Skilsmisse og ny kæreste


Spørgsmål ???

Hej Per

Jeg blev skilt for nogle måneder siden efter et langt sejt træk med en meget umoden mand - måske kan du huske min "historie".

Inden jeg nåede til at realisere skilsmissen i det praktiske, opstod der varme følelser mellem en kollega og jegselv (jeg kendte ham slet ikke i forvejen). Han er utroligt dejlig, helt sig selv og sin egen, sex er godt - ja, faktisk er langt det meste perfekt på det her tidspunkt, hvor forelskelsen kører på 6. måned, og hvor jeg kan mærke at forelskelsen så småt afløses af dybere følelser. Jeg kan "se" ham som menneske, ikke kun som en kæreste, og kan også fornemme, hvad der vil kunne opstå af "udfordringer", hvis vi fortsætter forholdet.

Vi bor hver for sig, og det har vi en stående aftale om at blive ved med - sådan at forstå, at vi tager det meget stille og roligt (i forhold til mange omkring os) og ikke har travlt med at flytte sammen. Vi er 100% enige om dette. Han har 3 børn med 2 forsk. kvinder (der har været masser af panik og problemer med dem tidligere og nu) og jeg har 2 med en tidl. mand, som ikke lever mere.

Mit problem i det her er, at mine følelser er helt ude i tovene. Jeg holder virkelig meget af ham, og jeg mener ikke at jeg er typisk første-gang-efter-en-skilsmisse-forelsket. Jeg føler mig oprigtigt elsket af ham. En side af mig vil bare tættere på ham, længere ind i forholdet, finde en hverdag med ham - og en anden side af mig står og kigger måbende på den første, fordi det virker helt surrealistisk, da jeg virkelig vil have samlet mig selv sammen og få mit liv til at køre inden jeg flytter sammen med nogen igen (hvis nogensinde!!). Ellers mister jeg bare mig selv igen af andre årsager end i mit sidste ægteskab, og så er jeg ligevidt. For mig handler min skilsmisse om at vælge migselv og stå ved (=finde ud af) hvem jeg er som menneske. Og hvis nu min kæreste i aften siger til mig, at han synes, at vi skal flytte sammen om et par måneder, så siger jeg nej! Jeg er slet ikke "dér".

Jeg har nu tænkt og følt mig frem til, at forvirringen i mine følelser skyldes, at jeg i så mange år har levet i "hverdagskærlighed". De sidste 8 år sammen med ham, som jeg lige er gået fra, og før det 7 år med min første mand. (Jeg er 35 år, så du kan selv regne ud, at jeg ikke har tilbragt megen tid som single i mit liv.) Det er helt uvant for mig at være i et "forpligtende" kæresteforhold, hvor vi bor hver for sig, og lever hver vores liv mens vi deler en stor kærlighed med hinanden.

Mine forvirrede følelser skaber en stor smerte i mig, og jeg har nu fortalt min kæreste, hvordan jeg har det. Jeg har sagt det som det er: at min kærlighed til ham og vores gode forhold gør at jeg længes utroligt meget efter at få et "helt" liv, hvor kærligheden trives i de små daglige ting; at jeg er vant til at få mine behov for kys og kærtegn opfyldt når det passer mig; at jeg har det svært med at være kærester - men at jeg rent faktisk er tilfreds med vores forhold/tid vi har sammen/måden vi prioriterer på. Det tog lidt tid, før han fattede at jeg ikke var ved at holde salgstale for at flytte sammen , og at jeg ikke var ude efter en løsning på problemet, men bare har brug for at han ved, hvordan jeg har det - så han kan give mig et ekstra knus engang imellem og så han ved, hvorfor jeg måske opfører mig "underligt" og selvmodsigende engang imellem. Det har hjulpet lidt på forvirringen i mit følelsesliv, at jeg har talt med ham om det - og han har bare været supersuper omkring det; har holdt fast i at han er glad for vores forhold som det er; at han holder meget af mig og føler sig ligeså forpligtet overfor mig som hvis vi boede sammen; at jeg måske har brug for flere ting at gå op i så jeg ikke sidder og ruger over tingene (klog mand, må man sige!). Det kunne ikke være bedre - jeg følte mig virkelig "omsorget" og "set", og følte netop at det er rigtigt for mig at vi bor hver for sig. Min kæreste kan også noget andet meget vigtigt: han evner at koncentrere sig om nuet og det længes jeg bare så meget efter kunne!

Nu har jeg så erkendt, hvad problemet er (tror jeg nok) og meldt det ud - og et par spørgsmål er tilbage:

Er det realistisk at komme videre med min "selv-opstandelse" i denne situation - eller bider det sig selv i halen, når jeg hele ramler hovedet ind i smerten? For jeg ved godt, at jeg har brug for at vænne mig til min selvvalgte "alenehed" efter et forhold med overførsler og grænseoverskridelser. Og at det ikke kan gå smertefrit for sig!

Hvis jeg vælger at bryde forholdet (hulk hulk hulk) vil det så være lettere for mig at finde mig selv? Eller sker det netop i mødet med en anden, fordi kun der kommer jeg helt ind til kernen i mit behov for adskillelse?

Min kæreste og jeg er dybt forskellige i interesser etc. - og jeg føler at jeg har brug for forskelligheden i de helt nære relationer (dyrke den, måske) for at kunne mærke migselv. Samtidigt gør denne adskillelse mellem ham og jeg nogen gange frygteligt ondt - er det "kun" en tilvænningsperiode (min historie taget i betragtning)?

Det var en lang, forvirrende omgang Per - men tak for hjælpen, igen!

Kærlig hilsen

Pia


Svar

Hej Pia

Tillykke med skilsmissen og tillykke med din nye kæreste. Og tak for dit lange reflekterende indlæg.

Jeg har svært ved at give dig et svar på dine spørgsmål - og jeg tror at du nemt selv vil finde dine svar, hvis du giver dig selv tid til det.

Skilsmisse og ny dejlig kæreste er jo en stor mundfuld. Et gammelt ordsprog siger: Hvorfor skubbe til floden, den flyder selv. Det gælder osse i dit tilfælde.

Væn dig nu til at være alene og til at lære dig selv at kende på denne nye måde. Manden løber ingen steder og der er god tid til at finde ud af dig selv i din nye tilværelse. Og fortsæt med med at fortælle ham om dine modsatrettede følelser - han kan jo tåle at høre dem og det giver dig ro.

Held og lykke med det.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX


Spørgsmål ???

Hej Per

Tak for dit svar - ja, jeg må nok bare lade tiden og livet gå videre. Jeg har det bare sådan i mit liv, at jeg helst vil handle, når jeg har det svært i mine følelser. Men oftest er det netop bedst for min videre udvikling at være i følelserne, selvom det gør helvedes ondt.

Og han er er simpelthen så dejlig....

Tak Per!

Kærligst
Pia



PSYKE & SEX

Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord:
Senest opdateret 7. februar 2009