Potens - Alder


Spørgsmål ???

Hej Per

Er det almindeligt at en mand på 60 bliver impotent?
Min kæreste som er 10 år ældre end mig har proklameret at det er umuligt at få den op at stå i mere end 2 min. ad gangen og så gider han ikke lægge op til noget der er dømt til at mislykkes.
Det er nu snart 1 1/2 år siden og jeg er både ved at explodere og samtidig - da der ikke er noget sexualobjekt til at give mig de rigtige input mere - er jeg helt bange for at jeg er ved at visne på det område.
Jeg holder jo af ham, og har ikke lyst til andre. På den anden side, hvis han holdt af mig - så ville han vel prøve at gøre noget ved det, for han siger, at det er kun midlertidigt.
Jeg har bedt ham gå til lægen - det vil han ikke. Jeg har lånt bøger om emnet på biblioteket som han siger han vil læse. Det eneste jeg har fået ud af det - er en bøde for for sen aflevering - og jeg ved at han ikke har læst i dem.
Jeg har virkelig passet på med ikke at presse ham, men nu er tålmodigheden ved at slippe op. Forleden var vi til en fest hvor han nok fik lidt for meget at drikke, hvilket han sjældent gør - men han sad og gloede fuldkommen ublu på de helt unge piger med dét blik i øjet som jeg ville have givet en halv million for at få - jeg tænkte, at så var der da stadig liv. Selv om han påstår at han aldrig tænker over det. Men samtidig fremstod han som en gammel gris og det var lidt svært at kapere, at dét blik som jeg savner, det kan han så sagtens finde frem når pigerne er omkring 30 år. Jeg er 50 år men ser stadig godt ud - der er da stadig mænd der kigger på mig . Jeg ved godt at mænd altid kigger på piger ligegyldig hvor gamle de er men dette var bare så ekstremt og selvfølgelig et udslag af manglende sex, det forstår jeg så godt. Kan det rent psykologisk hænge sammen med, at han selv var på toppen rent sexuelt dengang han selv var 30 år og flirtede med 30 års piger? Jeg ved jo godt, at han aldrig ville kunne få det til at fungere med sådan en ung pige. Eller tror du, at det kun er fordi det er mig, at han ikke kan? Jeg er meget i tvivl, og jeg føler at jeg er tvungen ud i sølibat samtidig med at han sidder og sender liderlige blikke efter de unge piger. Min første reaktion var at droppe ham efter 8 år, men aller helst ville jeg gerne, at han selv tog initiativ til at gøre noget ved vores problem.

Han er bange for at røre ved mig - "Hvis jeg nu skulle blive tændt" så det har jeg også måtte undvære i al den tid. Jeg får et onkelkys inden vi skal sove og en tung arm hen over skulderen - det er ikke til at holde ud.
Vi bor ikke sammen - så det er kun i week-enderne vi sover sammen.
Ellers hygger vi os sammen og har en masse fælles interesser og venner og han er god til at hjælpe mig på alle fronter.
Han har det utroligt dårligt med at snakke om det - jeg har kun prøvet en 4-5 gange på 1 1/2 år så det er ikke fordi jeg jager ham. Han er af den gammeldags type hvor mænd skal være mænd og skal kunne præstere noget. Jeg ved han har dårlig samvittighed - og det kan jeg næsten ikke klare - vores forhold skal ikke være baseret på hans dårlige samvittighed. Når han kommer med roser - er jeg slet ikke glad fordi jeg føler den dårlige samvittighed - jeg vil meget hellere have et godt "Elsk" pr. rose.
Hvad kan man gøre?

Med venlig hilsen
Nelle


Svar

Hej Nelle

Nu hjælper det næppe på jeres problem om det er normalt eller ej, men iflg. Birgit Dagmar Johansens glimrende lille hefte Viden om potens, Helse, så viser en svensk undersøgelse at 52 % af gifte mænd og 26 % af enlige mænd på 70 har et aktivt sexliv.

Og en anden oplysning fra heftet er, at der til enhver tid findes ca. 350.000 danske mænd med erektionsbesvær og ca. halvdelen skyldes psykiske årsager.

Viden om potens

Tjah, hvad skal du gøre ved dit ældre fossil af en mand, umiddelbart vil jeg sige lad ham vedblive at være den ven som han er og find dig en elsker til at tage overtrykket og gøre dit krop godt og glad med.

Der kan være mange grunde til at han ikke kan / ikke vil og det er umuligt for mig svare på hvad grunden er.
For at nævne nogle få mulige grunde: aldersforandringer i venerne, sukkersyge, tobak, alkohol, ulyst, blodtryksproblemer, depression, præstationsangst.

Du bliver nødt til at sende ham gennem vridemaskinen igen og få snakket med ham om det, f.eks. kunne få ham til at prøve med f.eks. Viagra, selvfølgelig først efter et grundigt, lægeligt tjek.

Se osse de andre indlæg om Potens her i PSYKE & SEX.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX



Spørgsmål ???

Kæreste til en mand med rejsningsproblemer.

Jeg er en midaldrende kvinde, der lige har mødt en dejlig midaldrende mand, der har problemer med at få rejsning og/eller holde rejsningen under samlejet.
Dette problem har han aldrig haft før. Vi har snakket en del om, at det kan være præstationsangst.

Jeg har meget brug for at få at vide, hvordan jeg skal forholde mig til disse situationer???
Jeg synes også, det er meget svært at tackle de situationer, hvor han lægger meget op til mig, og han så ikke kan gennemføre samlejet!!!!!!????
Jeg prøver på at være meget forstående, og er nu begyndt at lægge bånd på mig selv. Vi går nu forkert af hinanden.
Hvad kan jeg gøre for at være med til at løse disse problemer???


Svar

Hej

Det er jo ikke noget ukendt problem at en dejlig midaldrende mand der lige har mødt en dejlig midaldrende kvinde får præstationsproblemer og potenssvigt - især hvis det er et stykke tid siden han har haft sex med en kvinde sidst.

Hvis det er præstationsangst, så er der kun tålmodighed fra begges side der hjælper, og at man så måske finder andre måder at tilfredsstille hinanden på indtil situationen normaliseres.

Man kan naturligvis prøve med Viagra og se om det stiver ham lidt af i begge betydninger - men det kræver et besøg hos lægen for hans vedkommende.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX



PSYKE & SEX

Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: stiverik, stiv pik, impotens, impotent
Senest opdateret 5. februar 2009