Krummerik - to operationserfaringer




Krummerik og stram forhud under penis?

Jeg mener helt bestemt at have en krummerik (nedaf) og skal have taget billeder til min læge som anbefalet her på siden.

Min forhud er der lidt af på undersiden og meget af på oversiden af penis. Trækker jeg forhuden helt tilbage krummer hovedet 90 grader nedaf. Der er mere end rigeligt forhud på oversiden. Det får forhuden til at skubbe sig op når jeg bruger kondom ved samleje?? Derved forsvinder pirringen..?

Hvad kan jeg gøre ved dette?

Er der nogen herinde der er opereret for en krummerik og hvad er deres erfaringer?

Den fortvivlede




Hej Den fortvivlede

Nu har jeg jo ikke set et billede af din pik/penis, men jeg har en fornemmelse af at det måske kunne hænge sammen med en stram penisstreng (frenulum) og at trækket i den får hovedet til at bøje ned ad.

Det er ikke umiddebart til at sige hvad du skal gøre ud over hvad du er i gang med at gøre, nemlig tage nogen billeder og vise dem til din læge som så nok sender dig videre til en speciallæge eller en urologisk afdeling på et hospital, hvor de har eksperticen til at hjælpe dig.

Skriv og fortæl hvad lægerne finder ud af, så andre osse kan lære af dine erfaringer. Held og lykke med det. 

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Psyke & Sex


 

Hej igen

Tak for svaret.

Hvis nu at jeg skal have operation af både krummerik og penisstreng hvad er så chancen for at det bliver vellykket (hver for sig)? Jeg synes at have læst sandsynligheden er lille? Jeg kan ikke finde nogle før/efter billeder på nettet? Det kunne jeg godt tænke mig at se. Ved du hvor jeg kan finde nogen?

PS : tak for en rigtig god side og din tid til at svare!

Mvh
Den fortvivlede




Hej Den fortvivlede

Normalt så er operation for stram penisstreng helt uproblematisk.

Der er en mindre risiko (ca. 3-4 %) for utilsigtede bivirkninger ved en krummerikoperation. Først og fremmest blodansamlinger og betændelse og alt efter operationens omfang kan pikken / penis blive en smule kortere. Når man opererer for krummerik går man først og fremmest efter at få pikken / penis til at blive funktionsdygtig igen.

Jeg har ingen før og efter billeder og det ville næppe heller hjælpe dig, fordi krummerikker kan være meget forskellige.

Held og lykke hos lægen.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Psyke & Sex


Kommentar

Hej

Du skal såmænd ikke være så bange for en krummerik operation. Jeg havde en medfødt krummerik som bøjede nedad på midten i næsten en ret vinkel og fik den rettet ud for snart 2 år siden. Bagefter er den stort set lige og der er næsten ingen ar, i hvert fald ikke noget andre kan se i bruseren i svømmehallen osv.

Den første uges tid god det en del ondt, især om natten hvor man jo får "jern på" et par gange mens man sover, så der vågner man og skynder sig at tænke på noget kedeligt. En anden ting man skal være opmærksom på at en krummerik er ret sjælden dvs. hvis du får det lavet på et offentligt sygehus har lægen højst sandsynligt kun prøvet det få gange hvis nogen overhovedet.
Så jeg vil anbefale en privatklinik selv om det selvfølgelig koster. Jeg fik det gjort hos
Kirurgisk Urologisk Klinik, speciallæge, dr.med. Peter Metz som har laver omkring 2000 operationer så de ved hvad de laver. Og der har slet ingen problemer været.

Stil gerne flere spørgsmål til
krumme@ofir.dk




Hej Ex-Krumme

Tak for dine erfaringer der måske kan berolige nogen mænd med krummerikker og som har brug for en operation. Og godt at din operation lykkedes.

Der er blot en enkelt ting jeg ikke helt forstår i det du skriver og det er at på den ene side er krummerikker så sjældne at det offentlige ikke laver mange af den slags operationer og på den anden side siger du at én enkelt privatpraktiserende klinik laver 2000 operationer
*) - det hænger vist ikke helt godt sammen?

Hvis man ikke har råd til en privatklinik er jeg overbevist om at man kan få det udført helt ok på et offentligt sygehus - ikke sjældent af de samme læger som osse har privatpraksis.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Psyke & Sex

*) Poul Metz oplyser: De 2000 operationer er både for Krummerik ( medfødt krumning) og for krumning i forbindelse med Peyronie´s sygdom og så en sammentælling af hvad både Jørgen Ebbehøj og jeg har lavet tilsammen, både i privat klinik og i hospitalsvæsenet. Vi konstruerede denne operation i slutningen af 70 - erne, og var de eneste der lavede dem i landet en længere periode. (Og det giver jo mening, phk.)


 

Hej Per

For et stykke tid siden - ca. 8 mdr. - skrev jeg på siden angående min krummerik. Jeg er nu opereret og ville lige bidrage med min historie da jeg synes du har for mange negative erfaringer om problemet på din side!!

Jeg skrev sammen med dig og kontaktede min egen læge via telefon og brev med billeder af min skævert. Han henviste mig til hospitalet som ligeledes mente jeg havde et problem som de ville operere - MEN der var 1 1/2 år ventetid... Jeg blev reddet på målstregen af at man kan frit kan vælge sygehus/privat klinik hvis der ikke er tid inden 2 måneder. Så jeg valgte
speciallæge, dr.med. Peter Metz i Rødovre og var til en konsultation hos ham efter han havde set billederne. Lige pludselig havde jeg fået tid til operation!!

Så kom dagen hvor jeg hos PM blev opereret - det skete under lokalbedøvelse mens jeg så Thomas Eje show - lidt anderledes end forventet - meget afslappende men samtidig en lidt hård oplevelse. Da det var overstået uden nævneværdige smerter tog jeg en taxa hjem og sov de første nætter hos mine forældre da jeg var single og ikke havde en kæreste. For andre der skal gennemgå sådan en operation kan jeg kun anbefale det samme....Det er ikke morsomt at fortælle sine forældre om det men tænk at være alene med smerterne og oplevelsen....

De første nætter var ikke så sjove da rejsning i søvne gjorde ondt. Men det var ikke noget der var uudholdeligt som andre på din side beskriver...? Det var straks sværere og mere irriterende at skulle tisse med forbinding på...... Kalorius var i øvrigt aldrig sort eller misfarvet? kun meget svagt rød af hævelsen.

Efter tre dage kom forbindingen af og så var "den" ret øm og følsom da den nu dinglede frit...

Stingene (8-10 små ovenpå penis og et på penishovedet (!!)) faldt selv af efter ca 4-5 uger. Det på hovedet var det værste! Det kom fra bedøvelsen og der hvor de punpede saltvand ind til kunstigt at give erektion under operation.

I dag er den noget der ligner 1 cm kortere i stiv tilstand men helt lige nu!! Jeg kan mærke den lille "snor" der holder sammen på det opererede under huden og dette område af penis er ekstra hårdt ved rejsning. Den del af penis der er mellem roden og aret sidder fast ved erektion og kan være ømt at røre men det skulle løse sig efter ca. 3-4 måneder iht Peter Metz.

I dag er jeg så heldig at have fundet mig en rigtig sød, forstånde og fræk moden kvinde til at hjælpe mig i gang med sex - indtil videre går det fint og følelsen er som før i dyret!! Når dette forhåbentligvis har udviklet sig kan jeg måske bidrage med mere om "dyrets" udvikling i relation til operationen....

Med denne lille historie håber jeg på at kunne vise et mere positivt billede af en opereret krummerik.

Jeg vil godt slutte af med at sige at din hjemmeside har stor betydning for os brugere!! Det er bare super!! Tak for det - det var trods alt dig der satte mig i gang!!

Mvh

Den lige....




Hej Den lige ...

Mange tak for din opbyggelige beretning der forhåbentligt skaber balance på min side og tillykke med forløbet.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Psyke & Sex

Se osse:

Krummerik

Krummerik og onani

Krummerik og brækket pik / penis

Krummerikker

Krummerik - én operationserfaring





PSYKE & SEX DEBAT


Du kan bl.a. læse lidt mere om
Krummerik hos NetDoktor




Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: krummig, krumerik, krummerig, krumrik, krumrig, krummer, krumning, krumpik, krummepik, peyronies

Senest opdateret 19. februar 2021