Abort - provokeret




Det kan siges på mange måder. Sandheden om provokeret abort. Mange taler til fordel for og accepterer dette fænomen, og det ligger ligesom "i luften" i vores kultur, at provokeret abort, den lovlige adgang til provokeret abort, støttet og udført af læger, er et fremskridt.

Mange tænker tilbage på de "rå" gamle dage, før vi fik fri abort, med gysen, og tænker på de tusindvis af ulykkelige kvinder, der gik til kvaksalvere for at få foretaget indgrebet udenom samfundsmagten.

At kvinder gennem tiderne har mistet liv og/eller førlighed pga. kvaksalveres inkompetente medvirken til disse indgreb er naturligvis ulykkeligt. Men at fremhæve dette faktum i debatten er, efter min mening, at forvride diskussionen.

Undersøgelser har vist, at et foster KAN føle smerte under abortindgrebet.

Provokeret abort er mord og bør forbydes!

Anonym abortmodstander




Hej
Anonyme abortmodstander

Ja provokeret abort forklares og omskrives på mange måder. Provokeret abort er fosterdrab, uanset om vi kan lide det eller ej. Eufemismer (forskønnende omskrivninger) hjælper ikke meget på det faktum.

Man kan så, som du mener forbyde det, og der er jeg uenig med dig.
Drab er ikke forbudt i vores kultur - nogen drab er forbudt.
Livet består jo i at liv må lade liv for at andet liv kan leve. Vi slår andre mennesker ihjel i krige eller i selvforsvar, vi slår dyr og planter ihjel for at få noget at spise, vi slår bakterier ihjel for at undgå sygdom.
Og vi har valgt at drab på fostre er acceptabelt i nogen tilfælde og på nogen måder.

En bedrøvelig følge af, at vi ikke kalder en spade for en spade - og provokeret abort for fosterdrab, er at mange kvinder, der har fået foretaget provokeret abort, som ofte er en tung beslutning at træffe, går rundt med en tung samvittighed som de ikke ved, hvem de skal snakke med om. Det er næsten et tabu at have det svært med sin provokerede abort, fordi man "selv valgte det". Trist at det er sådan.

Jeg har haft en del kvinder i behandling som har lidt svært og skjult. Jeg synes det er en mangel, at vi ikke offentligt tager ordentligt tager hånd om de kvinder. Man kan lære at forlige sig med sin beslutning, forlige sig med det barn man ikke fødte og som nu ville have været så og så gammel. Og lære at komme videre med livet.

En rigtig god og anbefalelsesværdig bog der handler om provokeret abort er:
Britt Karin Larsen: Du er alligevel til, Hans Reitzels Forlag, 1990.
Bogen er en kvindes smukke afsked med det barn, hun valgte ikke at føde. Og hendes accept af den beslutning.


Du er alligevel til

Du er alligevel til
Klik på billedet for at se det større


Personligt har jeg ofte tænkt på, at det kunne være til stor gavn for mange, hvis der var en DE UFØDTE BØRNS DAG, hvor man officielt mindes de fostre man har mistet eller har valgt ikke at få.

Og for at der ikke skal være nogen tvivl: Jeg synes - med tungt hjerte - at fri provokeret abort skal være tilladt.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Psyke & Sex


Links

NetDoktor.dk om Kirurgisk abort

NetDoktor.dk om Medicinsk abort




Til hovedsiden

Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: Abort, provokeret, fosterdrab, fosterreduktion, foster
Senest opdateret 11. november 2020