Grønne antidepressiver




Hej Per

Jeg skal prøve at beskrive min situation så kort og præcist som muligt.

Jeg er en mand 43 år ung, i god fysisk form, løber dagligt 10 km.
Efter en karriere som aktiv alkoholiker, som kulminerede i skilsmisse, fyring fra job, tab af stort set alt og endelig sluttede nedturen med en Minnesota-behandling, denne behandling blev nok det egentlige vendepunkt for mig, og et meget vigtigt værktøj for mig som menneske, ikke kun den alkoholiske side af mig.

Jeg har idag været ædru i 4 år og har et godt liv, på nogle punkter har mit liv aldrig været bedre, men som du jo nok fornemmer så har jeg en sten i skoen, i mit sind hersker der idag ingen tvivl om at jeg siden teenage alderen har båret rundt på en depression af varierende styrke, denne depression kunne jeg styre med alkoholen, men jeg kunne ikke styre alkoholen, som i sidste fase forværede min depression. Jeg havde et håb om højere selvværd, sindsro og balance i mit ædru liv, det er også blevet bedre men i perioder af mit ædru liv har jeg været styret af frygt og depressive tanker som virkelig har suget livskraften ud af mig. Idag tager jeg ikke "Fontex" eller andet, men jeg tager den grønne pille med perikum, og den har hjulpet mig meget, jeg har også oplevet udeblevet eller forsinket udløsning, er det en normal bivirkning af den grønne pille ?

Min læge har ordineret Cipramil, men jeg er jo AAer (anonyme akoholikere) og har derfor en hvis angst for sindsændrende stoffer, er der nogen risiko ved den medicin jeg tager idag, bør jeg følge min læges anvisninger i stedet for at behandle mig selv ?

Afslutningsvis skal jeg sige at den terapeutiske side for mig består af 3 - 4 AA møder om ugen.

Med venlig hilsen

Ole




Hej Ole

Tak for dit spørgsmål.

Helt ærligt ved jeg ikke om grønne antidepressiver (Modigen, Calmigen m.fl.) har bivirkninger som udebleven eller forsinket udløsning, men det er en velkendt bivirkning fra SSRI'erne (Fontex, Cipramil, Soloft m.fl.) - lige som det udmærket kan være et resultat af depression.

Netdoktor.dks side om Grønne antidepressiver (Modigen) er denne bivirkning ikke nævnt, der står bl.a. følgende:

"Mulige bivirkninger
Der kan i enkelte tilfælde forekomme lysfølsomhedsreaktioner. Dette forekommer særligt hos personer med lys hud i form af hudkløe og rødmen.

Må medicinen indtages sammen med andre lægemidler?
Naturlægemidlet kan nedsætte virkninger af forskellige typer af lægemidler. For eksempel Digoxin, Cyclosporin, Theophyllin, Warfarin,
P-piller og Indinavir. Hvis du bruger et af de nævnte lægemidler, og for nylig har indtaget naturlægemidler med perikum, bør du hurtigst muligt kontakte din læge. Denne virkning af perikum er opdaget for nylig, og undersøges fortsat. Indtil videre anbefaler Lægemiddelstyrelsen, at man ikke indtagernaturlægemidler, der indeholder perikum, samtidig med at man tager andre lægemidler.
Man bør undgå at bruge naturlægemidlet, hvis man tager medicin, der kan føre til overfølsomhed overfor lys. Det kan for eksempel dreje sig om methoxalen, tetracyclin, thiazid-diuretika og chinin.
Er du i tvivl så kontakt din læge eller spørg på apoteket." (10.03.01)

Det er godt at du løber, idet den nyere forskning har vist at bl.a. intensiv fysisk træning f.eks. løb har den samme gavnlige virkning på en depressioner som f.eks. SSRI'er. Formentligt er det kroppens endofiner der virker.

Samtidig har undersøgelser osse vist at det mest gavnlige på depressioner er psykoterapi. Det er fint du går til dine møder i AAA men jeg tror nu at du samtidig osse kunne have stor gavn af at få bearbejdet dine depressioner psykoterapeutisk.

Hvis du vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX


Information

Sakset fra

Perikum og medicin er en farlig cocktail

Naturmedicin kan nedsætte eller forstærke virkningen af andre lægemidler. Derfor er det vigtigt, at patienter rådfører sig med deres læge og ikke på egen hånd begynder at kombinere naturlægemidler og anden medicin. (Politiken 27/01/2003)


Sakset fra

Plante virker mod depression

Selv svære depressioner kan behandles med naturlægemidlet Perikum, viser tysk undersøgelse. Men tal altid med lægen først, lyder advarslen fra dansk ekspert. (Politiken 11/02/2005)




Læs osse om SSRI


Links

Ebbe om SSRI (Lykkepiller)

Ebbe om bivirkninger ved brug af SSRI (Lykkepiller)

FORBINDELSE MELLEM DEPRESSION OG IMMUNAKTIVITET GÅR VIA MOTION (Forsknings-nyt fra psykologien)



Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: lykkepille, serotonin, antidepressiva, Selective Serotonin Reuptake Inhibitors
Senest opdateret 15. februar 2021