Kærestesorg (1)


SPØRGSMÅL

Jeg er en kvinde i begyndelsen af trediverne, der har svært ved at komme over et voldsomt brud med min ekskæreste (en jævnaldrende mand). Jeg blev gravid, og blev stillet overfor følgende ultimatum: Få en abort eller jeg skrider. Det var et af mit livs sværeste beslutninger, men jeg kunne ikke bære at få fjernet et barn som jeg af hele mit hjerte havde ønsket mig. Jeg vidste i princippet også, at jeg aldrig ville kunne tilgive min daværende kæreste for at have presset/truet mig til en abort, og endnu mindre tilgive mig selv for at træffe et valg jeg i bund og grund mente var forkert, udelukkende for at tilfredsstille et andet menneskes behov. Det skal lige indskydes at jeg faktisk gik til forundersøgelse til abort, men at lægen dér udtog en smearprøve fra livmoderhalsen og konstaterede at jeg havde celleforandringer svarende til kræftceller i livmoderhalsen (hvilket jeg har haft en gang før og også er blevet opereret), og at jeg skulle opereres (endnu en gang), og at det derefter var yderst tvivlsomt om jeg overhovedet nogensinde ville kunne få børn.

Jeg valgte derfor at få barnet, på trods af at jeg elskede min ekskæreste over alt på jorden, og ikke overhovedet ønskede at miste ham. Han forsøgte på alle mulige måder at true mig til at få en abort, da det gik op for ham at jeg havde tænkt mig at få barnet, uafhængigt af om han ville blive sammen med mig eller ikke. Jeg forklarede ham grundigt mine bevæggrunde for at vælge at få barnet, men han udviste ingen forståelse eller accept af min beslutning. Hans argument for at kræve en abort var at han ikke følte at det var det perfekte tidspunkt. Jeg forklarede ham mange gange, at jeg ikke var i en position, hvor jeg kunne vente til det perfekte tidspunkt, og at en abort sandsynligvis ville betyde, at jeg aldrig nogensinde ville kunne få indfriet min drøm om at få et barn - et ønske som han har kendt til lige siden vi lærte hinanden at kende.

Han forsøgte at true mig til en abort ved at sige at han ville slå barnet ihjel for at undgå at betale børnepenge ("straffen er mindre"...som han sagde) eller ved at søge om fuld forældremyndighed og anbringe barnet på en institution. Jeg var målløs. Jeg var på en gang chokeret og dybt ulykkelig. Vi havde tit og ofte drøftet fremtidsvisioner, hvor børn var en integreret del, og han havde aldrig nogensinde givet udtryk for sin modvilje mod at få et barn. Nu, hvor barnet var undfanget, sagde han pludselig at han slet ikke anede om han overhovedet ville have børn, men at det ihvertfald ikke var noget han ville foreløbigt. Han sagde endvidere at jeg da burde kunne regne ud at han havde det sådan, så længe han ikke havde afsluttet sin uddannelse.

Jeg brød grædende sammen mange gange og fortalte ham at jeg virkelig elskede ham og af hele mit hjerte ønskede at kunne beholde begge dele. Andre gange blev jeg vred og spurgte hvordan han på den ene side kunne sige at han elskede mig, men på den anden side kunne behandle mig sådan og stille mig overfor sådan et valg, og hvordan han kunne være så ondskabsfuld at true mig med alle de ting, når han hele tiden havde vidst at jeg virkelig ønskede mig et barn og selv havde medvirket til at dyrke ubeskyttet sex vel vidende om den indlejrede risiko. Pludselig fik han drejet det til at han godt kunne forstå at jeg ville have barnet, men at han HELT og holdent skulle holdes udenfor. Han krævede at komme til at stå som ukendt far, hvilket jeg mente ville være forkert overfor barnet. Jeg insisterede på at han måtte stå ved sit ansvar, om end denne stå-ved-sit-ansvar udelukkende blev af økonomisk og formel karaktér. Så blev han igen vred og fik det endnu en gang drejet rundt så det nu pludselig var uretfærdigt at han skulle betale fordi jeg var syg (fordi det jo var derfor jeg ikke "bare" kunne vælge en abort og vente til det passede ind i hans tidsplan).

Jeg var ude af mig selv - og jeg mener virkeligt ude af mig selv. Jeg græd og græd og jeg følte mig så værdiløs og trådt på at jeg var overrasket over at jeg fandt styrken til at holde fast i min beslutning og bede ham flytte, hvis han ikke kunne acceptere den.

Han pakkede sine ting og flyttede i løbet af en time. Siden har vi ikke set hinanden. Lige efter bruddet tog jeg telefonisk kontakt til ham nogle gange og i begyndelsen fortsatte diskussionerne, somme tider i timevis. Efter et par samtaler begyndte han dog at ignorere mine opkald. Han tog ikke telefonen, og når jeg så spurgte hvorfor han ikke tog telefonen, når jeg udmærket vidste at han var hjemme, kom han med alle mulige dårlige undskyldninger og fantastiske løgnhistorier om, hvorfor han ikke havde hørt telefonen. Nu var han ikke længere i hverken offensiven eller defensiven. Han virkede mere eller mindre kold og resigneret. Han forsøgte at forhandle sig udenom at skulle betale børnepenge ved at tilbyde at se sit barn lejlighedsvist, til gengæld for ikke at skulle bidrage økonomisk. Jeg afslog med begrundelsen "Hvilken mor ville jeg være, hvis jeg overlod ansvaret for mit barn til en, der ikke gjorde det af lyst, men blot gjorde det for at spare 1000,- om måneden!?".

Jeg spurgte ofte til hvad han følte, og om han ikke savnede mig men fik blot det svar, at han ikke kunne elske og savne én der gjorde sådan noget imod ham.

På et tidspunkt kunne jeg bare ikke mere. Jeg savnede ham forfærdeligt (pga. alle de gode ting og oplevelser vi havde delt, og som altid vil stå som noget helt unikt i min verden) men fik det værre og værre med at blive afvist, samtidig med at jeg skulle forholde mig til det lille barn der voksede indeni mig. Jeg var syg af længsel efter at genopleve den nærmed og intimitet der havde været imellem os igennem vores forhold, men mere og mere blev jeg klar over at det var SLUT. Det kunne ikke repareres eller reddes foreløbigt. Jeg bevarede dog håbet om at vi måske en dag ville kunne finde sammen igen.

Jeg traf en beslutning om at holde op med at kontakte ham. En overenskomst der resulterede i at jeg somme tider gik fred og tilbage foran telefonen og tænkte skal...skal ikke...Men endte op med at holde fast i min overenskomst med mig selv. Jeg ringede ikke til ham, selvom jeg mest af alt havde lyst til det, fordi jeg jo savnede ham.

Tiden gik, og jeg fik min datter. Jeg besluttede ikke at kontakte ham og fortælle ham at han var blevet far. Havde han været interesseret ville han nok selv have henvendt sig tænkte jeg. Det er nu et par måneder siden jeg fødte, og jeg ved at statsamtet lige har skrevet til ham vedr. anerkendelse af faderskabet.

Mit problem er, at jeg ikke ved hvordan jeg nogensinde skal slippe det forhold og få sat punktum. I løbet af graviditeten gik jeg til psykolog en gang om ugen, men hun sagde selv at hun som sådan ikke kunne hjælpe mig, da jeg gjorde alting "rigtigt". Jeg holdt op med at pine mig selv ved at udsætte mig selv for flere afvisninger, samtidigt med at jeg på det rent fysiske plan slap min eks ud af syne. Det meste af tiden hos psykologen gik med at stryge mig over håret når smerten blev for stor, og jeg følte mig som verdens mest mislykkede og kasserede menneske. Alle disse følelser blev forstærket når jeg gik rundt i babyudstyrsforretninger og så forelskede par der ventede deres ønskebarn. Nogen gange måtte jeg forlade forretningerne med tårene trillende ned ad kinderne, og jeg havde bare lyst til at gå hjem under dynen og lade verden forsvinde.

Et af mine problemer efter fødslen er, at jeg har ambivalente følelser overfor min datter. Når jeg ser på hende fyldes jeg med kærlighed og glæde, men kan samtidig også føle skyld over at jeg valgte at få hende. En følelse af at jeg ikke fortjener glæden ved at have fået hende, fordi jeg har truffet et egoistisk valg, der gjorde et andet menneske vred og ked af det. Somme tider kan jeg også mærke en snert af følelsen af at det er pga. hende at jeg mistede mit livs kærlighed, og at jeg aldrig vil kunne blive lykkelig igen - for jeg føler det virkeligt sådan. Jeg har været i forskellige parforhold før det, men har aldrig elsket på den måde og har aldrig følt sådan før.

Det er nu 3/4 år siden jeg sidst talte med min eks, men jeg føler ikke at tiden læger nogen sår - jeg føler at jeg hænger fast. Jeg græder ofte og ville bare ønske at det hele var en ond drøm og at jeg snart vågner. Jeg tænker på min eks og savner ham hver eneste dag. Hver gang jeg ser på min datter minder hun mig om ham, også fordi hun rent fysisk ligner ham meget.

Noget der plager mig er også at jeg aldrig forstod hvorfor...At jeg aldrig fik svar på mine spørgsmål om, hvorfor han valgte som han gjorde. Hvis man virkeligt elsker et andet menneske, har jeg svært ved at forestille mig at man forlader det pga. et barn på det "forkerte" tidspunkt. Jeg ville ønske at vi havde kunne gennemføre vores brud på en anden måde, jeg mener ikke at nogen af os har fortjent at skulle skilles på en så uværdig måde - og med så meget fortvivlelse, vrede og afmagt i bagagen.

Giv mig et råd, hvordan kommer jeg videre. Og sig nu ikke tal med dine venner eller glem ham og glæd dig over dit barn...Forslag som jeg har hørt en million gange og i høj grad også mener at praktisere. Jeg taler med mine venner, jeg glæder mig over mit barn, men hvordan kan man glemme en person der har betydet så meget for en, og som man savner så meget???

Vil det være klogest af mig at fortsætte min strategi med at undlade at kontakte ham eller skal jeg forsøge at opnå kontakt, og i så fald, hvordan skal jeg gøre? Jeg er sådan i vildrede, fordi jeg både savner og samtidigt er utroligt vred på ham.

Jeg har stadig en del ting hos ham, som jeg dog godt kan lade forgå, hvis det klogeste er helt at cutte forbindelsen for evigt. Han afviste flere gange mens vi stadig snakkede sammen at jeg kom forbi og hentede dem. Om det var fordi han ikke ville se mig, eller om det var fordi han ønskede at beholde dem for at have et "forbindelsesled" skal jeg lade være uvist. Forklaringen var, at han ikke havde tid.

Min psykolog mener at det er fordi han er umoden og egoistisk og fordi han er bange for forpligtelser og ansvar at han reagerede som han gjorde, og at han på et tidspunkt selv vil genoptage kontakten til mig og sin datter. Hun mener endvidere at hans manglende lyst til at tale med mig skyldes en kombination af skyld og skam over at han trods alt godt er klar over at det er hans egen "fejl" og ansvar at han er havnet i den pågældende situation, men at han er for stædig til at ville indrømme det, og derfor forsøger at gøre mig til hovedansvarlig for det hele og selv indtage skiftevis offerrollen og monsteret, der bare er kold og kynisk. Det er også en af grundene til at han ofte har sagt at han ikke mente at der var nogen grund til at bevare kontakten til hinanden. Han ville helst bare glemme det hele, og lade som om ingenting er sket. Hvis han så sin datter, ville han sandsynligvis blive konfronteret med virkeligheden i fysisk form, og det ville gøre det sværere for ham at fortrænge det hele, inklusiv hans eventuelle følelser. Der er ingen tvivl om at han også er blevet såret, og at det også har været hårdt for ham, og at det ikke er blevet nemmere, nu hvor han pludselig skal tage konkret stilling til faderskabssag osv. Hidtil har der jo ikke været nogle mærkbare konsekvenser for ham, de begynder først at melde sig nu. For mig har det jo været en helt anden proces. Jeg har set maven vokse, mærket livet indeni. Jeg har gennemgået fødslen og har set min datter fra det øjeblik hun kom til verden.

Jeg fortryder ikke mit valg. Jeg elsker min datter, men det er bare så svært for mig at være 100% glad.

Mange hilsner

V

Hvad mener du?


SVAR

Hej V

Det er altid meget svært at sige farvel til den store og helt specielle kærlighed. Jeg plejer at sige til mine klienter at de skal regne med at det godt kan tage 3-5 år at hele sårene og give så sig lov til at bruge den tid på det, som det tager. Og derfor kan du selvfølgelig ikke være 100 % glad lige nu - det er forståeligt.

Din afsked var osse meget barsk og med et næsten umuligt valg - og det lyder som om du valgte helt korrekt. Jeg tror heller ikke at forholdet til din eks ville have kunnet bære, at du havde følt dig truet til at abortere jeres datter.

Hver gang man tager kontakt til den mistede og uopnåelige kærlighed, så river man sårene op igen og det tager endnu længere tid at hele hjertet. Så du må fortsat lade din forstand råde, hold dig fra ham i den udstrækning, det er praktisk muligt det næste stykke tid. Når du har fået ham følelsesmæssigt mere på afstand, så vil det måske være en god ide for jeres datters skyld om han kunne få en kontakt til hende.

Som jeg forstår din eks' reaktion, så tror jeg hans desperation hang sammen med, at her var nogen essentielt for hans liv totalt ude af hans kontrol. At få et barn er jo noget meget fundamentalt for livet og han havde ingen mulighed overhovedet for at sige om han ville have det eller ej - han følte sig totalt fanget - og det giver desperation. Og desperation betyder at man prøver alt - liv og død - for at slippe ud af klemmen - og han ved at han ikke kan. Derfor truede han med alt muligt - et udtryk for styrken af hans desperation. Når han engang har indset, at vi mennesker ikke har kontrol over alt her i livet - og vi mænd ikke over om kvinder vil have vores børn eller ej - så er det muligt at hans fornuft vender tilbage og at han vil se sin datter.

Nu hvor du går i psykoterapi, så var det måske en god ide at få kigget på hvad det er der gør det svært for dig at få sluttet forholdet. Er der gamle løfter eller beslutninger der skal laves om? Var jeres forhold mest baseret på håb - det er de sværeste forhold at slutte - vi opgiver nødigt håbet? Hvad var det særlige ved jeres forhold - og har du en erkendelse af at du udgjorde 50 % af det - så du måske ikke har følelsen af at han løb med det hele?

Noget af det sværeste her i livet er at få svar på spørgsmål der starter med "hvorfor" - måske ved han det heller ikke selv.

Kys din datter på næsen fra mig og tillykke med at du fik hende.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Dansk Psykoterapeutforening

PSYKE & SEX


KOMMENTAR

Hej

Det kan godt være du frabeder råd om at du ikke mere skal kontakte din eks-kæreste. Men mit råd er, at det skal du da i højeste grad.

For 3 måneder siden forliste mit forhold, som havde varet i 1 1/2 til en kæreste, som jeg elskede overalt på jorden. Jeg ved alt om, hvor naiv man kan gøre sig selv til, når man elsker en anden meget. Der har næsten ikke været grænser for de åndssvagheder jeg valgte at ignorere i håbet om at få forholdet i "mål". Det er først bagefter jeg har set, hvor galt det har været. Og trods de ting jeg har måttet finde mig i, så har jeg også et enormt savn til min eks-kæreste. Det er helt naturligt. For har to mennesker holdt sammen i nogen tid, så har man selvfølgelig også haft en masse gode ting sammen - hvorfor så ellers være sammen?

Hvad angår mit forhold, så skuffede det mig så meget, at jeg bare skal videre. Det gør jeg ved at slå min eks-kæreste ihjel, sådan rent symbolsk. Det er og kan være en langsom proces, men der er ingen lette smutveje. Det samme skal du også gøre.

I denne proces skal du i første omgang lade være med at fokusere så meget på alle de gode minder. Tænk i stedet på den/de situationer, hvor du måske allerede nu kan se, at din eks-kæreste har været helt forkert på den i sit forhold til dig. F.eks. i hvor høj grad din eks-kæreste også har taget hensyn til dig. Og hvad med samhørigheden? Den er jo enorm vigtig i et ægte forhold. Følte du kun sammenhørighed, når tingene gik efter din eks-kærestes vilje og ideer? Og alle de små ting han måske har foræret dig - Var det måske i virkeligheden kun HANS betaling for, at du LOD tingene gå efter hans vilje? osv. osv.

Prøv at gå ned under overfladen i det forhold, som du måske har TROET var så fantastisk. Og helt ærligt, med den reaktion han viser i forbindelse med din graviditet, så har du da et rigtig godt udgangspunkt i din proces med at slå ham mentalt ihjel.

Og husk så på, at jo mere du vil kontakte ham, desto mere slår du dig selv og din egen værdighed ihjel.

Vær glad for dit barn. Hvis du giver det ÆGTE kærlighed, så avler du også en kærlighed, som vil vare resten af dit liv og som aldrig vil svigte dig.

Og så lige en gang til: Glem den eks-kæreste!!!!!!!!!!!!!

De bedste hilsner

Kim


Læs om Parterapi

Læs om Skilsmissetips

Læs om Skilsmissens faser



LINKS

Kristen Bjørnkjær: Kærestesorg




PSYKE & SEX

Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT MPF & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: Parforhold, Pause, brud, Skilles, skilsmisse, separation, seperation, parterapi, magtkampe, samliv, samlivskrise, samlivskonflikter, samlivsproblemer, sidespring, jalousi, skindsyge, skinsyge, skinssyge, skinsyg, utrohet, utroskab
Senest opdateret 18. januar 2009