Problemer med psykoterapi




Det er svært for mig at skrive dette, fordi jeg i bund og grund skammer mig forfærdeligt over at have et problem af den art. Samtidig er det et problem, der fylder enormt, og som jeg bare ikke kan finde ud af at ændre på.

Jeg kommer hver 14. dag hos en psykiater og har gjort det i 8 år. Det er længe, men han er af den vist nok sjældne type, som tilbyder grundig samtaleterapi og ikke blot forholder sig til medicinering. Jeg er depressiv, og han og jeg er helt enige om, at der ikke kun er tale om kemiske ubalancer, men også reaktioner på svigt og traumer i min barndom, som jeg ikke er færdig med at bearbejde. Vi er dog nået et godt stykke.
Nå ja - jeg er forresten kvinde, i begyndelsen af 30´erne, gift, små børn.

I begyndelsen af terapien tog psykiateren ofte min hånd eller kom hen og holdt om mig. Det oplevede jeg som meget "stærkt" - blandt andet fremprovokerede det ofte gråd hos mig, noget, jeg ellers har mere end meget vanskeligt ved. Dels var jeg selvsagt rørt over hans berøring af mig - det her fysiske vidnesbyrd om, at han "kunne lide" mig, som føltes langt mere overbevisende end verbale ytringer - og dels fyldte det en lille bitte smule i det kæmpestore hul i brystet af savn efter den voksenomsorg, jeg manglede som barn.

På et tidspunkt kom han imidlertid på, at den fysiske kontakt ikke var god for mig. Han mente, at det fik mig til at sætte ham i den faderrolle, som jeg har sat et utal af mænd i i mit liv - og at det var uhensigtsmæssigt, eftersom han en dag nødvendigvis skal "svigte" mig, når terapien ophører. Om ikke før, så når han om et par år går på pension. Han har delvist ret - jeg har da afgjort fyldt mit store "far-hul" lidt med hans fysiske berøring, suget til mig af den - men jeg kan jo heller ikke lade være med at suge til mig alene af det faktum, at han taler med mig, støtter mig verbalt, er der for mig. Desuden har det betydet meget for mig at få ændret på mit tåbelige syn på modne mænd som kyniske skiderikker, der kun kunne bruge mig til sex - et for længst overstået kapitel i mit liv, men forestillingen levede videre i mit hoved, og der har han været én af flere, der har fået mig til at turde tro på, at modne mænd også rummer omsorg, varme følelser etc.

At han således "trak sig" og - rationelt og velovervejet - forklarede mig, at det ikke hjalp mig i længden at modtage den fysiske kontakt, oplever jeg som en afvisning, der bliver ved med at gøre så ondt. Jeg er jo blevet afvist så mange gange, og særligt netop af mænd på min fars alder - min livshistorie er én lang række af "fædre", inklusive min rigtige far, som først var gode ved mig - og siden svigtede definitivt. Endvidere tror jeg ikke, jeg narrer mig selv ved at mene, at den fysiske kontakt i sig selv var langt mindre betydningsfuld end "afvisningen" - altså at fraværet af fysisk kontakt er mere skæbnesvangert for min selvopfattelse end de fysiske berøringer var det.

Jeg har bragt det op flere gange og forklaret ham dette, og han lytter og gentager sin begrundelse. Det ændrer intet. Og jeg har svært ved at sige det igen - sidst, jeg gjorde det, er vel et par år siden - dels, fordi jeg tror, at jeg ved at gentage det blot bekræfter ham i, at jeg lægger for meget i hans berøringer af mig - dels, fordi jeg har meget svært ved at anfægte noget af det, han gør. Jeg er ham jo dybt taknemmelig for hans lydhørhed, empati, konstruktive råd, verbale omsorg. Det gør det næsten umuligt for mig at "kritisere" ham.

Status er, at jeg i de sidste måneder i terapien har været så berørt af samtalerne, at jeg har været tæt på at græde. Og jeg VIL så gerne græde, jeg er ved at eksplodere af gammel gråd, der trænger sig på - men jeg kan bare ikke. Jeg VED, at det kun kræver, at han tager min hånd eller stiller sig bag mig med hænderne på mine skuldre, så vil tårerne sprøjte. Og jeg SKAL bare få hul på det, før det kvæler mig indefra. Udover det er jeg jo stadigvæk dybt frustreret over afvisningen og venter hele tiden på, at han "ophæver" den - viser mig, at det IKKE skyldes væmmelse ved mig, at han ikke kan røre ved mig.

Jeg kan ikke på nogen måde forestille mig, hvordan jeg skal kunne "rejse mig" efter den endelige afsked med ham, uden at han har elimineret følelsen af, at også han afviste mig fysisk. Jeg er så bange for, at netop dén oplevelse bliver den altoverskyggende del af min forståelse for og erindring om vores forløb, som jo i øvrigt har været udbytterigt og godt for mig.

Jeg beder dig ikke tage stilling til selve problematikken "røre eller ikke røre klienter" - hver terapeut har sine metoder - men skal jeg lade være med at opfordre til endnu en afvisning ved igen at bede ham holde mig i hånden og risikere at få et nej - eller er det uærligt over for mig selv at lade være med at fortælle ham - igen - hvor meget, det fortsat betyder for mig, at han trak sig? Hvad ville du - om du kan sætte dig i mit sted - gøre?

Undskyld længden - og på forhånd tak for hjælp.

Anonymous




Hej Anonymous

Tak for dit lange og reflekterende indlæg som jo ganske godt beskriver sorgen, forvirringen og frustrationerne ved misbrug og svigt i barndommen.

Du har ret i, at jeg umuligt kan gå ind i overvejelser om din psykiaters behandlingsstrategi er hensigtsmæssig i forhold til din nuværende smerte eller ej.

Kort refereret: Du har genoplevet den gode nærhed og derpå svigtet og du er nu efterladt i det gamle tomrum af forladthed. Det har efterladt dig med sorg - men hvor er din vrede henne? Det er vel osse ok at blive vred på sin psykiater over, at han ikke vil give dig den nærhed du mangler? - Om det så er en overføring eller en voksenfølelse er ikke så væsentligt - det er det I kunne arbejde med at få afdækket. Hvis din psykiater kan håndtere at arbejde med vrede. Og det er jo nok begge dele - gammel vrede og nu-vrede.

Enkelt beskrevet så betyder den psykogene side (hvad der har med psyken at gøre) af en depression at trykke noget ned - her følelser. Og det er grundfølelserne man trykker ned - glæde, sorg, vrede og seksualitet. Du kan bl.a. kende grundfølelserne på at til dem bruger du luft. Hvis du holder føleserne tilbage - ved f.eks. muskelspændinger, manglende luftindtag så risikerer du at blive deprimeret og angst. Du kan jo overveje hvilke af de følelser du går og holder tilbage - og osse i forhold til din psykiater.

Ikke sjældent kan vrede og sorg være så tæt forbundet, at man skal have hjælp til at få dem skilt lidt ad. Hvad er jeg vred over? Hvem er jeg vred på? og Hvad er jeg ked af? hvad sørger jeg over? En gammel kendt psykolog (jeg har glemt navnet) sagde engang: 90 % af kvinders tårer er skjult vrede - og der er lidt om snakke - det er pænere for kvinder at blive ked af det end vred i vores kultur. Om det osse gælder for dig ved jeg ikke.

Jeg vil give dig et lille hint. I starten af dit indlæg skriver du at du skammer dig over dit problem med din psykiater. Skam er selvfordømmelse, men her som så ofte en retroflektion en følelser som du retter ind mod dig selv frem for ud af dig selv - du fordømmer dig selv - det er det, der fører til depression. Hvis du nu skulle fordømme andre end dig selv, så var det jo nærliggende at fordømme din psykiater fordi han nægter dig det du umiddelbart har brug for. Altså du er vred på din psykiater, og da du er afhængig af ham, så er det sikrere af skamme dig end at være vred på ham. Så skammen er en måde du skjuler vreden på - og det er en klassisk overlevelsesmekanisme hos mennesker der har være udsat for misbrug.

Tag en kig på Gestaltterapiens modstandsmodel. Og på denne side om Noter om Skam, skyld og krænkelse.

Hvis jeg var dig, ville jeg tage dit indlæg med og vise din psykiater det - og måske mit korte svar her. Uanset hvor dygtig man professionelt er kan man godt nogen gange køre fast - og 8 år hver 14. dag er jo nogen tid.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen






Jeg - hende "Anonymous" med det første indlæg - vil blot melde tilbage, at dit svar rammer plet. Intet af det, du skriver, er nye tanker for mig - men det er konstruktivt for mig at få bekræftet min opfattelse af de centrale temaer ved den problematik, jeg bakser med. Du har fuldstændigt ret i, at vrede for mig er en forbudt følelse. Det vil sige, jeg "må" godt blive vred på min mand og, i indiskutable sammenhænge, på mine børn - men egentlig ikke på andre. Jeg kan godt FØLE vreden et sted, men før jeg lufter den for andre, må jeg nødvendigvis konferere med andre om det skete og få bekræftet, at det faktisk ER noget at blive gal i skralden over, at jeg har RET til at blive vred. Mange - de fleste - giver udtryk for, at jeg er for behersket, finder mig i for meget m.v., hvilket stemmer meget dårligt overens med min opfattelse af mig selv som meget temperamentsfuld. Jeg var meget vred som barn, og det blev modtaget negativt eller ignoreret. Den dag i dag oplever jeg familiemedlemmer tale om mig som en sand prøvelse for ikke mindst min mor - både som lille og i høj grad i puberteten - og når de trækker det frem som noget "sjovt" ("ak og ve, hvor du dog var en hidsigprop!"), bliver jeg både FLOV og - VRED. Og skjuler min vrede over denne gøren min vrede dengang til noget "pjat" - vender det indad - og skammer mig ved, at de bedst husker mig sådan. Så jo, skammen er min måde at skjule/ændre den forbudte vrede på. Selv om jeg godt kan sige højt til andre, som ikke kender min nærmeste familie ( ikke manden og børnene, men min mor osv.), at jeg har haft en slem barndom - selv om jeg VED, at sådan var det - prøver jeg ofte at eksperimentere med en lettere, mere acceptabel tanke: Måske VAR det ikke så slemt dengang. Måske opfattede jeg blot tingene helt forkert. Måske var jeg bare et overfølsomt barn. Og så videre. Det er jo lettere at forstå, at det bare var mig, der var noget galt med, end at mange voksne mennesker omkring mig intet så, intet hørte. Heldigvis - tror jeg nok? - ved jeg godt, at mine oplevelser og følelser dengang var rigtige. Det gør bare så ondt at erkende, at ingen af mine nærmeste "så" mig rigtigt, så, hvor skidt, jeg havde det.

Psykiateren har skam forsøgt at få mig til at erkende, at jeg også er vred på ham. Det virker bare så forkert. Dels, fordi jeg synes, det virker så umodent at være vred på ham - underforstået: han er jo "den kloge", autoriteten, som tilmed vil mig det bedste, ergo har han retten på sin side, og skal jeg så afsløre mine primitive følelser for ham og fremstå som forurettet? Nix! - dels, fordi jeg er bange for en "voldsom" konfrontation med ham, hvor jeg er bange for en eller anden form for afvisning, som jeg ikke kan bære. Nå ja, og jeg vil jo gerne tækkes ham - være rimelig, have sans for proportionerne, ikke være besværlig og belastende at have med at gøre. Som det er nu, føler jeg mig jo allerede i kolossal taknemmelighedsgæld til ham, fordi han orker at høre på mig, prøve at hjælpe mig.

Desværre kan jeg ikke tage brevet med til ham. I et tidligere terapiforløb med en psykolog brugte jeg meget at skrive breve til ham, fordi jeg har langt lettere ved at blotte mig og få "sagt" det næsten utænkelige med et brev. Det fungerede rigtigt godt. Derfor troede jeg også, det var godt, da jeg uopfordret skrev nogle breve til psykiateren. De første gange tog han godt imod dem, men så skrev jeg et brev med blod, sved og tårer, et, som jeg gruede for at blive "konfronteret" med hos ham - jeg sendte dem altid med posten, så han kunne nå at læse dem før næste samtale - og da jeg mødte op, hvilket var en overvindelse uden lige, havde han valgt ikke at læse det, fordi hans erfaring var, at jeg ikke var i stand til at tale om brevenes indhold efterfølgende. Han ville hellere, at jeg optimalt fortalte ham, hvad der stod, alternativt læste det op for ham. Jeg gik helt i sort og fik sagt, at det ikke var så vigtigt alligevel. Følte det som et slag i ansigtet at tro, han ville lægge ud med kommentarer til min "dagsorden", meget svære betroelser - og så møde op og få at vide, at han slet ikke havde læst den. Siden har jeg selvfølgelig ikke turdet skrive. Hvorfor opsøge en afvisning?

Dette blev til mere end en kort tilbagemelding, men vel en bekræftelse af, at du har meget præcist har indkredset problematikken. Måske kunne du give mig mod til at tage fat i det ved at bringe nogle generelle udsagn om det legitime i at føle vrede mod sin terapeut - jeg bider mærke i, at du indirekte spørger mig, om det ikke er ok at blive vred på sin psykiater, og det er jo sagen i en nøddeskal, at jeg faktisk ikke kan mærke, OM det er i orden. Så, return to sender - er det dét?? ( Måske er jeg lidt for smart nu - hvis du sender bolden retur, fordi det er op til mig at afgøre, vil jeg ikke opfatte det som "svigt" eller "afvisning" - bare for at få dét på det rene!)

Tak for hjælpen so far - jeg behøver næppe fortælle, at bare denne proces med at skrive mine tanker ned til dig gør tingene langt mere klare for mig - og medfører et HORRIBELT langt indlæg




Hej Anonymous

Du fortæller at du var vred som barn og at de voksne forsøgte at tøjle din vrede og at det lykkedes så godt, at du nu selv tøjler den for at gøre andre tilpas. Din vrede som barn var en sund reaktion over for de krænkelser du var udsat for, og måske skulle du vende tilbage til det barn. Stå ved at du var vred, vær stolt over at du var vred, der var grund til at være vred - og skulle nogen "voksne" i dag drille dig med at du var en hidsigprop, så sig JA, det var jeg. TAK fordi du kan se min vrede nu. Jeg havde grund til den. Flovhed er retroflekteret stolthed - vær stolt i stedet for flov.

Som jeg læser dit indlæg så kører du videre i din gamle tilpasning i forhold til din psykiater og det lyder ikke videre forløsende og lidt som tomgang. Det er OK at bliver vred på din psykiater, dels som overføring og dels konkret f.eks. over at han ikke læste dit brev uanset hans motiver til ikke at have læst det.

Jeg synes ikke det nødvendigvis er op til dig at mærke at det er ok at blive vred - du har jo lært dig at "afføle" din vrede - godt hjulpet af din omgangskreds, så du har brug for en ny omgangskreds der støtter, anerkender og værdsætter din vrede, indtil du bliver fortrolig med den igen og kan anvende den adækvat. Vrede er et udtryk for ønske om kontakt. Det er et udtryk for at der er noget du vil have ændret.

Så til næste session med din psykiater, så kræv at han læser din korrespondance med mig - eller læs den selv op for ham. Det er forståeligt at du er taknemmelig i forhold til ham - og det er hans job og han tjener jo sin gode hyre ved det .

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen







Gestaltterapiens modstandsmodel

Noter om Skam, skyld og krænkelse

Ebbes gratis Cyberkursus i Selvtillid

FORBINDELSE MELLEM DEPRESSION OG IMMUNAKTIVITET GÅR VIA MOTION - Forsknings-nyt fra psykologien 2000, 9(3)

TO SLAGS NEGATIV TÆNKNING BAG DEPRESSION - Forsknings-nyt fra psykologien 2001, 10(5)

MAN KENDER IKKE ALTID SELV SIN "NEGATIVE TÆNKNING" - Forsknings-nyt fra psykologien 2001, 10(5)

HVORFRA KOMMER DE NEGATIVE TANKER, DER GIVER DEPRESSION? - Forsknings-nyt fra psykologien 2001, 10(5)

•	PSYKE & SEX	•	Printervenlig side
•	PER HOLM KNUDSEN • PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
	• •
•	Ekstra interne søgeord: psykoterapi, overføring, krænkelse, skam, skyld, skamfølelse, skyldfølelse, misbrug, misbrugt
•	Senest opdateret 5. februar 2009