Kæresterod m.m. (1)


SPØRGSMÅL

Hej Per

Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg skal starte, jeg er heller ikke sikker på, hvorfor jeg skriver til dig. Jeg vil bare gerne have det bedre, men jeg ved ikke, hvordan jeg kommer videre nu.

Det startede sidste sommer tror jeg, da min kæreste slog op. Det kom pludseligt og jeg troede det var endeligt. Bagefter tog jeg hjem til mig selv (jeg afbrød min praktik, fordi jeg boede midlertidigt hos ham, da det skete) og holdt fri en uges tid. Jeg fik det meget dårligt, men tænkte, at det var jo kun normalt. Herefter havde jeg problemer med at spise i 3-4 måneder. Jeg græd hver dag.

Efter et stykke tid fandt jeg sammen med min kæreste igen. Jeg har aldrig rigtigt forstået, hvorfor han slog op - han siger, at det ikke er noget jeg kommer til at forstå. I starten af vores forhold døde hans far, hvilket selvfølgelig gjorde, at han havde det meget skidt. Han havde ikke lyst til sex og var i et meget svingende humør og til tider ekstremt kritisk overfor mig. Men når sådan noget sker, hopper man jo selvfølgelig på tungen, for dem man holder af. Jeg havde svært ved at se, når han var hård overfor mig, om det var fordi han var ked af det eller fordi det var en del af hans generelle måde at være på.

I foråret blev jeg ved et uheld gravid (jeg tager p-piller). Jeg besluttede mig for en abort, fordi jeg ikke vil afbryde min uddannelse. Jeg kunne ikke have min kæreste med på sygehuset, hvilket jeg tror, han også var meget glad for. Det gjorde meget ondt og samtidig var der en del sociale forpligtelser, som jeg ikke kunne se mig ud af. Det var fint med mig, at han ikke var med på sygehuset, men det sårede, at han bagefter lod mig være alene, for at tage til en fest på skolen. I forbindelse med aborten fandt jeg ud af, at jeg var smittet med klamydia, hvilket var skræmmende og flovt.

I efteråret efter han havde slået op, blev mine nærmeste venner bekymret for mig og opfordrede mig til at gå til læge. Lægen gav mig en henvisning til en psykiater. Desværre var der ikke plads, og jeg er ikke kommet på en venteliste, jeg selv ved af. Lægen sagde, at jeg kunne aftale en tid og tale med ham, men det har jeg haft svært ved. Jeg er lidt bange for læger (jeg ved godt, det er fjollet), men det gør, at jeg helst ikke tager til læge, hvis jeg kan undgå det.

Da vi fandt sammen igen, sagde han, at han havde haft behov for at være alene et stykke tid, og at det nu var overstået. I et stykke tid blev jeg gladere, fordi det var dejligt ikke at savne ham mere. Men små bemærkninger og ting i hverdagen gjorde mig mere og mere ked af det. Det kan fx være bemærkninger, som at jeg skal tabe mig, eller at jeg ikke arbejder hårdt nok eller positive bemærkninger om andre piger. Det skal her nævnes, at min kæreste er modefotograf, hvilket jo gør det lidt svært, når man bliver sammenlignet med modeller. Jeg har prøvet at konfrontere ham med det og sige, at han jo så må være sammen med den forkerte pige. Men så vil han sige, at de jo ikke har min personlighed.

For 14 dage siden var jeg min kæreste utro med kammerat. Det var dejligt på den måde, at han sagde en masse søde ting til mig og holdt om mig i timevis. Der var meget intimt og intenst.

Desværre er det blevet noget rod nu. Samtidig med at vi var sammen (en periode på 14 dage - det skete spontant fra gang til gang) var han sammen med en venindes søster. Jeg vidste, at de havde flirtet lidt, men anede ikke, at det var så seriøst. Jeg var lige ved at blive lidt småforelsket i ham - dumt af mig. Det gør utrolig ondt. Jeg har på fornemmelsen, at han bare har villet trøste mig, hvilket bare gør det hele endnu værre. Jeg har været meget stresset og kom til at drikke mig fuld en aften, hvor vi spiste til middag. Herefter kan jeg ikke selv huske det, men han siger, at jeg åbenbart har grædt i flere timer, hvor han startede med blot at holde om mig. Det er ikke rart at sidde med fornemmelsen af, at han har haft ondt af mig - jeg hader medlidenhed! I øjeblikket taler han og min veninde om deres nye forhold. Det er selvfølgelig naturligt nok, med nyforelskelse osv. Men det er som om, at fordi jeg har en kæreste, at jeg ikke må være jalous eller ked af det. Det er måske rigtigt nok, men jeg er det alligevel.

Jeg burde have dårligere samvittighed overfor min kæreste, men led kælling eller ej, føler jeg ikke, at min utroskab vejer alt det op, som han har såret mig. Jeg ved godt, at det ikke er rationelt og jeg ville aldrig kunne forsvare det, men det er sådan jeg føler. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bare kan forlade ham. Før vidste jeg, at det var fordi, at jeg elskede ham, men nu ved jeg det ikke mere. Måske er jeg bare holdt op med at håbe. Det der med forventningens glæde...

I løbet af det sidste år har jeg haft travlt med både min uddannelse samt en verserende retsag med min udlejer. Lige nu har jeg dårlig samvittighed over ikke at arbejde. Jeg sidder midt i en afgangseksamen og burde arbejde meget hårdt for at nå at blive færdig. Jeg er bange, fordi jeg ved ikke, hvor jeg skal få koncentrationen fra. Jeg har svært ved at sove og spise og er begyndt at træne meget. Det lyder underligt, men smerten ved at træne hårdt og blive fysisk træt gør, at jeg falder lidt til ro. Jeg ville ønske, at jeg kunne græde.

Når jeg læser, hvad jeg har skrevet igennem, lyder det som om, min kæreste er meget led. Det er ikke hele sandheden. Han kan også være ufattelig hjælpsom, fx har han lige brugt to dage på at hjælpe mig med en aflevering. Han har mange gode sider, hvilket jeg går ud fra, at du selv kan regne ud.

Efter aborten har jeg tænkt meget på kønssygdomme. Jeg er bange for at være blevet smittet med andet end klamydia (jeg bruger både kondom og p-piller siden aborten). Men jeg er ligeså bange for at gå til læge. Hvor meget kan jeg være smittet med uden at have symptomer?

Jeg ved ikke rigtigt, om det er relevant, men nu skriver jeg det alligevel. For omkring 4 år siden blev jeg voldtaget på en ferie. Jeg tog selvfølgelig det første fly hjem, men har ikke talt med nogen om det udover lægerne på sygehuset. Jeg føler egentlig heller ikke, at det er nødvendigt. Grunden til at jeg nævner det er, at det også dengang hjalp at træne hårdt. Jeg løb gerne 15-20 kilometer 5-6 gange om ugen. Det gjorde jeg indtil, jeg fik en skade, som gjorde det umuligt. Jeg kan godt selv se, det lyder underligt, men nu fortæller jeg det alligevel.

Jeg har før talt meget med mine venner, men jeg synes ikke, jeg kan blive ved med at lægge problemer over på dem. Det går bare støt ned af bakke og jeg har ikke noget positivt at sige til dem. Jeg har ikke lyst til hverken medlidenhed eller at de skal blive trætte af at høre på mig.

Da jeg var meget ung forsøgte jeg at begå selvmord. Det er en lang historie, som jeg ikke vil fortælle om nu. Min største angst er at komme derud igen. Jeg føler, at tingene er ved at tage magten fra mig og jeg ved ikke, hvordan jeg stopper det nu. Jeg er begyndt at spille skuespil igen, dvs. at lade som om det hele er ok. Ligesom dengang er det utroligt nemt at snyde mennesker. Jeg har prøvet at se en læge og jeg har prøvet at tale med mine venner, men det hjælper ikke. Måske er jeg bare ikke i stand til at fungere som andre, jeg ved det ikke. Jeg prøver at holde det hele sammen, men jeg er bange for, at det hele falder sammen nu. Jeg vil så gerne være glad, men jeg ved ikke hvordan mere. Jeg ville ønske, at jeg kunne sove fra nu af.

Jeg ved som sagt ikke, hvad du kan gøre ved det her brev. Jeg håber jo nok, at du har en udvej.

Med venlig hilsen

Rikke



Klik på billedet for at se det større


SVAR


Hej Rikke

Jeg kan nu godt forstå at du skriver, der er jo flere svære problemer du skal have gjort noget ved.

Overordnet vil jeg sige, at jeg synes du snarest skulle få dig en aftale med en veluddannet psykoterapeut eller psykolog, inden du når der ud hvor du er angst for at komme ud. Inden du vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog

Hos psykoterapeuten synes jeg du skal få arbejdet med dit forhold til din kæreste. Finde ud af om det er ham du vil dele din fremtid - i hvert den nærmeste - med. Eller om det eneste der nu holder dig til ham er vanen, håbet, angsten for ikke at have en kæreste m.m.
Og hvis du stadig synes han er en mand for dig så få arbejdet med hvad der kan gøres bedre i jeres forhold så du trives bedre i det. Evt. prøve med noget parterapi.

Jeg synes osse du skal få snakket med psykoterapeuten om baggrunden for dit ubehag ved at gå til læge. Man kan f.eks. godt være smittet med en kønssygdom uden at bemærke det - f.eks. klamydia, kondylomer, gonoré. Og så er læger de eneste der kan tage de nødvendig prøver og udskrive den nødvendige medicin.

Du skal have bearbejdet sorgen over aborten og din kærestes svigt i forbindelse med. Mange mennesker forstå ikke hvor psykisk belastende en abort kan være - både for kvinder og for mænd. Og det forstod din kæreste åbenbart ikke - og du fik måske heller ikke fortalt ham det.

Du skal osse have gjort noget ved den voldtægt du har været ude for - selv om du har klaret det indtil videre for dig selv. Voldtægt skal man ikke gå alene med - så det er noget du osse skal have snakket med en psykoterapeut om - og helst en der kan arbejde med choktraumer - læs om choktraumeterapi. Se osse i her PSYKE & SEX under Voldtægt.

Og endelig vil det jo nok vise sig at en del af dine problemer hænger sammen med de besværligheder du havde da du var yngre og forsøgte at begå selvmord - godt at det ikke lykkedes. Så der vil nok osse være noget af det du skal have snakket om.

Problemet er så at man selv skal betale for at gå til en psykoterapeut / psykolog, når problemerne har den karakter som som dine har.
Man kan være heldig at komme til en psykiater der kan psykoterapi - men dine problemer er ikke noget man kan medicinere sig ud af - så ingen psykofarmaka til dig. Læs om Psykoterapi og psykoterapeuter.

Og så lidt til det mere konkrete.

Som du kan se af dit brev og af det jeg indtil nu har skrevet er der en del der rumsterer og derfor tror jeg det er bedst at tager problemerne ét for ét.

I første omgang så handler det jo om at få gjort din afgangseksamen færdig, så godt du kan - koncentrer dig om den og i mens må du parkere de andre problemer lidt på afstand.

Når du så er færdig med din afgangseksamen så skal du have fundet ud af det med din kæreste og din elsker og have fundet en psykoterapeut.

Det er ok at træne så længe du ikke overtræner - fysisk træning producerer endofiner og viser sig ikke sjældent at være bedre end f.eks. at få medicin.

Og når du engang får tid så kunne du måske osse prøve at læse min gode ven Ebbes side om Selvtillid - et webkursus

Vi er gudskelov ikke rationelle hele tiden og det er da forståeligt at du bliver lidt jalous, når der er en anden der løber med din dejlige elsker - det manglede da bare.

Pøj, pøj med det.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX


KOMMENTAR

Hej

Jeg ville lige sige tak for svaret. Jeg har fået en veninde til at lave projekt sammen med mig nu. Vi laver ikke det samme projekt selvfølgelig, men arbejder samtidig. Det hjælper lidt. Jeg flytter sandsynligvis til Sverige til efteråret, men vil så kigge efter en psykoterapeut i København til den tid. Jeg har skruet mine forventninger til eksamen meget ned. Heldigvis kan man sige, at det er min mappe, jeg vil få job på, så nu skal jeg "bare" bestå. Jeg prøver, som du sagde at parkere de andre problemer på afstand. Det lykkes delvist.

Det er inspirerende, at du på den måde bruger tid på at hjælpe med gode råd. Jeg håber, jeg en dag har overskud til at sparke bolden videre...

Hav det godt!

Rikke


Links

PSYKE & SEX DEBAT

PARTERAPI


Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: Parforhold, Pause, brud, Skilles, skilsmisse, separation, seperation, parterapi, magtkampe, samliv, samlivskrise, samlivskonflikter, samlivsproblemer, sidespring, jalousi, skindsyge, skinsyge, skinssyge, skinsyg, utrohet, utroskab
Senest opdateret 19. februar 2021