Dametøj & mænd




Jeg er en 43 årig mand med hang til lækkert fransk lingeri. Ved du hvor man kan købe det på Fyn??




Jeg kender ikke nogen steder på Fyn. Men du kan f.eks. prøve at kigge hos Transpersoner i Danmark de har links til forskellige steder.
TID

Du kan jo f.eks. osse prøve at se om f.eks. Orion har noget du kan bruge - det er postordre.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG


Psyke & Sex  





Jeg har et spørsmål, som er meget svært for mig at stille.

Jeg har en kæreste og jeg har lige opdaget at han godt kan lide at gå i dametøj, og det kan jeg ikke leve med, jeg har sagt det til ham og han lover ikke at gøre det igen. Men det gør så ondt inden i, fordi jeg elsker ham jo over alt på hele jorden. Det skal lige siges at jeg har svært hved at stole på folk, og han har løjet over for mig før, det er svært at forklare det når man skal skrive det. Han har sagt at han gerne vil have det bearbejdet, for han vil ikke miste mig, så vi er blevet enig om at tage til en sexolog og prøve og få styr på det.

Hvad skal jeg gøre???

Mange Hilsner fra den triste!!




Hej Sisse

Ja det er altid overraskende, når man opdager, at ens partner osse har noget anderledes lyster end dem, man kender og regner med. Lysten til at gå i det modsatte køns tøj kaldes transvestisme.

Der er stor forskel på mænds og kvinder mulighed for at lege med det andet køns tøj - ikke mange vil rynke øjenbrynene ret meget, hvis en kvinde tager noget mandetøj på - mens det omvendt ikke er så velset, at mænd leger med kvinders klædedragt. Nogen dyrker deres lyst offentligt, og mange indendørs. Nogen synes måske, det er sjovt at bruge det andet køns undertøj uden, at de selv betragter sig som transvestitter. Alt i alt er det en ret uskadelig og harmløs hobby.

Men den hobby kan jo så få ens partner til at skifte syn på én. Og sådan er det for dig. Du kan ikke leve med hans lyst til at lege med dametøj. Du spørger, hvad du skal gøre. I første omgang måske få tænkt lidt mere over hvad, det er du bliver så ked af og oprørt over - nu hvor den umiddelbare overraskelse har lagt sig. Hvad er det ved hans hobby, du synes er så svært? Hvis det er svært for jer sammen at få snakket om det, så synes jeg, det er en rigtig god ide at få en snak med en sexolog eller sexologisk orienteret psykoterapeut.

Inden I vælger en sexolog / psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Hvis du vil vide lidt mere om transvestisme, så kan du f.eks. kigge her på Transpersoner i Danmark.
Apropos transvestisme så havde kunstmuseet ARKEN en udstilling i foråret 2002 af maleren Fernando Botero - blandt billederne er der dette ved navn Melankoli, 1989.


Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG


Psyke & Sex  





Nylon

Hejsa jeg er en gift mand på 36 med børn, som har en stor hang til nylonstrømper, dette har med ført en skilsmisse for ca 2 år siden, og vi blev efter ca 1/2 år enige om at prøve igen, hvor jeg så lovede at der ikke vil blive mere med nylon strømperne mere, MEN det er ikke holdt helt, for min trang er der stadigvæk og jeg har også haft dem på igen, efter vi er flyttet sammen igen.

Men nu vil konen ikke mere og vil skilles igen, og jeg vil ikke skilles, da vi har været så meget igennem, så jeg mener også at vi kan finde ud af dette, kan du hjælpe mig af med disse lyster / trang jeg har til dette. Min kone tror ikke på at jeg kan komme af med det, siden at det er sket igen, og nu tror hun slet ikke på mig. Jeg håber virkelig at du kan hjælpe mig, da jeg gerne vil af med nylon strømperne, for at beholde min familie sammen for der er jo også børn med i denne familie. Jeg håber at du kan hjælpe mig meget hurtigt, så jeg/vi kan få afværget denne skilsmisse...

Med venlig hilsen

Søren




Hej Søren

Det er jo ærgerligt når en så forholdsvis harmløs hobby ender med skilsmisse. Det kan være meget svært at skille sig af fetischistiske interesser / lyster - det kræver i hvert fald en meget stor motivation.

Jeg kan ikke garantere dig, at det kan lykkes, men du skal være velkommen til at få en tid, så vi kan se, om der er basis for et samarbejde om det.

Har I overvejet parterapi - som måske kunne lette lidt på situationen?

Se mine tider - klik her.

(Du kan ikke få tilskud til psykologisk behandling til det problem.)

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Psyke & Sex  





Jeg er en fyr midt i 30'erne der for ca. 10 år siden begyndte at eksperimentere med dametøj. Jeg er i de ti år ikke blevet klar over ,hvorfor jeg gør det, da jeg ikke mener, at jeg er transseksuel. Jeg synes dametøj er utroligt flot og frækt og jeg tænder meget på det. Jeg har selv en teori om, at det er fordi jeg ikke har nogen erfaring med kvinder og derfor kommer lidt ind i den feminine verden ved at klæde mig ud. Den teori er der ikke rigtigt nogen andre jeg har spurgt der tror på. Hvad siger du til den teori ?

Transen




Hej Transen

Jeg synes din teori er den mest plausible, du kender dig selv bedre end andre gør. Og du forklarer det jo ret præcist:
Du synes dametøj er utrolig flot og frækt.
Du tænder meget på det og på at have det på.
Du har ikke nogen erfaring med kvinder.
Du kommer lidt ind i den feminine verden ved at klæde dig ud.
Hvad kan man forlange mere af en teori?

At man har lyst til at lege med kvindetøj er langt fra det samme som at være transseksuel (at ønske et kønsskifte).

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Psyke & Sex  


Kommentar

Jeg syntes det er i orden at både beklæde og syntes om kvindetøj (undertøj). Der er en foreskel... Kvinder kan klæde sig i mandetøj uden nogen siger noget, men hvis en mand kommer på arb. iført en nederdel, så er det fyringsgrundlag....

Hvor er ligestillingen lige blevet af ???

Anonym





Min kones tøj

Jeg har et problem, når der går for lang tid mellem vores sex samvær, bruger jeg min kones tøj, når jeg tilfredsstiller mig selv. Det kan min kone ikke lide, selv om hun ikke kan se, at jeg har brugt det (pletter og lign.), men hun har lagt tøjet sådan, at hun kan se når jeg har rørt det, så selv om jeg ikke har brugt det, men bare rørt det bliver hun gal, og det går så ud over vores sexliv, hun vil ikke med mig, og jeg bruger hendes tøj. Hvad er der galt med mig, spørger min kone mig om, jeg ved det ikke. Hjælp

J




Hej J

Det, der er galt med dig, er, at du har giftet dig med en kvinde, der ikke forstår eller bryder sig om dine onanifantasier .

Der er nok ikke andet for end, at du køber dit eget (kvinde)tøj, når du er i det humør. Så kan hun i hvert fald ikke brokke sig over, at du låner hendes. Og forbyd så hende at bruge dit
.


Den fetish, at m/k'er kan lide at tage det modsatte køns tøj på, kaldes for transvestisme - den kan udøves i mange grader og er bestemt ikke nogen sjælden fornøjelse for mennesker. Kvinder slipper lidt nemmere om ved det end mænd pga. mænds noget mere stereotype tøjstil.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG


Psyke & Sex  




Jeg syntes dette er et vigtigt emne at få på bane, IGEN!.

Der er mænd, og der er kvinder, der er to mænd. og der er to kvinder, de kan alle lide at gå i hinandens tøj.

Handler livet om vores beklædning? eller handler det om OS som personer?

Jeg personligt kan godt lide at gå i dametøj, men gør det ikke offentligt, af hensyn til mine og andres børn.

Min kæreste har vidst det fra starten, og tænder selv på dette, da hun har accepteret det helt fra begyndelsen (siger hun).

Citat: Jeg nyder at se din feminine side, og vil ikke leve uden.

Dette er en af grundene til at jeg ikke kan se, at det er forkert. Skulle vi mænd dømme kvinder fordi at de går i cowboybukser?, eller værre smoking? Hvor er ligestillingen blevet af.

bb (33)




Hej bb

Ja tøjmæssigt var det noget festligere med mandetøj i f.eks. Rokokoens overklassemiljøer end herremoden er i dag.

Du skal være velkommen til at skrive igen

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG


Psyke & Sex  





Transvestisme (PSYKE & SEX)

Transpersoner i Danmark

Vidensbank om kønsidentitet

Mariannes Verden




Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOGg

Ekstra interne søgeord: trans, transer, transvesit, transvestit, transvestiter, transvertit, transvertisme, tranvistitme,

Senest opdateret 14. februar 2021