Sorg-krise og sex


Spørgsmål ???

Hej!

Jeg har for et par måneder siden indledt et forhold til en mand, hvis kone døde for 4 mdr. siden. Jeg er selv i den anledning gået fra min tidligere mand. Min nuværende kæreste havde været gift med sin kone i 38 år, og de havde haft et godt og stabilt ægteskab uden sidespring fra hans side, siger han. Han blev gift med hende i en meget ung alder fordi de ventede barn. Han havde nok ikke oplevet den store forelskelse i hende, ifølge ham selv, men efter hans reaktion på hendes død, må han have elsket hende. Han har grædt utrolig meget i den første tid, og kan stadig komme til at græde i visse situationer.
Han har ikke i sit ægteskab haft problemer med potensen eller orgasme.
Jeg har kendt både ham og hans kone i flere år. Han siger at han har drømt og fantaseret om mig i den tid, men at jeg var noget uopnåeligt. Nu har han fået mig, - og han siger at han nu ved hvad kærlighed er, og at han oplever noget han aldrig havde troet eksisterede i virkeligheden, (kun i bøger). Men i praksis har han store problemer med potensen, lige som det er allerdejligst falder erektionen. Har har været hos sin læge, som har givet ham nogle viagra. De virker også helt fint, men er jo lidt dyre til "hverdagsbrug". Dog har han stadig problemer med orgasmen. Det er som om han skal stimuleres meget hårdt, hvilket han ikke har oplevet tidligere i sit liv. Jeg prøver at få ham til at slappe af, og gør hvad jeg kan (dvs. jeg er med på hvad han har lyst til, og finder også selv på nye ting når vi er sammen). Han går umådeligt meget op i at gøre det godt for mig, hvilket han også gør. Jeg prøver på at få ham til at være mere egoistisk, når vi har sex, at han skal tænke på sig selv, at det ikke er hans ansvar om jeg får orgasme, og hvor mange gange, det er mit eget ansvar og jeg fungerer fint.
Er det fordi han ikke er færdig med sin sorg/krise at han har et problem?
Er det fordi, han bliver angst for ikke at slå til overfor "den uopnåelige"?
Hvad kan jeg gøre, for at hjælpe?
Bør han søge professionel hjælp?
Vil "tiden læge alle sår"?
Vi bruger meget tid på at tale om hans og min fortid, nutid og også om fremtid, - snakker vi for meget?

Det var en lang smøre, er der nogen der kan svare på lidt af det er det fint

hilsen IF



Svar

Kære IF

Det er meget forståeligt at din kæreste kan have problemer med potensen og til dit spørgsmål: "Er det fordi han ikke er færdig med sin sorg/krise at han har et problem?" er der nok kun at sige JA. Hvis han elskede sin kone gennem 38 år som du skriver - så er han ikke færdig med sin sorg det første års tid efter dødsfaldet eller skulle vi måske hellere sige de første par år. Det tager tid at komme sig efter et stort tab - og selv om det kan være en stor trøst for ham at være sammen med dig nu, så har han osse brug for i en længere periode at græde - det er bl.a. måden at komme af med sorgen på. Det er osse muligt at han bliver vred på hende, det er en helt naturlig - omend i vores kultur ikke særlig accepteret - reaktion på hans tab af hende. Det er vigtigt for ham, at han kan komme til at snakke om sine følelser, når han har brug for det og at han finder et netværk der vil lytte til ham og kan rumme hans følelser. Og på den anden side er det osse forståeligt hvis du på et tidspunkt bliver træt af det og ønsker dig, at han måske er mere her og nu og ikke i sorgen over tabet af sin kone. Så jeres interesser vil her være naturligt modstridende.

Se lidt mere om Tabsprocessen her.

Dødsfald og forelskelse er begge meget stressfremkaldende og derfor må jeg svare: Formentligt til dit spørgsmål: Er det fordi, han bliver angst for ikke at slå til overfor "den uopnåelige"? Det er der mange eksempler på og du kan finde et par stykker i menuen under Potens / Nyt forhold.

Det bedste du kan gøre er at tage det roligt og lytte til ham og stadig støtte ham i at være noget mere egoistisk. Hvis hans energi ligger i at servicere dig fremfor at tænke lidt på sig selv, så er der egentlig ikke noget at sige til at han mister potensen - og han er jo næppe 18 længere - hvilket osse har noget at sige.

Jeg synes osse det var en god ide hvis kigger Viden om Potens som ligger på internettet nu.

Viden om Potens

Viagra er heller ikke nogen god permanent løsning - dels pga. bivirkningerne og dels pga. prisen. Hvis han ikke synes at han kan få styr på sine problemer i løbet af de næste par måneder var det måske en god ide i stedet at bruge nogen penge på professionel psykoterapeutisk og sexologisk hjælp. Det kan han selvfølgelig osse gøre nu, hvis det er hans behov. Nogen gange kan en samtale med en professionel afmystificere både tabsprocessen og potenssvigt. Tiden læger ikke alle sår, men vi kan lærer at takle de ar som livet giver os.

Og jeg synes det lyder godt at I bruger meget tid på at tale om hans og din fortid, nutid og også om fremtid. Om I snakker for meget er vanskeligt at afgøre - og jeg synes du osse skal tænke på dig selv..

Inden han/I evt. vælger at snakke med en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

I skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX



Psyke & Sex

Tabsprocessen

Ebbe Scheel Krüger har skrevet en masse om Depression.



PSYKE & SEX

Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: nedtrykt, dep, depri, deprimation
Senest opdateret 7. februar 2009