Kvinder & mænd / Forskellige behov og ønsker




Min kæreste og jeg har kendt hinanden i snart 2 år. Jeg er 31 år, snart 32, han er snart 29. Fortalt meget kort: Efter nogle måneder inde i vores forhold fandt jeg ud af, at jeg endelig havde fundet manden, jeg vil giftes med og have børn med. Skønt! Lykke! Troede ikke det var muligt for mig at få den lyst. Jeg troede også han ville det samme - han gav mig forskellige hints (troede jeg) Og i et stykke tid gik jeg sådan set rundt og ventede på, han ville fri. Det gjorde han bare ikke. Og vi begyndte at tale om det. Han svarede, at han gerne engang vil giftes med mig, men at han ikke føler lysten endnu. Og når jeg spørger hvad der skal til, kan han kun svare: "Det ved jeg ikke! Enten har man den lyst, eller også har man ikke!". Og børn vil han da også gerne have, men er ikke klar til at tage det ansvar endnu - siger han. Og så sidder jeg tilbage med så mange dårlige følelser, som gør at jeg ikke kan finde ud af, hvordan jeg skal komme videre sammen med ham. Han føler sig presset!

Jeg vil ikke presse ham. Men jeg føler mig snydt, naiv, dum og jeg føler, at den 'gave' jeg har givet ham, ikke bliver vel modtaget. Jeg er meget - hmmmm - bedrøvet. Og jeg føler, jeg bliver nødt til at indstille mig på, at vi måske aldrig bliver gift - og at jeg skal være heldig hvis der kommer børn. Først dér kan jeg mødes med ham som ligeværdig. og så siger jeg til mig selv, at jeg må vise tillid til, at han bliver klar til også at ville det jeg vil. Men det gør mig så bedrøvet - hver gang jeg føler kærlighed til ham, FÅR jeg sgu' lyst til børn, jeg får lyst til at blive gift ... og så går jeg nu rundt og holder inde med mine følelser, så jeg ikke skal få børne-lyster ... det er svært... Hvordan kan jeg dog vende det til noget positivt? Hvordan kan jeg elske igen uden at få lysten til, hvad der efterhånden er blevet lig det forbudte i vores forhold? Her til aften kulminerede det hele med at jeg råbte ad ham, fordi han ikke gad høre på hvad han kalder bebrejdelser. Så gav jeg op og barrikerede mig inde i soveværelset med snot i lange baner. Da jeg kom ud igen, lå han inde på stuegulvet og havde en af sine 'højtidelige tænke-seancer', hvilket betyder at han ordløs lå på stuegulvet med al lyset slukket på nær et lille stearinlys. Så det endte i konflikt igen.

Hun er klar, det er han ikke ...

Nogen råd om hvordan jeg kan komme videre?

Ps: Jeg har haft tre lange forhold bag mig, boet sammen med to.

Men jeg 'er' hans første langvarige forhold.




Det er jo osse en svær situation for jer begge to.

Du har mødt MANDEN, børnelysterne dukker op som de skal, og det biologiske ur begynder at tikke meget højlydt. Drømmene og forventningerne hos dig er mega store og det kan jeg sagtens forstå med 3 lange forhold bag dig. Så presset fra din side ER stort - og selv om du siger, at du ikke vil presse ham til noget - så vil du det jo gerne alligevel. Jeg gætter på at det ville passe dig helt fint, hvis du kunne vride armen om på ryggen af ham og så hen i kirken med ham og så hjem og lave nogen dejlige børn. Og det kan jeg faktisk godt forstå og jeg synes det er OK!

Dit brev lyser af, at du presser ham - så det vil være helt galt, hvis du siger du ikke vil det eller gør det. Du mærker jo selv et pres inden i: "giftepres", "børnepres" og formentligt osse "jeg vil ikke være en gammel mor-pres".

Han er ikke så gammel som dig og mærker ikke på samme måde de følelsesmæssige indre pres, han har ikke 3 forhold bag sig og han har slet ikke noget biologisk ur der tikker. Han bryder sig ikke om at blive presset og sikkert slet ikke, hvis du hævder, at du ikke gør det. Han smutter ind i hulen som du kalder "højtidelige tænke-seancer" - når du går ud af dit gode skind.

Det jeg oplever i dit brev er, at der dels mangler respekt fra begges sider for de 2 forskellige steder i livet I er og at I dels ikke kan nå hinanden der. Og at I mangler redskaber til at få kommunikeret jeres følelse og behov til hinanden. Som situationen er nu - er det formentligt pres fra din side - og forsvar fra hans side.

Din kæreste bliver nødt til at forstå og respektere og acceptere, at du selvfølgelig ikke kan vente resten af livet på noget, der er så vigtigt for dig og at det er noget der SKAL afklares for jer inden for de næste par år. Han må osse respektere det store indre følelesesmæssige pres du er i og lære at rumme det.

Du må være åben om dit pres på ham, at du HAR lyst til at presse - ja måske endda tvinge ham - fordi der er et så stort pres inden i dig. Og du bliver osse nødt til at respektere, at han ikke lige siger ja til din "gave" og dine drømme og at han ikke lader sig presse. Du ville sikkert osse blive uudholdelig(?), hvis han ikke holder sine grænser? (Og så ryger jeres forhold helrt sikkert.) Hvad finder han ud af i sine tænke-seancer - som du åbenbart ikke rigtigt bryder dig om? Er du åbent nysgerrig - eller presser du stadig?

Måske kunne det være godt for jer begge to sammen at finde en god (professionel) samtalepartner, der kunne hjælpe jer med at forstå hinandens følelser og synspunkter. Og vis ham dit brev og mit svar!

Held og lykke med det og skriv igen hvis du har brug for det. Med ønsket om at I bliver gift (inden for de næste år) og får en masse dejlige børn - sammen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Dansk Psykoterapeutforening

Psyke & Sex




Tusinde tak for et indfølende og konstruktivt svar ... Du talte lige til mit hjerte, hvilket nærmest gjorde ondt, da det netop er forståelse jeg søger hos min kæreste, og som jeg ikke føler han giver mig.

Der er noget ved dit brev, der forvirrer mig meget. Pres. Du siger, mit brev lyser af at jeg presser ham. Måske gør jeg. Det jeg selv føler jeg gør, er at jeg forlanger han lytter, forstår og gider høre på mig og trøste mig, når mit indre pres bliver for stort og når bedrøvelsen og angsten for aldrig at få, hvad jeg vil have, bliver så stor, at jeg ikke længere kan være kærlig - men bitter og såret og begynder at stille ? ved hans kærlighed: om den nu også virkelig er der? Om han egentlig har valgt mig. Om jeg burde gå fra ham. Om han inderst inde er bange for at binde sig og bla bla bla. Jeg tænker så mange tanker, og når jeg begynder at tale, går han - som du har gættet - straks i forsvarsposition. Og det jeg brænder efter er en kærlig hånd og en forstående stemme, der siger, at han godt kan se, det er en svær situation. Men jeg får vrede i stedet, og han spørger hvorfor jeg igen har brug for at bringe negative ting på banen (f.eks. nogle ting han har sagt tidligere), når jeg ved hvor meget det provokerer ham. Og fordi han føler sig angrebet, kan han ikke trøste. Det forstår jeg. Men jeg kan ikke finde ud af at komme af med mit pres, og få min trøst - UDEN at han føler sig angrebet.

Eksempel: I går sagde jeg: Jeg føler mig snydt. Og så forklarede jeg (hints på ægteskab der ikke var hints alligeve - f.eks.) Han blev voldsom vred, og sagde at jeg åbenbart følte at Han havde snydt mig. Og så siger jeg nej og forklarer at jeg har været blind og forhippet på min drøm, at jeg har set ting, der ikke har været, at jeg ikke i starten i vores forhold, spurgte nok indtil hvad han mente med det han sagde: "Jeg har lyst til at skabe en familie" Da han sagde det, så troede jeg, han havde samme lyst som mig NU - snart - men da han sagde det, mente han ikke NU - men på lang sigt.

Måske presser jeg, måske er det dig som mand, der opfatter det som pres? Tidligere har jeg presset ved f.eks. at bede om et årstal, hvor han tror han har lyst til børn. Det vil han ikke give. Men jeg føler ikke jeg presser længere, jeg føler mig overbombet med desillusionering - det jeg tror du opfatter som at jeg presser, at det er naturligt at jeg presser.

Og ja, jeg vil miste respekten for ham, hvis han ikke holder på sin egen grænse. Og da jeg FORSØGER at respektere hans ønsker, forsøger jeg virkelig at lade være med at presse. Det kan være det er en umulighed, at jeg alligevel gør det ubevidst, eller at det altid vil føles som et pres, da han i bund og grund gerne vil give mig hvad jeg vil have - men at han ikke har lyst til at give mig det.

Tænke-seancer: Jeg ANER ikke hvordan han finder ud af det han gør. Når han er færdig, finder jeg ud af resultatet. Men vejen dertil er lukket for mig. Og derfor bryder jeg mig ikke om, når han går i hi over for mig. Jeg bliver bange, bange for at konflikterne er blevet så store, at han opgiver mig. Og så kan jeg heller ikke lide det der skete i går. Jeg græd og græd og syntes jeg fortjente at være 'den lille' - men da jeg var klar igen efter at have grædt ud alene i soveværelset - var han gået i hi og var totalt ufremkommelig. Jeg forventede han var klar til følelsesmæssig varm cacao. Men han var gået i hulen.

Jeg sagde, jeg gik i seng. Gik ind til ham efter en time og spurgte om han ikke kom med i seng. Og sagde jo. Sagde ellers ingenting. Jeg stod op næste dag, lavede lækker morgenmad og spurgte ham om hvordan han havde det, og om han ville snakke. Han sagde bare et enkelt nej. Og så gik han ... SÅ ringede jeg til ham på arbejdet og spurgte om han stadig ikke ville snakke. NEJ, var svaret. Og så ringede jeg til ham igen. Og han havde det lige dårligt, men vi diskuterede dog noget fagligt. Og nu har jeg så valgt at lade ham få sin hule i fred. Og så kan han titte frem, når jeg ikke længere er på 'ignoreringslisten' - har dog sagt at han kan ringe, når han har lyst. Og så har jeg fået min 'straf' føler jeg - straffen for at såre ham og råbe ad ham. Han ville ikke se mig her til aften - vi ses ellers næsten hver aften.

Og ja - en professionel samtalepartner kunne sikkert gøre underværker. Det vil jeg foreslå ham, når jeg viser ham mit første brev og dit det første. Jeg tror ikke, jeg har lyst til at vise ham dette.

Du er meget velkommen til at give mig feed-back, hvis du orker og har tid - men du skal vide, at dit svar - og dit hurtige svar - allerede har oversteget mine forventninger som bruger af sådan en tjeneste på nettet - tak.




Selv tak. Ja selvfølgelig har du brug for forståelse - især når du panikker og presser din kæreste. Og han har brug for forståelse, når han føler sig presset og har brug for at trække sig ind i hulen.

Hvis du læser dit sidste brev til mig igennem igen, kan du så ikke se, at du presser ham? Og der er for så vidt ikke noget i vejen med at du presser ham, og tag at stå ved, at du presser ham, det vil gøre det nemmere for jer begge. (Blot tænk på hvor mange gange du ringede til ham, ikk'å!!)

Du presser dig ind på ham, når du føler dig efterladt helt alene med alle dine følelser og din panik - som sikkert for en stor dels vedkommende næppe har med ham at gøre, men sikkert er relateret til din fortid - muligvis fra dine helt tidlige år fra undfangelsen og nogle, måske flere år frem (et gæt fra min side?). Hvis det er rigtigt gættet, kunne det måske være en god ide, at du for din egen skyld fik kigget lidt på det hos en professionel psykoterapeut.

Og han presser dig væk, fordi han så ikke kan komme til at tænke og mærke sig selv og sikkert slet ikke jo flere ord og vilde følelser der kommer fra dig (mit gæt jeg har jo kun dine to breve og kender dig/jer ikke). Og måske har han en gammel erfaring med pres. Modsætninger mødes ofte fordi deres psykiske problemer matcher så godt sammen. Det er både pinen og fordelen ved det. Man kan sikkert uden at ramme for meget ved siden af sige - at vi bliver forelsket i hinandens psykisk matchende sår - mens vi tror det er helt andre ting som skønhed, dejlig krop osv. på overfladen.

Og så kører det der ud af. Det kan du læse noget om i en bog som jeg ofte anbefaler par: Harville Hendrix: Kærlighed & samliv, Borgen - (den er noget overamerikansk men det man må se stort på).

Har du prøvet efter sådan en tur - at lade være med at sige noget og blot holde om ham og give ham et kys og så lade ham være - det hjælper nogen gange på mænd, der er gået i baglås i hulen. Enkel kropskontakt efter komplicerede ord og følelser.

Det er ikke nemt for mænd (og mange kvinder) at forstå kvinder der vil forstås. Af to grunde:

1) at kvinder der vil forstås faktisk ikke vil forstås - men derimod LYTTES TIL (og for mænd der er konkrete er det ikke det samme) - og

2) at mænd tror at de skal GØRE noget ved kvindens problemer (at de får tildelt et ansvar som de ikke aner hvad de skal stille op med) - og de ved ikke, at det de skal, er at HØRE om problemerne.

Altså HØRE og IKKE GØRE.

At høre betyder helt enkelt lytte uden forsvar og at kunne genfortælle den andens udsagn næste ordret. Se min hjemmeside om Genspejling.

Mænd har det mange gange anderledes - ikke at de/vi ikke osse gerne vil forstås på ovennævnte måde - men mænd imellem er det oftest problemer man(d) GØR noget ved som man(d)/vi taler om. Og den forskel skaber ofte store problemer kvinder og mænd imellem. Der er jo en grund til at John Grays bog Mænd er fra Mars, Kvinder er fra Venus, Borgen er så populær. (Har du ikke læst den så gør det, trods dens meget overpædagogiske og amerikanske præg.) Gray har en del gode ideer til hvordan du eventuelt kunne handle i forhold til din kæreste.

Og så synes jeg I skulle tage at finde jer en god professionel samtalepartner, inden I kommer for langt ud. Kender du ikke nogen der hvor du bor så skriv, måske kunne jeg finde en til jer. Jeg praktiserer i Århusområdet.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Dansk Psykoterapeutforening

Psyke & Sex




Ja, jeg vil meget gerne have du anbefaler en eller flere samlivsterapeuter. Det skal ikke være en, der for meget beskæftiger sig med fortiden og hele tiden beder én om at gå tilbage. Det må også meget gerne være en mand, da jeg tror at min kæreste måske for hurtigt vil gå i forsvarsposition, hvis det er en kvinde. Vi bor i København. Jeg har brug for parterapeuten til to ting: At der er en person, som kan hjælpe min kæreste med at lytte. At jeg på en eller anden måde kan få et redskab til at leve med presset. Min kæreste har brug for (gætter jeg): At bekræfte ham i, at han skal vedblive med at respektere sine grænser. Dykke ned i min kærestes holdning til ægteskab og børn. Hver gang jeg spørger til det, kan han ikke svare.

Vi har de sidste halvanden uge været gennem en kæmpe krise. Jeg kunne ikke mere, begyndte at læse en masse bøger og kom efter nogle dage med en masse forslag: At jeg stille og rolig skal trække mig tilbage, så han måske kan indhente mig. For som det var før kunne han slet ikke nå at føle sine følelser, før jeg havde følt alt for meget, alt for længe - og fortalt ham det. Jeg øver mig i ikke at styre, jeg øver mig i at modtage. Jeg har givet min kæreste nogle afsnit i parforholdsbøger og han vil læse dem. Og han vil også gerne på til parterapi, hvilket jeg er meget glad for og som jeg har sagt til ham.

Kan du foreslå én eller flere?

Tak.




Tak for brevet. Det er svært når den ene "for meget" ude af sig selv og den anden "for meget "inde i sig selv.

Hvis du kontakter en psykoterapeut, sexolog eller psykolog så læs her først.

Du kan kigge på oversigten over psykoterapeuter på Dansk Psykoterapeutforenings hjemmeside.

Jeg vil foreslå dig at kontakte min mangeårige ven og kollega Maria Marcus - jeg tror hun vil kunne hjælpe dig.

Held og lykke med det og hvis du har lyst så skriv og fortæl hvordan det går.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Dansk Psykoterapeutforening

Psyke & Sex




At miste kærligheden

Hej Per,

Vi har haft en "samtale"‚ for 2 år siden gennem PSYKE & SEX Debat om min dengang kæreste og mig. Jeg begyndte mit brev med at fortælle at jeg snart var 31, han snart 29. Brevene handler om at jeg ville flytte sammen, have børn, giftes ˆ og at han ikke var klar.

Jeg har fået lyst til at fortælle, hvordan det udviklede sig efter at vi fandt en psykoterapeut vi gik hos, vel en 6 gange før vi gik fra hinanden for et år siden. Ja, øv! Men sådan gik det og det har nok været mit livs største sorg. Er først nu næsten ovenpå efter et år i virkelig sorg. Det er sgu‚ hårdt at miste én man elsker.

Gennem terapien fik jeg hjælp til at se at min daværende ikke ville mig. At jeg ikke var den han ønskede at vokse sammen med. Og efterhåden kan jeg se - tror jeg - at vi ikke var gode for hinanden. Det prøver jeg i hvert fald at fortælle mig selv. Mit hoved ved det, men mit hjerte føler det stadig ikke helt.

Men én ting ved jeg: Han bragte alle mine sårede følelser frem, alle mine værste sider, skinsyge, ejerfornemmelser, angst for at miste. Jeg led meget, han led meget - men jeg elskede ham meget.

Vi boede meget tæt på hinanden, da han brød - og jeg kunne først flytte efter adskillige måneder. For første gang i mit nu 33-årige liv har jeg valgt at bryde kontakten med ham helt. Det gjorde jeg i august md., og jeg har bedt ham om ikke at kontakte mig med mindre det er livsnødvendigt. Det har han næsten overholdt. Han forstår mig vist ikke rigtig. Men hver gang vi taler sammen begynder jeg at græde og længes - dog mindre og mindre som månederne gik. Men jeg føler, at jeg ikke kan slippe ham 100 procent, hvis jeg ikke lukker ham helt ude af mit liv.

Det var en vanskelig beslutning, da jeg stadig elskede ham og dele af mig ønskede ham tilbage. Men han lavede det stunt at han begyndte at se en vens tidligere ven/elskerinde umiddelbart efter vores brud. Hun er endnu ældre end mig, har oven i købet to børn - og nu har de sørme købt hus. Vupti! Sim salabim!

Så den mand jeg kendte, der ikke ville binde sig helt, har nu fundet én at binde sig til. Det virker så absurd i mig. Og ja, jeg er stadig vred over det. Skuffet, ulykkelig over at være blevet forkastet. Også selv om han har sagt at det intet har med mig at gøre, at han bare er mere klar, at det ikke har været nemt for ham. Og så har han også sagt at de ikke har haft en eneste konflikt i 8 måneder. Og han sagde det på en måde, så det lød som om det er godt ikke at have nogle konflikter overhovedet.

Dele af mig er ondskabsfuld - jeg ønsker dem det dårligt, jeg ønsker at han på et eller andet tidspunkt i sit liv skal prøve at miste én, han elsker - og sørge. Jeg ønsker at han skal mærke den smerte, jeg har været igennem. Det fortæller mig at jeg endnu ikke har sluppet. At jeg er bitter ˆ stadig. Selv om jeg stort set har gjort alt jeg kan for at bearbejde tabet. Jeg har mindst skrevet 100 sider om det, jeg har talt og talt og talt og grædt og grædt og grædt - i mange måneder. Og jo, det går fremad.

I begyndelsen troede jeg ikke, jeg nogensinde ville kunne få lyst til andre mænd. Blive tiltrukket af nogen. Det kan jeg. Jeg havde ingen livsappetit i meget lang tid. Den er ved at vende tilbage for fuld styrke. Men ind imellem er der stadig så meget sorg. Kæmpe klumper af massiv magtesløshed og opgivenhed. Længsel efter ham. Punker mig selv over at jeg ikke elskede ham på en god måde, at det var min skyld. Og bla bla bla.

Og så er der perioder hvor jeg trives rigtig godt. Er glad for mit liv, og kan se at jeg sagtens kan bære livet uden at dele det med ham.

Her på det sidste har jeg fået lyst til at se ham. Han siger han gerne vil se mig og vores nu næsten voksne hund, som vi købte sammen og som han blot fralagde sig ansvaret for. Han fortæller at jeg stadig er en del af ham, at han tænker på mig, at vi da kan være venner (øv, hvor jeg hader ham sige det). Men jeg ved ikke om det er klogt. Jeg er bange for at det dels er for tidligt, og at jeg derfor ikke kan komme godt videre i mit liv uden ham. Der er intet jeg hellere vil end at slippe ham, således at jeg kan åbne mig igen for kærligheden for fuld styrke. Og jeg spekulerer på om det at se ham kan hjælpe mig videre. Hvad tror du?

Jeg har haft nogle forhold det sidste år. Et i sommers, der var seriøst. Men jeg havde så meget ubearbejdet lort‚ at jeg ødelagde det for mig selv. Nu har jeg igen mødt én, jeg er glad for. Jeg ved ikke om jeg vil have ham for resten af livet, om jeg elsker ham. Men jeg er nysgerrig og jeg nyder vores tid sammen. Men jeg kan også mærke at jeg er bange for at elske igen. Bange for at han skal gå fra mig, hvis jeg hengiver mig helt. Jeg beskytter mig selv. Jeg tror jeg beskytter mig rimeligt uden at være for beskyttende. Og hver gang jeg mærker, at jeg har brug for ham, er ked af det, bliver lille‚ - så sørger jeg for at tage vare på mig selv. Ikke at hænge‚ over ham for meget. Vi har kun kendt hinanden i to måneder og denne gang nægter jeg at haste ind i kærligheden, kaste alt hvad jeg har at give og modtage alt hvad jeg kan modtage - sådan lige med det samme. Kommer tid, kommer tillid og kærlighed. Sådan tænker jeg. Men hvis kærligheden kommer, vil jeg gerne kunne modtage den rent. Uden al den destruktive bagage fra Ham jeg elskede.

Nogen råd. Og ja, terapi ville være godt. Men jeg har ikke råd i øjeblikket.

De bedste hilsner fra

Nu-skal-det-hjerte-altså-heles-Basta-Bum-og glædelig Jul!!!!




Hej Nu-skal-det-hjerte-altså-heles-Basta-Bum

Tak for dit brev og tak fordi du ville fortælle hvad der er hændt dig siden sidst.

Ja - det hårdt at miste den man elsker eller måske den man tror man elsker og som så ikke er den man elsker - men i virkeligheden er en anden. F.eks. en der ikke vil have én.

Når bruddet er så smertefuldt er det fornuftigt ikke at udsætte sig for de sår, som ny kontakt med den tabte, uvægerligt afstedkommer. Det er smertefuldt at savne og længes og ofte endnu mere smertefuldt endnu engang at blive afvist og få sårene revet op igen. En svær proces (jeg kender den).

Noget af det jeg tror kan medvirke til at komme videre er at få øjnene op for at du bidrog med halvdelen af det gode i forholdet, med din evne til at elske og at det har du ikke mistet - det har du stadig og kan bruge andre steder og måske har du endda lært nye sider af dig selv som du osse siden kan bruge. Mange synes de har mistet alt når et forhold slutter og glemmer at de selv bidrog med halvdelen.

Du stiller det nok lidt forkert op når du skriver: "den mand jeg kendte, der ikke ville binde sig helt, har nu fundet én at binde sig til. Det virker så absurd i mig." Det rigtige er nok "den mand jeg kendte, der ikke ville binde sig helt TIL MIG, har nu fundet én HAN VIL binde sig til." Det er selvfølgelig smertefuldt - men på den anden side, hvad glæde har man af at elske en mand der ikke vil have én.

Det er næppe klogt at indlede et venskab med ham endnu - jeg tror du har brug for noget længere tid uden ham tæt på - udsæt det et års tid - for "Nu-skal-det-hjerte-altså-heles-Basta-Bum". Mere tid til at finde et ordentligt fodfæste.

Bliv ved med at skrive dine tanker ned, hvis det hjælper, tud når du har brug for det, det er ok at være vred stadig over at skæbnen og kæresten ville noget andet, det er godt at råbe ude ved vandet der er der ikke nogen der kan høre en - eller inde i billen når man kører.

Og kig måske osse på denne side om Tabsprocessen

Og det tager tid (2-5 år) at komme over store kærlighedstab. Og det går frem ad - som du osse skriver.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Dansk Psykoterapeutforening

Psyke & Sex


PSYKE & SEX

Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: Parforhold, Parforholdet, Sex, følelser, kærlighed, lyster, fantasier, børn, skænderier, skænderi, ulyst, parterapi, parterapeut

Senest opdateret 25. januar 2009