Nybegynder - Kvinde 28 år


Spørgsmål ???

Hej Per.

Jeg har læst lidt i dine svar og synes du lyder som en ganske fornuftig mand.

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte og begynde, men faktum er at jeg aldrig har haft en kæreste. Jeg er 28 år gammel og synes det må være på tide. Teoretisk kan jeg sagens tale om sex, ved også hvad retning mine lyster går i.

Og nu har jeg oven i købet mødt en fyr, som jeg muligvis er intereseret i, ud over "venskab". Så ..hvad stiller jeg op?

Han ved ikke , at jeg aldrig har haft en kæreste. Og helt ærligt så har jeg heller ikke den store lyst til at fortælle ham det. Han er temmelig erfaren, men jeg aner ikke rigtigt hvad han forventer af mig, eller hvad jeg forventer af mig selv.

Lyder ovenstående som volapyk? Har du et par gode råd til hvordan jeg kan gribe det videre forløb an?

Med venlig hilsen

Lis.


Svar

Hej Lis

Tak for det og for din tillid til, at jeg måske kan give dig et anvendeligt svar.

Aldrig haft en kæreste - Skal det forstås sådan at du aldrig har haft sex med en mand? Eller skal det det forstås sådan at du aldrig har haft et længerevarende forhold?

Men uanset om det er det ene eller det andet så handler det om at du føler dig som nybegynder - og det er vi alle på mange tidspunkter af vores liv. Hvis det er en ordentlig mand du har kig på, så kan han sagtens tåle at høre at du er nybegynder på det ene eller andet felt - og da du beskriver ham som erfaren, har du måske endda mulighed for at trække på hans erfaringer.

Problemet ligger jo nok i, at du "ikke ved hvad du forventer af dig selv"!

Jeg tror at det vil være godt med mindre delmål:

og IKKE sådan noget som

Det er en god lejlighed til at være lidt i NU'et - at det er lige nu og her du lever og at tage for dig af af livets retter - lige nu og her.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX


Spørgsmål ???

Hej Igen

Du rejser mange spørgsmål. Jeg vil forsøge at besvare, komme med input... TAK fordi du vil hjælpe mig, med at finde frem til hvad jeg vil.

Jeg er som sagt 28. Nej, jeg har aldrig været sammen med en mand. Jeg har haft længerevarende relationer med nogle få mænd. Min bedste ven i bh.k - 2. klasse var en dreng.

Men ellers har jeg hele min opvækst været omgivet af kvinder. Har aldrig kendt min far sådan rigtigt, kun mødt ham nogle få gange - som jeg kan huske.Som 21 årig rejste jeg til udlandet som "ung i huset" Først her gik det op for mig at mænd egentligt ikke behøver at være "farlige". Fik herefter flere og flere mandlige bekendtskaber. Og nu er jeg kommet til det punkt, at jeg godt kunne tænke mig en kæreste.

Men jeg ved ikke om jeg tør tage springet fra venskab til sex. Ved ikke hvad jeg forventer - af ham, af mig selv. Er lidt forvirret. Er opdraget til at være "en pæn pige". Men synes også jeg nu er blevet voksen nok til at erkende at jeg har brug for en mand i mit liv - og jeg gerne vil have sex med ham ..

Så punkt A og B ligger klart. Men hvordan kommer jeg fra A til B? Altså hvordan får jeg gang i processen ..og hvad stiller jeg op undervejs, ligger det i ens gener hvordan man reagere eller skal det læres undervejs... skal jeg nødvendigvis fortælle ham på forhånd at jeg er ganske uerfaren? eller???

.. Et eller andet sted, synes jeg jo nok at jeg burde have taget mig sammen for længe siden, så jeg ikke havde stået i denne situation.. men nu står jeg her altså og vil gerne videre.

Spørgsmålet er blot hvordan jeg kommer det?

Med venlig hilsen

Lis


Svar

Hej Lis

Hvordan havde du lært at mænd skulle være "farlige"? Og har du stadig en rem af huden siden det har taget dig et stykke tid at beslutte dig for at ville prøve sex med en mand?

Hvad er din angst i forbindelse med at tage springet fra venskab til sex?
Hvad er din forstilling om hvad en mand forventer af dig?
Hvordan forestiller du dig en mand vil reagere, hvis han får at vide at du er jomfru og nybegynder?

Nej og "pæne piger" har det ikke særlig morsomt - som et motto jeg fandt på nettet lyder: "Søde piger kommer i himlen, frække kvinder surfer hvor de vil!"

At have et motto eller mantra som: "Jeg skal være en pæn pige!" er ødelæggende for ens livskvalitet. Jeg har lavet en samling af den slags selvdestruktive mantras, hvis man står og "mangler" et. Mantras.

Ja - mit råd er at sige til den udvalgte mand, som det er. Og så er det ellers en læreproces, skridt for skridt, nogen gange tilbage og for det meste frem - lige som resten af livet.

Jeg tror at det eneste der hindrer dig er din forestillinger om hvad der vil, kan, må, skal ske - derfor er mine svar formet som spørgsmål :-)

Hvis du alligevel er alt for usikker på det, så tag dig nogen timer hos en veluddannet psykoterapeut og få afklaret hvad din frygt er.

Hvis du vælger denne løsning så kig her inden.Valg af psykoterapeut, sexolog.

Skriv og fortæl hvordan det går.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX


Spørgsmål ???

Hej Per.

Jeg har blandt andet brugt tiden til at tænke. Du stillede nogle spørgsmål:

Jamen jeg har heller ikke en generel opfattelse af at mænd er farlige. Men som sagt har en opdragelse, som siger at mænd skal man holde sig fra.

Jeg har brugt en del år på at frigøre mig fra den opdragelse. Og det er også lykkes ganske godt, på de fleste områder.

Ang. at springe fra venskab til sex - har jeg også tænkt over. Ved ikke helt hvad problemet er - nok mest at det vil svært at vende om, og "kun" være venner. På den anden sige, skal det være, så skal det være ham - så det skal være.

Mine forestillinger: Nok mest en usikkerhed på at jeg ikke synes jeg har kontrol, at jeg ikke ved helt hvordan jeg vil reagere.

Og du har ret i at det er mine forestillinger om hvad der kan, vil, må, skal ske som tidligere har fået mig til at bakke ud.

Men efter at have tænkt over dine spørgsmål har jeg talt med ham. Vi taler om alt, så jeg tog chanchen og fortalte ham om mit dilemma.

Hvad der herefter skal ske må tiden vise, men mange tak for din hjælp - jeg er kommet et pænt stykke videre.

Hilsen

Lis


Svar

Hej Lis

Det glæder mig du har taget dig mod til at få sagt det til din ven. Hvad var hans reaktion? Som du havde frygtet? :-)

Ja, mange kvinder har (tidligere?) fået at vide at mænd skulle de holde sig fra, at mænd kun er ude på et - det er de osse :-)) - osv. Det var det jeg mente med "farlige". Budskaber fra en sexforskrækket tid, hvor p-piller ikke fandtes, abort var forbudt, kvinder økonomisk afhængige af mænd, skilsmisser en skam og børn uden for ægteskabet var "uægte". Den tid er forbi nu.

Held og lykke med det - og skriv og fortæl, hvordan det går.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX


LINKS

PSYKE & SEX DEBAT


Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: parforhold, lyst, Seksuelle, hæmninger, uafklaret, selvfølelse, selværd,
Senest opdateret 22. februar 2021