indvolvere dig alt for dybt endnu.

Jeg fornemmer ikke, at du er deprimeret - men du har lagt 2 forhold bag dig som jo begge har betydet noget for dig inden for et halvt år - det ville osse få en hver anden til eftertænksomhed, tristhed, nedtrykthed, sorg m.m.

Nogen mennesker har svært ved at skelne mellem sorg og berørthed - sorg er den gråd, der hører til et tab - berørthed som osse kan få os til at fælde tårer kommer, når noget berører os - f.eks. dejlige ord, musik, film, oplevelser. Det lyder som om du i hvet fald blev berørt, når din kæreste sagde, at hun elskede dig.

Du tumler osse med livet store spørgsmål - Hvad er kærlighed? Hvis du finder ud af det - så tag lige og skriv til mig
Nogen siger kærlighed ikke findes - der findes kulturer, hvor begrebet ikke findes. Andre siger, at det er et begreb der opstod i riddertiden? De fleste historier om kærlighed handler om længsel, lidelse og fravær af kærlighed - hjerte rimer på smerte.

Hvad vil det sige at elske? Personligt er det at elske for mig, når jeg ikke kan lade være med at sige: Jeg elsker dig. For mig er det IKKE en permanent tilstand.

Skriv dagbog om, hvordan du har det - det kan være en glimrende måde at få bearbejdet sine tanker - og det virker tilsyneladende godt for dig.

Og skulle det blive for tungt og uoverskueligt - så tag dig nogen timer hos en god psykoterapeut - af og til har vi jo osse brug for et psykisk hovedeftersyn. Hvis du gør det så kig lige her først på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX


Spørgsmål ???

Hej Per!

Det var dejligt, at få et hurtigt svar fra dig, når jeg går og spekulere som jeg gør !!..... tak !.

Du foreslår, at jeg skal tage det lidt med ro, og lade være at droppe hende, men her er det jo netop jeg har problemet, for jeg kan ikke mærke, om det er hende jeg savner - fordi jeg elsker hende, eller om det er fordi jeg pludselig, efter 5 år og 4 måneder er blevet ungkarl......... der er utroligt stille om morgenen, osv. .

Jeg er bange for at tage hende tilbage, også om kort tid finde udaf, at det ikke er det rigtige for mig, for så vil jeg knuse hende totalt ........ tror jeg !!... og jeg kan ikke klare at føle mig mere som et røvhul, end jeg gør nu !!. Der er også lige det, at hun har sønnen på 5 år, som er fuldstændig vild med mig, og jeg er/var også meget glad for ham det er jo en person mere, som jeg ikke ville kunne klare at såre.

Jeg er også bange for, at det bliver svært, at få et fornuftigt forhold, da hun jo er sikker på at jeg er manden i hendes liv, vil det være for hårdt for hende, hvis jeg kun vil ses et par gange i ugen, eller 3..... hun havde det med at savne mig, hvis vi ikke var sammen én dag/nat.

Jeg ved ikke om det er et spørgsmål, jeg kan stille dig, men: Kan man spørge hende, om vi ikke skal kontakte hinanden efter 3 - 4 uger, for så at revurdere forholdet, eller er det at give en allerede såret person et måske falskt håb ??

Nu bliver jeg lidt mere forvirret, du skriver, at elske for dig, er når du ikke kan lade være at sige: Jeg elsker dig, ........... jeg havde det netop, på den måde, at tit kunne jeg ikke lade være at sige det til hende..... men hvis jeg så granskede mit indre, kunne jeg ikke finde en genkendelig følelse, som jeg ville betegne som kærlighed !!....... og derfor følte jeg at det var skuespil, og at jeg holdt hende for nar !!.

Du skriver, at det måske var en idé, at gå til at tage nogle timer hos en god psykoterapeut, hvis det bliver for uoverskueligt..... det er jeg lidt fristet af, men har lige et par spørgsmål:

Hvordan foregår en time hos dig ??
Er det dyrt ??
Hvor mange timer ??
Osv. ??

Kærlig Hilsen
Morten


Svar

Hej Morten

Du kan jo fortælle hende hvordan du har det - og spørge hende om hun kan klare at I har et mere venskabeligt og afklarede forhold - den med en ventetid på 3-4 uger tror jeg ikke på. Tag udgangspunkt i hvordan det ER og ikke hvad du/hun kunne ønske sig, hvordan det burde være osv. Det er jo trods alt i nu'et livet foregår.

Har du lyst til at se hende nu?

Jeg tror mange mennesker gør sig for store bekymringer om deres følelser - du siger f.eks. at du ikke kan lade være med at sige at du elsker hende - men at du ikke kan finde noget inde i dig der var en genkendelig følelse af kærlighed - men hvad er kærlighed? En forestilling? et myte? en længsel? en følelse? En fantasi? Et projekt? Er det ikke kærlighed nok i NU'et at sige jeg elsker dig? Kærlighed er ikke en livsforsikring.

Sexologen Preben Hertoft sagde i et interview Information 1997, at "kærlighed og sex går ikke altid op i en højere enhed og spørgsmålet er, om vi ikke først som sidst skal se det i øjnene." *) og "Ifølge filosoffen K. E. Løgstrup er idealet i vores kultur, at seksuel tiltrækning og kærlighed forenes. Og det er jo da også en meget smuk forestilling, som nogen mennesker tilmed oplever - i perioder. Men jeg tror, at mange mennesker gør en anden erfaring nemlig, at kærlighed og sex er skilt ad." *)
Og noget der vel er alment kendt er, at mænd og kvinder ofte ikke forstår det samme ved begrebet kærlighed, personligt tror jeg at vi alle har vores helt egen opfattelse af hvad kærlighed er, selv vi ofte ikke går i dybden med forståelsen af, hvad vi egentlig mener med kærlighed. Samtidig går mange rundt og tror at deres opfattelse af kærlighed deles af alle andre mennesker og så bliver de sårede, vrede, skuffede når det viser sig at sådan forholder det sig bare ikke.

Terapi hos mig foregår meget forskelligt - ofte samtaleterapi, gestaltterapi, kropterapi m.m. Det kan du læse mere om her.

En konsultation hos mig varer 1:40 time og prisen kan du se her: Priser.
Om det er dyrt er jo bl.a. et spørgsmål om ens indtægt - men jeg vælger ofte at sammenligne med hvad folk vil ofre på deres bil - og det er ofte mere de vil ofre på den end på dem selv.

Det er svært at sige hvor mange timer man har brug for - men regn med nogen stykker.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX



LINKSD

PSYKE & SEX DEBAT

Og her er et par andre mænds betragtninger om kærlighed og seksualitet:

Lad os selv rive eventyret ned - Interview med Preben Hertoft i Information, 31.12.1997

Preben Hertoft: Kærligheden kan hæmme sexlivet, Politiken 6.1.2001 (pdf)


Kai Aalbæk-Nielsen: Kærlighedens anatomi, Information, 24.7.1999

Kai Aalbæk-Nielsen: Fusion eller fission, Information, 22.11.2000

Georg Metz: Den neurotiske synd, Information, 23.3.2000

Ebbe om Eksisterer kærligheden?





Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: love

Senest opdateret 18. februar 2021