Pornografi - Mænd & kvinder 1


Spørgsmål ???

Hej Per

Hvor er jeg bare taknemmelig fordi jeg fandt dig på nettet. Du har nogle gode links, og jeg har været inde på Sex addiction. Endelig føler jeg, at jeg har fået måske bare en lille bekræftelse af, at det ikke er helt som det skal være, når min mand surfer rundt på nettet efter diverse!! Jeg har haft det enormt svært med det og har også følt, at det er mig, der bare ikke kan acceptere den side af hans sexualitet. Det har jeg også svært ved, indrømmet. Men det, der gør mest ondt, at han lyver om det. Samtidigt rydder han ikke op efter sig, så jeg finder "beviser" hist og pist, selvom jeg har bedt ham om at sørge for, at jeg ikke finder noget. Han reagerer som en lille dreng taget med bukserne nede (hahahaha). Han lyver for mig, tilretter sin sandhed efter, hvad jeg ved. Han omtaler selv porno-surferiet, som et problem, han har meget svært ved at styre - og han kalder det en sutteklud.

Jeg tror ikke, at jeg har "diagnosticeret" ham, eller at det løser problemet, men jeg føler, at jeg endelig har fundet en forståelse (på en hjemmeside, jeg er virkelig i balance, hva), som ellers totalt mangler. Ude i samfundet er det jo bare så godt med pornografi.

Tak fordi du har en hjemmeside!!! Iøvrigt kan jeg ikke starte din debatside op - bare til orientering. Men jeg vender tilbage - du er placeret under foretrukne!


Svar

Tak for dit venlige brev.

Ja det er en ældgammel konflikt mellem mænd og kvinder, at vores seksuelle fantasier ofte er så forskellige. De fleste mænd holder vældig meget af pornografiske fotos og det siger ikke nær mange kvinder noget og ofte føler de sig (meget) såret over deres mænd interesse for porno.

Der gives sikkert mange forskellige forklaringer på denne forskellighed - en enkel forklaring som jeg tror der er et gran af sandhed i er: "Mænd elsker med øjnene. Kvinder elsker med ørerne."

Sex addiction-siden kan være god nok og samtidig er det osse godt at huske på at det er en amerikansk side - de har et langt mindre afslappet forhold til seksualitet end vi i almindelighed har i Danmark ;-)

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX


Spørgsmål ???

Ja, jeg er helt klar over, at de "over there" har et ganske anderledes puritansk forhold til tingene, og jeg tager altså ikke afstand fra pornografi på den snerpede puritanske måde. Men hvorfor lyver han for mig? Jeg har sagt til ham, at jeg jo kan se, at han lyver. At jeg ikke forstår hvorfor, og at jeg ikke vil grave efter flere svar på flere løgne. At når han ikke er ærlig, kan jeg rent faktisk ikke vide, om han mødes med dem, han måske chatter med osv. Så jeg har givet ham (og selv taget) den ultimative seksuelle frihed - ingen forventninger, ingen krav, ingen spørgsmål. Og kondomer herhjemme fra nu af. Så kan jeg i hvert fald trække vejret - og har mulighed for at udtrykke mig selv seksuelt. Han er meget fornærmet!!!

Nej, jeg kan selvfølgelig ikke komme ind på hele problematikken, men han "mor-gør" mig hele tiden. Har ingen mening, fedter rundt om mig, "tolker" mig, "fornemmer" mig, og jeg er ved at blive sindssyg af det. Han er min mand nr. 2, vi har kendt hinanden i 8 år, og jeg har 2 børn på 12 og 10 år fra første ægteskab. Min eksmand er død (sidste år, trafikuheld).

Der er ikke plads til mig i vores ægteskab, på noget plan overhovedet. Alt hvad han ved om mig, er noget, han "føler" sig til. Jeg skal passe ind i hans "mor-skabelon". Han kender mig faktisk slet ikke. Jeg har sagt til ham, at jeg da synes, at han skal stå ved, hvad han er, og så leve efter det. Måske synes jeg så ikke om det, men så må vi gå hver sin vej. Jeg vil ikke længere trykke på flere knapper på ham, og jeg vil faktisk gerne skilles. Men det er selvfølgelig ikke helt så enkelt. Og han - ja, han siger bare ja og amen til alt, men vil dog ikke skilles. Synes selv, at han har nogle problemer med bla. ærlighed - også overfor sig selv.

Hvad angår mænds fantasier generelt - fint nok, også Birgits artikel - men hvad nu, hvis kvinden ikke er så vild med det? Skal hun så bare rumme og gå med, eller hvordan kommunikerer man en grænse uden at blive stemplet som snerpet? Og helt ærligt - hvis det er min datter på 12, som gør, at min mand har lyst til sex, så tror jeg nok, at jeg er den, der er smuttet - MED min datter. OG hvordan er det nu, mænd reagerer overfor kvinders fantasier?? Min mand blev helt overrasket, da han i april fandt ud af, at jeg også onanerer...... Han skulle bare lige vide, at jeg tænder på kvinder (ikke piger, men kvinder). Ja, jeg er sgu lidt gal. Nok fordi der i mit liv ikke er plads til en kvinde med en god seksualitet og appetit på livet. Jeg synes, at der er ekstremt meget fokus på alle de stakkels mænd og deres tissemænd. Og det er godt nok, at kvinder er til strip og porno, hvis det er på mandemaner. Men jeg har ikke lyst til at "dele" hans hyggeri foran skærmen, som bla. foregår når jeg er gået i seng. Jeg vil have noget ordentlig sex med kommunikation, følelser, sex, dybt hedt begær - hele registret! Jeg gider ikke stå til rådighed overfor en mand, som sidder og kører sig op foran en skærm med unge silikonefyldte piger, og så kan han da lige køre det af på mig. Jeg kan også godt love dig for, at hvis jeg til en fest sidder og flirter/hygger lidt med lækker fyr, så er der lukket for varmen, når vi kommer hjem, for så bliver han såret. Og for ham er det noget helt andet!!! Men jeg bliver såret over, at han ikke gider have noget ordentlig sex med mig. Og han indrømmer det, omend lidt pænere udtrykt. Han foretrækker den nemme løsning, hvor han ikke skal yde noget som helst, eller bare deltage.

Nå, nu fik du en ordentlig smøre - men pointen er, at mange mænd (og især min) er så dobbeltmoralske. Han må gerne kigge billeder, for det "betyder" ikke noget (for ham). Og det må jeg også. Men jeg må ikke flirte, for det "betyder" noget (for ham). Og så må han heller ikke. Ja, jeg er altså ved at blive dårlig over det. Men jeg vil gerne høre din mening - og meget gerne et view på det med dobbeltmoralen.


Svar

Ja du er godt gal i skralden - og det kan jeg godt forstå.

Ud over at din ven tilsyneladende har et problem med almindelig kontakt - (hvordan havde/ har han det med sin mor?) - så kunne grunden til at han lyver jo være, at han vil have et privat rum der ikke rager andre, det vil de fleste mennesker. Så kunne han jo sige: bland dig uden om - det tør han ikke - og så er den "nemmeste" løsning at lyve.

Det lyder jo ikke som et frugtbart forhold for nogen af jer - og det bedste er måske at skilles. Inden kunne I jo prøve at opsøge en god parterapeut og se om det kunne flytte noget mellem jer.

Hvis du / I kontakter en psykoterapeut, sexolog eller psykolog så læs her først.


Det er nødvendigt at respektere hinandens private rum. Og man skal ikke deltage i noget man ikke har lyst til. Lige som man(d) ikke skal tage til f.eks. fester og komsammen man ikke har lyst til.

Hvis din ven tænder på din datter er nok ret fornuftigt at fordufte - og manden har et problem som det kunne være godt at få gjort noget ved. Mange pædofile er selv blevet krænket som børn på forskellig vis.

Ups! Mænd - er måske lige lidt for bredt - de er jo lige så forskellige som kvinder - nogen vil elske kvinders fantasier og andre hade og frygte dem. Hvis der ikke er plads til en kvinde med en god seksualitet og appetit på livet. Og så bliver hun gal i skralden og i kroppen.

Der er jo osse mange mænd der ikke synes det er at strip og porno er andet et krydderi det kan bruges og af til - og ikke det man(d) på nogen måde bliver mæt af.

Måske skulle han gøre noget ved sin noget umodne måde at forholde sig til sex på, hvis han vil være samme med en voksne kvinde - og ikke sin "mor".

Hvis moral er godt - så må dobbeltmoral være dobbelt så godt :-)

"Mange mænd" skulle vi ikke sige nogen mænd (og nogen kvinder) er dobbeltmoralske. Find dig en mand med en mere enkel moral og et sundere og dejligere og mere nærværende forhold til sex.

Det nuværende forhold slider dig op og synes meget ufrugtbart.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX


Spørgsmål ???

Hej igen Per

Du er en guttermand og du får lige her på stedet et stort knus og et smækkys!!!

Du har helt ret - nogle mænd, ikke alle! Men sådan er det bare med mig - når jeg bliver gal, så er det dem alle. Og min mand kommer fra en familie med martyr mor, uudtalte forventninger, skyld i hvert et tonefald osv osv, så han er godt mærket. Jeg tror, at han er ved at se nogle ting og har besluttet sig for at finde en psykolog. For det er jo ikke kun seksuelt, vi har problemet.

Samtidigt erkender jeg også, at jeg har et anstrengt forhold til pornografi - for pokker, det tænder da også mig. Men ikke når det er pornografi, som er lavet direkte til mænds kontante behov. Jeg skal også arbejde med nogle ting, for det irriterer mig selv, at jeg ikke kan tage det lidt mere roligt. Men problemet i vores forhold er og har altid været, at jeg ikke kan få lov at tage den del, som jeg kan lide - og så lade resten ligge. Det gælder også f.eks. analsex, hvor jeg har været nødt til at sige helt fra, fordi jeg kun vil være med til kæleri og nusseri på det punkt.

Alt i alt så holder jeg meget af min mand og måske kan vi arbejde os igennem nogle ting, når han har fået lidt mere selvindsigt. Helt sikker er det, at du har hjulpet mig meget lige her i den akutte krise! Synd, at der er så langt til Hammel fra der hvor jeg bor - ellers ville jeg nok tage et par sessioner hos dig!

Tusind tak for hjælpen!


Svar

Tak for svaret.

Prøv at læse læse Michael West kronik: Alle mænd elsker pornografi. Den er munter og solidarisk - og adresseret til kvinder.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX


Spørgsmål ???

Ja, den artikel er faktisk rigtig god. Der langes godt ud til begge køn i egoismens og selvretfærdighedens navn! Godt gået af en modig amerikaner! Jeg gad nok vide, om han turde servere den overthere! Mon ikke vi mangler en sexlivets "Mænd er Mars, Kvinder er fra Venus", som kan give noget konkret og ordentlig vejledning? Kan du ikke skrive sådan een (jeg stiller gerne op som eksempel!!)? Jeg har iøvrigt læst uddrag af Martin Østergaards "Vejen til mandens hjerte" - kender du den? Det ser ud til, at han har fat i nogle ting, mens han lidt går fejl af andre efter min mening.

Jeg er begyndt at finde ud af, at hele sexproblematikken i parforhold nok drejer sig om viljen til hinanden. Om at kunne forstå og rumme, at vi ikke kan være alt for hinanden, at begge indimellem har behov (også ikke-seksuelle) som den anden ikke kan dække, at hver især må gøre op hvad der skal til i den situation. Skal man prøve at puste liv i forholdet med nye initiativer - eller indser man, at det nok alligevel ikke nytter - og hvad så? Desværre er vi nok opdraget til at forvente et overflødighedshorn af alt muligt fra vores partner, og samtidigt er vi bundet af økonomi, børn og praktiske forhold, så vejen ud af "kom og opfyld alle mine behov, så jeg kan sparke dig bagefter" er svær. Men jeg er færdig med det! Og det skal min mand også blive, hvis vi skal fortsætte. Slut, prut, finale.

Min mand er ved at finde en gestalt-terapeut på anbefaling fra en psykolog, og jeg er nysgerrig - men da også lidt skræmt - efter at se, hvem min mand egentlig er. Vi er kommet tæt på hinanden, og måske lidt for tæt efter min mening, og jeg kan se hans begrænsninger dukke op stille og roligt, og jeg aner svagt mine egne. Lige nu er han igang med at mærke, hvad han egentlig føler i forskellige situationer, og han virker mere ægte i øjeblikket, end han nogensinde før har gjort. Det er også meget tydeligt (for mig), når han "skøjter", men det viser jeg ham ikke, selvfølgelig ikke. Han skal have lov at have sin proces i fred.

Omkring hans mor er det virkeligt uhyggeligt, hvordan han har lavet overførsler på mig. Nogle gange har jeg faktisk følt, at jeg gik/talte/sad som hans mor, og jeg har bare haft det skidt. I visse skænderier har han reageret helt forbi det, som jeg har sagt, og jeg har måttet gentage 8-10 gange, hvad jeg rent faktisk har sagt, før han har forstået - i denne proces har han set ud som sin far, talt som ham osv. Han kan stadig, når vi taler om nogle svære skænderier, sige, at han har "følt sig presset" til noget, han ikke kunne stå inde for, når det jeg har gjort har været at sætte en grænse! Han har slet ikke lyttet til noget af det, som jeg har sagt. Jeg er helt klar over, at jeg har været en medspiller i overførsler, og at "pres" er spørgsmål om definition. Og så alligevel. Nu, hvor han næsten er holdt op med disse overførsler, kan jeg mærke mig selv - og det er dejligt, selvom jeg så også mærker mine begrænsninger. Alligevel er det hårdt at indse, at han har "skabt" situationer mellem os, hvor han har kunnet gøre oprør mod sin mor gennem mig!

Jeg har sagt lidt om, at jeg egentlig ikke forstår, hvorfor han ønsker at blive sammen med mig - om han ikke ville være lykkeligere med en pige, som er mere lig ham selv. Som ikke har så broget en baggrund (for det er min, kan jeg love dig), som vil være glad for at blive "følt", er mere stille og rolig osv. Det er sagt i en meget ligeværdig stille snak. Men han vil have en stærk kvinde, og så har han jo lidt et problem. Derfor også gestaltterapien, tror jeg. Hvis han vil mig, skal han flytte sig, og det siger han, at han vil. Jeg har også - pænt - fortalt, hvad jeg synes jeg har brug for fra min partner - jeg vil ikke risikere, at han "føler" sig frem til det.

Best wishes


Svar
 

Ja - jeg er meget glad for at Michael West har givet mig lov til at have artiklen liggende på min hjemmeside. (Tak for det Michael!)

Jeg har ikke læst Martin Østergaards "Vejen til mandens hjerte", jeg har læst et par anmeldelser og hørt ham i radioen - han sagde mange fornuftige ting, men der var osse alt for meget Carl-Mar Møller over det, ham (Carl-Mar) anser jeg for for dum og spejderdrengeagtig, og han har meget lidt med en kvalificeret psykoterapeut at gøre. Hans uddannelse godkendes da heller ikke af Psykoterapeut Foreningen.

Ja og så held og lykke med parforholdet - hvis din mand ikke kan finde en psykoterapeut så prøv at kigge hos Psykoterapeut Foreningen
ª
.
Hvis du/I kontakter en psykoterapeut, sexolog eller psykolog så læs her først.


Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX


Spørgsmål ???

Du lagde for et stykke tid siden op til, at jeg kunne give dig lov til at lægge vores korrespondance i PSYKE & SEX (redigeret og anonymiseret). Det har jeg tænkt over et stykke tid, og jeg har så netop lige læst det hele igennem igen. Jeg føler, at det jeg har skrevet er noget, jeg stadig kan stå inde for 100% - så derfor - værsgo, du må gerne bruge det i PSYKE & SEX.

Min mand er startet i gestaltterapi - har været der en enkelt gang. Det er en lang proces, tror jeg. Jeg overvejer selv at begynde et "supervisionsforløb", fordi jeg har problemer med at leve sammen med ham, og ikke kan finde ud af om jeg skal gå eller ej. Mit behov for afstand til ham er så stort i øjeblikket, at jeg føler, at jeg egentlig har brug for, at vi bor hver for sig. Jeg har så valgt at lægge en vis mental afstand til ham - også fordi jeg bliver totalt apatisk og går fuldstændigt i stå, når jeg skal være tæt på ham. Han kan ikke tåle nogen afstand overhovedet - så kan han ikke deltage i vores måltider, i husarbejdet - noget som helst. Så julen har han faktisk meldt sig totalt ud af. Kunne jeg vælge helt uden konsekvenser for økonomi og mine børn, ville jeg flytte. Men jeg er ikke parat til konsekvenserne endnu. Så jeg skal have hjælp til at holde fast i mig selv, mens jeg trods alt giver mit ægteskab en chanche. Puha, det er en ordentlig omgang. Jeg har valgt mig selv, og det har jeg det godt med. Jeg skal nok komme igennem - med eller uden ham.

Tak for hjælpen! Nu, da jeg læste vores korrespondance igennem, kan jeg se, hvor "lidt" du egentlig har sagt - næsten blot bekræftet mig i de ting, som jeg selv vidste. Det er tankevækkende.


Svar

Tak for din respons. Og held og lykke med dit liv fremover.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX


LINKSD


Michael West: Alle mænd elsker pornografi



PSYKE & SEX

Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: porno, pornografi, pono, ponografi, prono, pronografi, billeder, sex
Senest opdateret 5. februar 2009