Monogami versus life...??????
Hej Per
Jeg har lige kigget de nye (og også nogle af de gamle) indslag på siden igennem, og det er sjovt at se, hvordan der er visse temaer, der går igen. Feks. tema'et omkring at holde sig til een partner eller ikke.
Lotte's indlæg og efterfølgende kommentarer er et rigtigt godt eksempel, som viser vores (menneskets ?) evige dilemma: vi søger trygheden og den mere dybe kærlighed, som vi tror vi kun kan finde igennem det at skabe bånd med een partner og så vores trang til at leve livet og nyde de mennesker, vi møder i nu'et fuldt ud.
Jeg har ikke svaret på dilemmaet - som det synes at være. Kan bare se at jeg ikke er alene. Og kan se også at der er visse ting/emner i problematikken som åbenbart går igen.
Jeg oplever samme dilemma og er meget i tvivl om, om det er mig, der er noget i vejen med eller om det i virkeliheden er naturligt at have det sådan.
Som jeg har beskrevet i tidligere indlæg her på siden, har jeg en kæreste i øjeblikket, men har levet de sidste 8 år i singleliv. Har indtil egentlig oplevet mit tidligere singleliv som delvis selvvalgt - pga at mit følelsesliv fik en hård medfart gennem det sidste forhold i 94 - og delvis fordi at de mænd, JEG var interesseret i, ikke var så synderligt interesseret i mig at det udviklede sig til noget kæreste-forhold. Men nu gør jeg mig andre tanker. For jeg troede, at jeg nu endelig havde fået, hvad jeg har ønsket mig i lang tid, og så kan jeg ikke engang finde ud af at værdsætte det.
Min kæreste er skide sød og enormt opmærksom. Han er omsorgsfuld og vild med mig. Ikke nok med det, så er han smuk, fræk og dejlig sexuelt.
Men jeg tager mig selv i at gå og kritisere ham hele tiden inde i mit eget hovede. Det kværner rundt i mit hovede, hvor jeg hele tiden finder fejl og mangler hos ham og i vores forhold: "vi er for forskellige", "han er for kedelig", "jeg må hellere gøre det forbi, inden jeg involverer ham for meget" (sagen er nok at jeg uanset ikke kan undgå at såre ham af helvede til, for han er meget glad for mig) osv. osv. Jeg tænker inde i mit hovede, at han ikke er den rigtige for mig og kan nævne en hel række af mangler, men sandheden er måske, at jeg slet ikke egner mig til at være i forhold ? Jeg tror at jeg vil have det sådan med næsten lige meget hvem jeg finder sammen med og hvor dejlig han er. Sådan har det i hvert fald været. På et tidspunkt begynder kværneriet omkring manglerne og jeg går rundt og ønsker ham af helvede til.
Hvad er det, der sker med mig ? Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at værdsætte ham ?
Han siger tit til mig, "du tænker for meget, kan du ikke bare nyde det?". Men det kan jeg ikke. Jeg fokuserer på manglerne og ser ikke nogen fremtid. Jeg har ikke den der følelse af, wauv hvilken fantastisk person og ønsker at dele hele livet med ham. Og jeg skammer mig. Over at jeg ikke værdsætter ham. Og føler derfor at det er bedre at afslutte det, SELV OM at jeg jo faktisk er glad for ham og nødig ville undvære ham. Der ville opstå et savn, hvis han gik. For jeg er også vild med ham. Han giver mig meget. Han er bare ikke nok for mig. Ikke så spændende en person måske, som jeg tænder på. Men han dækker et basalt behov for mig: han er der for mig og værdsætter mig, nyder mig, bruger tid sammen med mig, hjælper mig og begærer mig.
Den følelse, jeg dog tror måske ligger til grund for irritationen og kritikken er, at jeg føler det med ham afholder mig fra at leve livet, som jeg gern vil ! Jeg føler ikke, at jeg frit kan udfolde mig, når jeg har ham at tage hensyn til hele tiden. Jeg skal hele tiden sørge for ikke at give andre (mænd) for meget opmærksomhed, så at jeg FØLER at jeg er utro - med andre ord så tillader jeg ikke mig selv at flirte og være interesseret i andre. Føler at når jeg har valgt ham her, så bør jeg heller ikke være interesseret i andre. Ergo ER jeg interesseret i andre, så er det fordi han ikke er den rigtige og så føler jeg skyld og jeg er nødt til at slutte det. Selv om både han og jeg (som regel da) nyder det, vi har sammen og ville blive kede af det begge to.
Tja, det lyder måske forvirrende. Men det er jo også netop det, det er. Og der er mange spørgsmål.
Måske er den eneste måde, jeg kan nyde ham og værdsætte ham, når vi ikke er kærester. Når jeg er fri til at vælge i nu'et, hvem jeg vil være sammen med. Så vælger jeg måske alligevel ham, hvem ved. Men bare det, at have valget.
Han ville nok bare blive så skuffet og ked af deet, hvis jeg sluttede det, at han ville trække sig helt, for han er ikke til det der frie. Og jeg er jo også ved at nå en alder (33), hvor man ikke kan blive ved at vælge og vrage. Det er jo det! Vi bliver alle sammen ældre og mindre attraktive i kødet. Derfor måske, har vi brug for trygheden i en fast partner, så vi er sikret ikke at stå helt alene på et tidspunkt, fordi ingen vil have os mere.
Hanna
Hej Hanna
Jeg vil lige give dine refleksioner et lille ord med på vejen. Som jeg har skrevet andetsteds under Polygami her i PSYKE & SEX , så er mennesket som art ikke et monogamt væsen. Det kan vi tydeligt se på f.eks. udbredelsen af kønssygdomme. Jeg og andre tror at kravet / ønsket om troskab er et gammelt økonomisk krav. Hvis kvinden ikke får børn med andre end sin mand, så bliver arven inden for familien og slægten.
Mennesket er instinktivt et uhyre nysgerrigt væsen, så nysgerrigt at det endda rejser helt ud i verdensrummet, så det er helt forståeligt at vi osse er ret nysgerrige efter at vide, mærke, føle og elske med andre mennesker, og samtidig spreder det generne og sikrer en sundere bestand (set fra naturens side).
Så du slås med naturen på en ene side og kulturen på den anden.
Held og lykke med det 
NB. Der findes grupper på nettet som seriøst snakker om det at have lyst til flere partnere - Polyamori (Forening)
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Hej Hanna
Jeg får nogle spørgsmål frem i mit hoved, når jeg læser dit indlæg - måske kan du bruge dem til at reflektere over.
Forveksler vi generelt kærlighed med det at være ens - have de samme interesser, tænke de samme tanker, have de samme følelser? Gør du - eller gør din kæreste? Når jeg er "udsat" for den slags forventerninger til migselv, får jeg klaustrofobi og kan finde på en masse grimme ting.... Men mange mennesker ønsker tryghed=enshed og gør det til kærlighed - og måske er det kærlighed for dem - men det er det ikke for mig - hvad med dig?
Finder du fejl og mangler, fordi du i virkeligheden er bange for at elske for alvor? Når jeg virkelig elsker, er jeg i nogle perioder dybt sårbar og mit selvværd er helt i bund. Så føler jeg, at min elskede er så smuk og perfekt, at jeg kun kan være en mat skygge, og det gør hulens ondt. Hvis jeg kan finde nogle negative sider ved ham og forholdet, er det lettere at holde smerten på afstand.... I ægte kærlighed kommer både de stærke og de svage sider frem i mig, og det kræver styrke at udholde smerten ved de svage, men hvor er det smukt at vise de svage sider til min elskede og føle, at det gør hans kærlighed endnu større!
Hvem har sagt, at vi skal have alle behov dækket hos een person? Er der ikke noget med, at vi har brug for tæt kontakt med ca. 8 personer for at få spejlet vores fulde personlighed?
Kunne du holde ud at leve sammen med en "wauv-person"? Tror du ikke, at du ville bliver skingrende sindssyg af at være forelsket i årevis?
Hvorfor afholder "det med ham" dig fra at leve livet? Hvorfor binder du digselv? Min erfaring er, at min elskede kun bliver ved med at være interessant for mig, hvis han og jeg går ud og får kontakt med andre mennesker hver for sig - kun på den måde bliver vi ved med at have noget at give hinanden.
Måske er du en "friheds-elsker"? Jeg har opdaget, at jeg elsker friheden til at være mig overalt på jorden - men jeg er opdraget til at forskellighed er lig med kritik og loyalitetsbrud, så det har været hårdt at finde ind til min frihedstrang. Nu er det lykkedes og ingen kan binde mig igen. Behøver friheden iøvrigt at gå på det seksuelle? Eller sublimeres trangen til frihed ned i det seksuelle (som har sit eget liv og ikke kan styres), når vi bindes på de mentale planer? Min kæreste er til troskab, og det er jeg også selv inderst inde, og da jeg elsker ham, er det ikke noget problem at lade være med at flirte dybt og elske med andre mænd. Troskab er en betingelse for kærlighed hos ham, og det respekterer jeg 100% uden at føle noget afsavn. Til gengæld er der fuld frihed til alt andet i livet.
Får også lyst til at give dig dette link til Ebbe Scheel Krügers spændende side om forelskelse og især denne side som handler om forelskelse overfor kærlighed. Jeg har haft stort udbytte af at læse det!
Og glem så det pladder med alder!!! Kærlighed har altså overhovedet ingen alder - folk over 70 år bliver forelskede og finder (igen) den eneste ene. Og hvis du skulle blive kasseret, fordi du ikke længere er "fast i kødet", så glæd dig endelig over at være sluppet af med en jubel-idiot!!!
Kærligst Pia
Ja, undskyld jeg blander mig, men Hanna du er netop typen, der gør, at nogle mænd vælger at skippe alt hvad der hedder faste forhold til kvinder, og i stedet køber en kvinde i ny og næ, for du falder aldrig til ro, tror græsset altid er grønnere ved naboen, man kan investere alt i et forhold til dig, uden det betyder noget i det lange løb, det gider man sgu ikke så mange gange her i livet, så hellere være selv, så ved man da hvad man har.
Mvh Tor
Hej Tor
Jeg tror både mænd og kvinder må lære at leve med at de livslange forhold er en saga blot. Der er ikke meget i dag der binder kvinder og mænd sammen - og kærligheden er en alt for flygtig og udefinerbare størrelse til at bære det alene. De kortere og intense forhold vil givet blive det normale for de fleste.
At skulle være nødvendigt at købe sig til en kvinde er jo en smags sags - der er mange der er vilde med at lægge sig ned for en buket blomster og søde ord 
- det er jo trods alt osse meget sjovere end at klare alt på egen hånd.
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Se osse:
Polyamori
Polygami
Hejsa.
Jeg skal ellers love for at dit indlæg har skabt debat. Personligt har jeg ikke noget imod at min kærste kigger på andre fyre eller flirter lidt, så længe hun kender grænsen. Jeg opper mig da lidt mere, når jeg ved, at jeg ikke er den eneste fyr på jorden.
Johan
• PSYKE & SEX DEBAT
• PARTERAPI
|
• |
|
• |
|
|
|
• |
||||
|
• • • |
||||
|
• |
Ekstra interne søgeord: polygami, polyandri | |||
| • | Senest opdateret 22. februar 2021 | |||
