Klamydia - hvad er det?

Hvad er Klamydia?
Hvordan smitter Klamydia?
Hvad er symptomerne på en Klamydia-infektion?
Hvordan bliver man undersøgt? Ny smertefri test
Hvordan behandles man?
Følgevirkninger af ubehandlet Klamydia-infektion
BESKYTTELSE




Jeg ville bare gerne høre lidt om klamydia. Jeg skal op og have taget en test i næste uge og vil gerne lige høre hvordan det skal foregå ????

Jeg har læst at symptomerne viser sig mellem 7 og 21 dage !!! Men for 2 uger siden var jeg sammen med en fyr og allerede to dage senere følte jeg svie og ubehag i skeden og ved vandladning !!! Kun 2 dage så jeg tænkte at det kunne være blærebetændelse for sidst jeg var sammen med en var i juni måned !!! Kan det så passe at jeg kan være smittet ?????

Jeg har også læst at hvis man ikke opdager det i tide kan det ske at man bliver steril.......hvor længe skal der gå for at man IKKE opdager det i tide ????

På forhånd tak *S*

kh Sara




Hej Sara

Årsagen til at du følte svie og ubehag i skeden og ved vandladning kun 2 dage efter, at du havde været sammen med den nye fyr er næppe Klamydia. Det er meget almindelig at man får lidt kløe og svie et par dage efter, at man har haft samleje med en ny person. Vi har jo hver især millioner af baktierier, svampe, vira og småkryp på os. Og det skal vi (og de) så lige vænne os til når vi begynder at blande dem med hinanden. Desuden er det ikke ualmindeligt at samlejebevægelserne presser bakterier m.m. op i urinrøret på kvinden. Det kan nemt give svie og kløe. Det man i gamle dage kaldte "hvedebrødskløe".

Og både du og han skal undgå sæbe (især parfumeret) på kønsorganerne - hvis I bruger sæbe så brug intimsæbe som har et neutral ph. Brug varmt vand og smør evt. lidt mandelolie på bagefter. For meget sæbe kan ødelægge miljøet især i skeden og fremme infektioner.

Men når det så er sagt, så er det meget vigtigt at især unge passer på med ikke at få Klamydia som er en meget udbredt kønssygdom og som endog er i stærk stigning blandt unge mellem 15 og 29 år. Statens Serum Institut har opgjort antallet af laboratorie-påviste tilfælde af Klamydia i 1999 til 13.930 tilfælde - det er 1.000 flere end 1998, men antageligt er der nok 3-4 gange så mange, der går rundt med bakterien uden at vide det. Af de undersøgte var de 29% smittede mænd, hvilket må betyde at der går mange unge mænd rundt med uopdaget Klamydia - (Kan I så komme til lægen og blive undersøgt!!!).

Hvad er Klamydia?
Klamydia er en bakteriefamilie og den Klamydia der huserer som den hyppigste seksuelt overførte sygdom hedder på latin
Chlamydia trachomatis. Klamydia invaderer cellerne, primært cellerne i urinrøret og livmoderhalsen og formerer sig inden i cellerne - den kan osse ramme cellerne i endetarmen og i øjnene. (I troperne er den årsag til øjensygdommen trachom.)

Chlamydia trachomatis



Hvordan smitter Klamydia?
Ved samleje og anden seksuel kontakt. Børn kan desuden blive smittet ved fødslen af deres mødre. De nyfødte børn kan risikere at få øjenbetændelse

Hvad er symptomerne på en Klamydia-infektion?
Ofte mærker man ikke noget til smitten eller osse er symptomerne meget svage og det gælder for begge køn. Hvis man mærker symptomerne så viser de sig som regel inden for en uges tid efter smitten.
Hos mænd er betændelse i urinrøret et vigtigt tegn. Ofte vil det ses som et klart udflåd fra urinrøret, og der kan desuden være kløe og svie ved vandladning.
Hos kvinder er tegnene øget udflåd fra skeden og der kan være svie ved vandladning.Nogle kvinder har lidt pletblødning ved samleje på grund af betændelse på livmoderhalsen.
Klamydia-infektion i endetarmen kan give udflåd og smerter samt muligvis diarre.

Hvordan bliver man undersøgt?
Smertefri tests til mænd og kvinder.

Hos kvinder tager lægen en lille prøve slim fra livmoderhalsen og urinrøret med en vatpind. Hos mænd er det nu almindeligt, at lægen tager en urinprøve, der viser, om klamydiabakterien har angrebet urinrøret.

Nogle amter bruger stadig podepind til mænd. At teste mænd med en urinprøve er forholdsvis nyt, og ikke indført alle steder. Du kan derfor som mand godt møde læger, der stadig benytter den "gamle" metode, hvor de tager en prøve fra urinrøret med en vatpind. Hvis man som mand er bange for at få kvæstet sit urinrør, kan man bede om selv at tage prøven. Du kan osse selv gøre opmærksom på den nye - og langt mere behagelige - urintest.

Det tager kun et øjeblik at blive testet for klamydia.
Sekretet (lidt slim) podes på en podeplade og undersøges for Chlamydia trachomatis.



Hvordan behandles man?
Behandlingen er meget simpel nemlig ved en pillekur der kan vare fra 1 dag til 7 dage alt efter hvilke piller lægen giver dig.

Følgevirkninger af ubehandlet Klamydia-infektion
Normalt er der ingen følgevirkning af en Klamydia-infektion, hvis den behandles i tide. Det er ikke en sygdom man skal gå med i flere år. Behandles den ikke i tide kan kvinderne få underlivsbetændelse, og i værste fald kan æggelederne lukke til, sådan at det befrugtede æg har svært ved at passere gennem æggelederen ned til livmoderen og så kan man ikke få børn. Hos mænd kan Klamydia udvikle sig til en betændelse i bitestiklerne, hvilket kan give smerter og ubehag. Men alt dette kan undgås, hvis man bliver behandlet med det samme. Er man smittet, skal ens partner(e) også behandles.


BESKYTTELSE:

BRUG KONDOM!!!
Læs her om Sikker sex


Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX





Jeg har været gennem en kur for klamydia smitte selvom jeg aldrig fik konstateret en klamydia infektion.
3 spørgsmål ?
1. kan man blive smitte gennem oralsex ? hvis jeg har det kan jeg så smitte hende og omvendt ?
2. hvor langt hen i kurens skal man være for ikke at smitte mere (hvis man har Klamydia :0)
3. hvor smitsomt er klamydia ? hvis bare penis berører vagina eller skal der være samleje ?
4. og hvor sikker er en test egentlig ?

Det var vist det...

TC




Hej TC

Klamydia er en lumsk sygdom som kan være helt symptomfri hos både kvinder og mænd i lang tid. og samtidig er årsagen til en tredjedel af de besværligheder kvinder kan have med at blive gravide. Ændringer i f.eks. skedens flora kan så på et senere tidspunkt bevirke at kvinden bliver opmærksom på sygdommen, som i øvrigt for flere år tilbage ansås for at være relativt uskadelig, hvad den siden har vist sig ikke at være. Så derfor gælder det om at få sygdommen behandlet hurtigt og effektivt.

1) Klamydia kan smitte i kønsorganer, endetarm og øjne og jeg vil ikke afvise at smitten osse kan sætte sig i mundhulens slimhinder - jeg har ikke set nogen undersøgelser om det spørgsmål.
Iflg. oplysninger fra Statens Seruminstitut (29/08/2005) er der ingen tvivl om at
Chlamydia trachomatis kan smitte oralt, men at dette dog sker yderst sjældent. Smitten kan gå begge veje.

2) Man skal vente med sex til efter kuren er overstået. Og derpå beskyttet sex - kondom - hvis det ikke er en fast partner.

3) Klamydia er meget smitsomt og har man fået konstateret klamydia skal man sige det til dem man har haft seksuel kontakt med - heller blive undersøgt én gang for meget end én gang for lidt. Så har du, der læser dette, mistanke om at du kan være blevet smittet, så skal du en tur til lægen og blive undersøgt.

4) Angående sikkerhed. Min datter siger at hendes læge siger 90 % for podninger. Urinprøver er knapt så gennemtestede.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX





Klamydiasvar (hurtigt plz)


Hej, havde sex med en i lørdags og vi brugte ik kondom, men allerede om mandagen havde jeg sviren i min tisser, og i dag (onsadag) synes jeg at det er ved at være væk, men er det stadigvæk... Kan det være klamydia og at det så kommer igen, eller er det bare fordi, det er en anden ny partner, man har været sammen med?

Hugo




Hej Hugo

Hvis du har været ude og svire og har svinget med svirrebassen så kan det godt give svie - så fik vi vist ordene på plads - sagde den gamle dansklærer .

Det kan skyldes klamydia eller det kan skyldes andre skadelige/uskadelige bakterier, vira, svampe etc. Så der er nok ikke nogen vej uden on en tur hos lægen. Klamydia er en alvorlig sygdom.

Og husk så kondom næste gang!!! Læs mere her om Kondom.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX



INFORMATION

Århus Amt
har gennem en stor kampagne i forsommeren 1999 tilbudt de unge, at de via telefon- eller internettet kunne bestille en gør-det-hjemme-test. Testen er en nyudviklet metode, hvor mændene i stedet for den lidt smertefulde prøve fra urinrøret kan levere en urinprøve, mens kvinderne kan skylle skeden. Jeg ved ikke på nuværende tidspunkt (08/10/2000) hvad resultatet er af den undersøgelse.


Netdoktor skriver: Klamydiatest: Hvidovre Hospital kan nu teste for klamydia blot ved hjælp af en morgenurinprøve, hvorved podning af urinrøret undgås. Den traditionelle test, hvor en vatpind stikkes tre centimeter op i urinrøret, kan især på mænd være en smertefuld oplevelse. Den nye test, som foretages af en avanceret robot, der kan analysere mange tusinde urinprøver på en dag, kan dermed gøre det mindre ubehageligt at blive testet for klamydia. Overlæge Henrik Westh fra Hvidovre Hospital forklarer, at mange mænd ikke lader sig teste på grund af den ubehagelige metode, og han er derfor glad for den nye testform. "Hvis sygdommen skal tvinges i knæ, kræver det, at vi får testet mange flere – især blandt yngre mennesker", fastslår han.
C. Engell, JPKøbenhavn, 3. 6. august 2003


skriver (29. juli 2004):

Advarsel: Ny kønssygdom

En kønssygdom, som hidtil har været stort set ukendt i Europa, er brudt ud flere steder i europæiske bøssemiljøer. Statens Seruminstitut har sendt en advarsel ud til de danske læger om at være opmærksom på patienter med symptomer på sygdommen. Det drejer sig om en særlig aggressiv afart af klamydia, som kan give alvorlige betændelsestilstande i kroppen og angribe immunsystemet. I værste fald kan den medføre hjernehindebetændelse. Symptomerne er smertefri sår eller blærer på kønsorganerne eller i endetarmen, og sygdommen øger risikoen for overførelse af hiv-smitte og hepatitis C, oplyser Lars Østergaard, ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Skejby Sygehus. Der er endnu ikke konstateret tilfælde i Danmark, men der rapporteres om mindst 130 tilfælde i Holland, Tyskland, Frankrig og Belgien og et enkelt i Sverige. »Det er sandsynligt, at den også vil ramme Danmark«, siger Lars Østergaard. (meth.)

Læs mere om sygdommen Lymfogranuloma Venereum (Sundhed.dk).


Sundhedsstyrelsens kampagne 2005

I 2004 påvistes det højeste antal klamydiainfektioner nogen sinde. Især blandt de helt unge ses en stor stigning. For at komme den udbredte infektion til livs lancerer Sundhedsstyrelsen nu en stor kampagne, der skal få de unge til at beskytte sig med kondom og blive undersøgt og behandlet hos lægen

I 2004 blev der fundet næsten 22.000 tilfælde af klamydia, en stigning på 11 pct. i forhold til 2003. Det viser nye tal fra Statens Serum Institut. "Da infektionen langt fra altid giver symptomer, der fører til undersøgelse hos lægen, er det formentligt blot toppen af isbjerget", siger afdelingslæge Jan Fouchard.

Sundhedsstyrelsens kampagne har tre hovedbudskaber til de unge:
Brug kondom ved samleje.
Bliv undersøgt for klamydia, hvis du ikke konsekvent dyrker sikker sex.
Fortæl det til dine partnere, hvis du er smittet.

http://www.klamydia.dk


Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX





PSYKE & SEX DEBAT

PSYKE & SEX DEBAT om KLAMYDIA

Der findes mængder af information på Internettet om Klamydia - især hvis du søger under det latinske navn
Chlamydia trachomatis. Jeg har samlet nogen få stykker her:

Sundhedsstyrelsens side Klamydia.dk

Sundhedsstyrelsens pjece om Klamydia (download pdf-fil)



Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: kønssygdom, kønssygdomme, kløe, svie, svien, sterilitet, steril, barnløshed, arvæv, æggeleder, underlivsbetændelse, kondom
Senest opdateret 18. februar 2021