SSRI (Lykkepiller), sexlyst og sexovergreb


Spørgsmål

Hej Per!!

Jeg skal prøve at gøre min historie kort. Jeg er en pige på 20 år der har haft kæreste i snart 3 år. Mit forrige forhold varede også i 3 år. Nå, men for 3 år siden begyndte jeg til psykolog, da jeg endelig fik fortalt min nuværende kæreste om nogle seksuelle misbrug jeg har været udsat for som barn. Men det varede ikke længe før jeg fyldte 18, og den psykolog som kommunen havde betalt, blev nu taget fra mig. Min psykolog fortalte mig at jeg sikkert ville komme i en psykisk krise efter dette forløb, men det skulle nok blive godt igen. Psykisk krise, det skal jeg lige love for. Hver evig eneste nat i 6 måneder græd jeg mig selv i søvn. Stod tidligt op om morgenen, med de største render under øjnene. Jeg var umulig at være sammen med. Jeg græd fordi min kæreste ville sove, og ikke snakke med mig hele natten. Jeg kunne slet ikke tage mig noget til. Hvis jeg ikke fik min vilje opførte jeg mig som et lille forkælet barn. Min kæreste havde det virkelig hårdt, men han blev. Det eneste jeg ønskede var at blive "mig selv" igen. Den Helene der aldrig kunne blive sur selvom folk sagde noget som i virkeligheden sårede hende rigtig meget.

Min kæreste og jeg blev enige om, at det nok var en ide at jeg begyndte til psykolog igen. Jeg startede hos en virkelig sød mand. Jeg troede roden til alle mine problemer var de seksuelle overgreb jeg som barn havde oplevet, men han satte fokus på noget helt andet. Nemlig at jeg var adopteret.

Vi snakkede faktisk aldrig om de seksuelle overgreb. Efter lang tid hvor vi arbejdede og arbejdede, og ikke så noget resultat, fik jeg cipramil. Der gik ikke mange uger før jeg kunne mærke fremskridt. Jeg fortsatte ca 5 måneder og fik det helt godt. Men vores sexliv som i forvejen ikke fungerede særlig godt blev helt dødt. Jeg mistede lysten helt. Jeg føler nu jeg er Helene igen, men i en bedre og stærkere udgave. Nu er det STORE problem bare vores sexliv. Jeg kan simpelthen ikke. Jeg føler han klæbre op af mig, og hvis han bakker væk for at give mig plads, så trives jeg bare fint, hvilket han selvfølgelig ikke gør. Vi har det utrolig godt sammen, men vores "sexliv"gør at vi overvejer at gå fra hinanden. Vi er nu begyndt at snakke om, om det var en ide at jeg begyndte hos en sexolog. Jeg ved det ikke?? Hvad syntes du??

Hvis jeg nu bare havde lyst til andre, men det har jeg heller ikke. Jeg vender mig aldrig om efter en dreng på gaden. Jeg har ingen sexfantasier. Jeg føler mig bare helt lost.Til gengæld har jeg en masse frækt undertøj liggende i min skuffe der trænger til at blive brugt. Dette var den absolut korte version af min historie. Skal jeg finde hjælp????

Mange hilsner Helene


Svar

Hej Helene

Det var ikke godt at dit arbejde med de seksuelle overgreb blev stoppet midt i det hele, det kan netop som du har oplevet udløse en værre situation end den du kom med. Det var en fejl kommunen begik. Du kan læse nærmere her om behandling af chok.

At være blevet taget væk fra sin mor og at være adopteret kan være et stort traume, men den anden psykolog havde åbenbart ikke fat i det, der var dit aktuelle problem. Når man vælger en psykolog eller psykoterapeut er det vigtigt at se sig godt for - kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Det er godt at medicinen har været med til at bringe dig på fode igen. Der er bare den hage ved det, at "lykkepiller" og anden psykofarmaka kan fjerne sexlysten og sexevnen helt. En bivirkning. Du kan fortælle din læge om problemet, måske kan det hjælpe at skifte fra Cipramil til et andet mærke.

Depressioner kan desuden osse helt fjerne lysten til sex. Men umiddelbart tror jeg at det mest har med din medicin at gøre.

Hvis du har mulighed for det var det nok en god ide, at du fik arbejdet færdigt med de seksuelle overgreb, du har været ude for, fordi den slags psykisk bagage osse kan nedsætte den seksuelle lyst. Og vælg i såfald en sexologisk orienteret psykoterapeut, der osse kender til kropsligt arbejde med chok.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX


Spørgsmål

Hej Per!!

Tak for dit svar. Jeg blev glad for dit svar.

Jeg får ikke cipramil mere. Det stoppede jeg med mange måneder siden. Jeg snakkede med min anden psykolog om det, han foreslog at jeg og min kæreste skulle prøve at tvangsbolle, som han kaldte det. Det fungerede dog overhovedet ikke. Jeg har snakket med min læge om det, men han troede ikke på, at det var medicinen der var skyld i det. Det var jo ikke rent videnskabeligt bevidst, at cipramil nedsætter sexlysten.

Jeg har jo tænkt på at finde noget hjælp, men på den anden side, så føler jeg ikke de overgreb jeg har været udsat for, har været slemme. Jeg føler mig dum, føler jeg overreagerer. Det er jo ikke noget jeg går og tænker på hver dag. Jeg har det jo fint. Og alligevel kan jeg ikke sætte ord på hvad der er sket, tror aldrig jeg vil kunne det.

Der er 4 mennesker der kender sandheden, men kun ordet seksuelt misbrug ikke mere. Jeg ved godt det ikke er min skyld, og alligevel føler jeg at folk vil se anderledes på mig hvis de fik sandheden at vide. Jeg kunne også bare have sagt nej!!! (og alligevel ikke).

Men folk skal ikke stille mig tvivls-spørgsmål om, hvorvidt jeg taler sandt eller ej. Inden jeg startede min første forløb hos psykolog, gik jeg på gymnasiet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, eller hvor jeg skulle finde hjælp. Jeg lavede en aftale med rektor på hans kontor. Her fortalte jeg at jeg som barn havde været udsat for nogle seksuelle overgreb, af min storebror. Hans svar: "Tror du ikke du overreagerer, var det ikke bare en leg, det har sikkert ikke betydet noget." Det skulle jeg ikke tage så tungt. Siden den dag mistede jeg al respekt for den mand der i 1g havde sagt, at vi altid kunne komme og snakke hvis der var noget.

Nå men så fik jeg alligevel fortalt lidt mere af min historie. Jeg bliver helt grebet når jeg sidder her.

Jeg har hørt at man kan få noget som også skulle GIVE sexlyst. Er det rigtigt. Jeg tør næsten ikke engang spørge min læge, han syntes sikkert det er noget værre fis. Han var godt nok heller ikke meget for, at give mig lykkepiller. Hver gang jeg skulle op, og have fornyet min recept, var jeg pisse bange for, at han ikke ville give mig flere.

Jeg vil gerne starte hos en psykolog igen, men man kan ikke søge tilskud nogen steder vel??? Jeg bliver nemlig en fattig studerende fra Feb.


Mange hilsner Helene


Svar

Hej Helene

Hvis den pågældende psykolog har vidst at du har været udsat for seksuelle overgreb, så er det en ualmindeligt dårlig ide at "prøve at tvangsbolle". Det er rigtigt at man nogen gange kan få appetitten når man først begynder at spise, men det er nu noget andet.

Hvis din læge afviser at cipramil og andre SSRI og psykofarmaka kan nedsætte sexlysten, så må han på efteruddannelse. Han kan starte med at læse: Sex og medicin - når lægemidler påvirker lysten og om Cipramil.

Der er ingen andre der kan bestemme eller sige noget om, hvor alvorlig et overgreb virker på én - det kan man kun SELV afgøre. De overgreb du har været udsat for, har gjort det de har gjort og det skal hverken bagatelliseres eller blæses op. Hvis man ikke har kunnet få hjælp som barn, er blevet truet osv. så er en af måderne at klare overgrebene på f.eks. at bagatellisere dem. Og når andre ikke ved hvad de skal stille op, så er det osse nemt at bagatellisere dem.

Hvis du har så dårlig kommunikation med din læge - hvad så med at finde en anden og bedre læge.

Jeg ved ikke hvilke muligheder der er i din kommune - men nogen gange kan man få hjælp via socialkontoret til psykoterapi i forbindelse med seksuelle overgreb.

Der er osse nogen fonde der giver tilskud, men jeg ved ikke hvilke, måske ved de det på et af de krisecentre der findes på siden om Krisecentre.

Jeg tror ikke det er piller til at få øget sexlysten du skal have - men psykoterapi til at få klaret en trist bagage.

Spiser du p-piller - de kan nemlig godt tage sexlysten? Hvis du gør det kan du prøve med et andet mærke. Og skulle din læge mene at p-piller ikke kan indvirke på sexlysten, så skal han på endnu et kursus.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX



LINKS

Her kan du læse mere om bl.a. Cipramil og mistet sexlyst:

Cipramil

Sex og medicin - når lægemidler påvirker lysten

Jeg har spist Cipramil og kan ikke holde op igen - hvad gør jeg?

Dep.net om sex og medicin - debat.

Og du kan finde meget mere ved at søge på f.eks. Google og skrive "cipramil + sex".



PSYKE & SEX

Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: lykkepille, serotonin, antidepressiva, Selective Serotonin Reuptake Inhibitors, incest
Senest opdateret 7. februar 2009