Seksuelle hæmninger (føler sig ulækker)


SPØRGSMÅL

Hejsa

Jeg vil hører om du har nogle forslag til hvad der kan skyldes min kærestes seksuelle hæmninger! Jeg vil kort prøve at give dig et billede af hende:

Hun har altid haft det svært med sex:
Har aldrig leget "doktor".
Har aldrig haft en børne-kæreste (du ved i børnehaven når man "leger kærester)
Var jomfru indtil hun var 18 år.
Har kun været i seng med mig.
Hun "tør" ikke andet end standard "korrekt" stilling!
Hun syntes at oralsex (samt alt andet f.eks. anal, håndjern, pornofilm mv.) er ulækkert!

Hendes barndom:
Hendes mor siger at hun HAR fået lov til at pille.
Hun har fået lov til at lege nøgen i haven om sommeren som barn.
Hendes mor siger at hun ikke selv (moren) ikke har problemer med sex (jeg tror at det er løgn).
Hun er ikke bevidst om at hun skulle have været udsat for seksuelle-overgreb!

Sådan føler hun:
Vi har kun sex når hun IKKE har lyst fordi hun føler sig ulækker når hun har lyst.
Hun kan sagtens onanere, men føler sig ulækker når vi taler om det.
Er fri når hun eksperimentere alene (f.eks. med bruseren i badet), men kan som sagt ikke tale om det eller dele det med andre.
Har svært ved at betragte sig selv som et seksuelt væsen - flov!

Lidt blandet:
Har ingen veninder.
Har svært at få pige-venner fordi hun altid finder MANGE kritik punkter ved dem, dette er ikke tilfældet med mandlige-venner, her er hun meget tolerant og falder let i snak!
Er meget doven (læs doven - manglende interesse).
Har lettere ved at knytte sig til et kæledyr end et menneske, f.eks. falder det hende mere naturligt at nusse vores hund end mig!
Hendes mor er den dominerende af forældrene og har forsøgt at tage sit eget liv. Kan forøvrigt slet ikke tage ansvar for noget og projektere alt!
Har maskuline personlighedstræk (troede personligt at hun var bi-seksuel en overgang - det nægter hun dog).

CP


SVAR

Hej CP

Du skriver ikke noget om hvor gamle I er - men jeg gætter på et sted i tyverne.

Det jeg måske mest bider mærke i er dine udsagn om at hun har svært ved voksenkontakt til veninder og er meget kritisk over for dem. Måske har hun på et tidspunkt fået den idé at sex er ulækkert, når det drejer om at kvinder viser lyst og begær! Om den idé kommer fra hendes forældre, børnehave, skole, veninder eller konkrete oplevelser er jo ikke til at sige.

Det er nu ikke så ualmindeligt at unge kvinder synes at oralsex, analsex, håndjern, pornofilm mv. er ulækkert - måske er hendes seksuelle tændpunkter langt mere i den romantiske genre end i din eksperimenterende. Det var jo værd at prøve, så I ikke polariserer jer for meget.



Lidt polariseret oplevelse af romantik
Klik på billedet for at se det større


Det er heller ikke nogen sen debut at være jomfru indtil man er 18 år og hvis du så er den første er det rimeligt klart at hun kun har været i seng med dig.

At man som kvinde måske har lyst til sex med andre kvinder er ikke udtryk for mandlige karaktertræk - blot for en ordens skyld.

Hvis du og hun vil undersøge hendes hæmninger nærmere, så er det en god ide at være nysgerrig og ikke fordømmende - det er hun jo så rigeligt selv i forvejen. Forsøg med oprigtig nysgerrighed og spørgsmål som: "Hvordan synes du at sex er ulækkert? Hvad ved sex er ulækkert? Hvornår er sex ulækkert?" "Hvornår oplevede du første gang at sex var ulækkert?" Det giver en langt mere konkret stillingtagen og undersøgelse end spørgsmål der starter: "Hvorfor .... ?" Altså: "Hvad?" "Hvordan?" "Hvornår" "Hvem?" og ikke "Hvorfor?"

Måske kunne I have glæde af at læse Ebbes artikel om Magtspil og polarisering.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX


KOMMENTAR

Jeg er meget utilfreds med dit svar (Per) hun er tydeligvis deprimeret MEGET, hun skal søge pro. hjælp. lægen kan evt. give hende nogle antidepressive piller. Hun er ikke bi osv.
Måske skulle hun også væk fra moren...

Lemon

SVAR

Hej Lemon

Det er muligt at du har ret i at hun kan være deprimeret. Hvis hun selv ønsker det så vil psykoterapi nok være den bedste løsning - antidepressiv medicin er kun en midlertidig nødløsning og hjælper ikke på hendes grundlæggende problemer.

Hvis hun er for tæt på moren er det muligt at en større psykisk og fysisk afstand kunne hjælpe.

Ebbe har en udmærket side om Lykkepiller.

Hvis hun ønsker at vælge psykoterapi så er det en god ide først at kigge på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX



PSYKE & SEX

Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: ulyst, lust, lustigt, olustigt, sexulyst, keder, kedelig
Senest opdateret 5. februar 2009