Følelserne forsvinder (M)


SPØRGSMÅL

Kære Per

Min kæreste er ved at forlade mig, fordi hun ikke føler, at jeg elsker hende. Vi har været sammen i 4 år og problemet har været rimlig konstant. Men problemet er ikke, at hun føler som hun gør, problemet er grunden. Min kærlighed fader nemlig, og jeg er kun istand til for alvor at føle den når det hele brænder på. Så kan jeg mærke at jeg elsker hende, men i hverdagen er jeg konstant tvivlende over om det skal være hende og mig. Vores sexliv er ikke godt, dels mangler hun lyst, dels har vi aldrig formået at finde samhørighed og ekstase sammen.

Ydermere forvirrer det mig, at det mønster altid har været gældende. Jeg er 28 år og dette er mit tredje længerevarende forhold (mere end to år). Uanset hvor sønderrivende oprigtigt jeg starter med at elske, fader følelsen af at elske i en grad så jeg tilsidst ikke er istand til at skelne om jeg elsker hende eller blot ville ønske at jeg gjorde.

Jeg kan finde masser af undskyldninger og forklaringer, men er ikke længere i stand til at finde vej. Som de fleste har jeg dybest set den holdning at når det er den rigtige så ved man det, fordi man føler det så altfortærrende, at man slet ikke behøver at tvivle, men selv det er jeg ikke længere sikker på er andet end en idealiseret løgn, skabt for at gøre det almindelige liv surt.

Med andre ord.. hvad har jeg gang i?


SVAR


Hej vandmanden

Jeg tror du har gang i en romantiseret forståelse af hvad det vil sige at elske. Ligesom med begrebet kærlighed er "at elske" noget temmeligt diffust, bortset fra når man føler det - og det gør man jo normalt ikke hele tiden. Det er noget der kommer og går for de fleste, når vi snakken om selve følelsen. Noget andet er det med forestillingerne om følelserne "at elske" og "kærlighed", det kan spænde lige fra at det er universelle følelser til at det er kulturbundne følelser opfundet i riddertiden - og der findes faktisk kulturer (har jeg læst et sted) der slet ikke har begrebet kærlighed. For nogen er forståelse den at har man først sagt én gang til en person at man elsker ham/hende så skal man kunne føle det hele tiden - en slags evigspant. Personligt har jeg det sådan at det er en flygtig følelse og at jeg elsker, når jeg ikke kan lade være med at sige det - og at det ikke er så væsentligt for mig hvor tit jeg siger det eller ej. Jeg har det fin med bare at "holde af". Og andre har det slet ikke sådan.

Noget helt andet er så at sex og kærlighed ikke hænger sammen. Man kan sagtens have rigtig god sex med en man ikke elsker. Og man kan sagtens have stor kærlighed til en person man ikke har sex med. Og når man en dag har god sex og osse elsker personen man har det med så er det jo rigtig dejligt. Og næste dag behøver det ikke at være sådan.

Når man mødes og forelsker sig så stryger endofinerne rundt i kroppen og gør én følelsesmæssigt opstemt af alt det nye. Efterhånden bliver det nye velkendt og forelskelsen fortager sig (for de fleste) og så fylder man noget andet i forholdet der kan binde "os" sammen. F.eks. at man har god sex sammen, er gode til at snakke sammen, har samme interesser eller gode supplerende interesser, vil have børn sammen. Ting der gør at vi får betydning for hinanden. Nogen gange elsker vi hinanden og andre gang ikke.

For de fleste vil det være en fordel at man trives med den seksualitet man har sammen - og hvis den aldrig har trivedes og man ikke trives det, så er det tid at se sig om efter en som man kan få en god seksualitet sammen med.

Du er i tvivl om hvorvidt du vil være sammen med din kæreste eller ej. En god måde at kigge på sin tvivl er, at man sætter to stole op - den ene stol er A er at fortsætte med din kæreste og en anden stol er B er at stoppe med din kæreste og sæt dig selv i en tredje "neutral" stol N. Start på "neutral"stolen og gå så over og sæt dig på stol A og forestil dig så, at du har dit liv sammen med kæreste de næste 10 år og hvordan det vil være. Gå derpå tilbage til "neutral"stolen og sid lidt. Gå derpå over til stol B og forestil dig så dit liv de næste 10 år uden din nuværende kæreste. Gå derpå tilbage til "neutral"stolen og sid lidt og forestil dig at du har ét valg tilbage i dit liv. Og vælg så hvilken stol du helst vil sidde på!

A sammen med kæreste de næste 10 år?

Eller

B uden din nuværende kæreste de næste 10 år?


Læs osse Forelskelse - hvad er det?

Kai Aalbæk-Nielsen har beskæftiget en del med den romantiske kærlighed og det kan du læse mere om her i Information: Kærlighedens anatomi og Fusion eller fission

Og Ebbe har skrevet 5 sider om forelskelse

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX


Psyke & Sex

PSYKE & SEX DEBAT

PARTERAPI



Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: kæreste, sex, pige, dreng, forelskelse, forelsket, kærligheden, kærlighed, forelske, elsker, elskede
Senest opdateret 14. februar 2021