Lysten mangler - Seksuelle overgreb




Hej søde sexolog,

Jeg vil gerne høre om du bor i Kbh eller omegn, og om man kan komme i parterapi hos dig, plus priser. Jeg har et problem omkring lyst, som jeg tror bunder i et par voldtægstsforsøg som helt ung. Jeg har analyseret det, og føler jeg er kommet over det - og alligevel ikke.




Hej

Det gør jeg ikke - faktisk bor jeg i Jylland i Hammel ca. 30 km nordvest for Århus, så det er lidt for langt væk.

Voldtægtsforsøg og andre overgreb kan i høj grad give lystproblemer senere hen i livet, så derfor er det fornuftigt at få gjort noget ved det. Men er det så parterapi du har brug for? - måske var det en bedre ide at få bearbejdet voldtægtsforsøgene først, og så vente med parterapien til du har fået det bearbejdet. Et er at "komme over det" som du skriver, noget andet er at det nu alligevel kan rumstere nedenunder overfladen - som du skriver "og alligevel ikke".

Jeg vil foreslå dig at kontakte min mangeårige ven og kollega Maria Marcus - 35 35 22 03 - jeg tror hun vil kunne hjælpe dig.

Hvis du kontakter en psykoterapeut, sexolog eller psykolog så læs her først.


Du kan osse kigge på oversigten over psykoterapeuter på Psykoterapeut Foreningens hjemmeside.

Held og lykke med det - og du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX




Tak for dit svar. Jeg har fået en tid hos Maria Marcus. Jeg har ikke råd, men det har sådan set været undskyldningen de sidste snart 18 år - så nu tager jeg mig råd. Jeg har også lidt været af opfattelsen, at man selv har alle svar og selv er sin egen bedste læge. Men, efter 18 år må jeg jo erkende at jeg ikke er kommet løsningen ret meget nærmere når det kommer til stykket ...........

Du sagde jeg måtte skrive igen - så hvis jeg må tage et par minutter af din tid ..........??

Jeg har tænkt over det du sagde med, at det rumsterer neden under selvom man synes man er kommet over det. Jeg kan jo se du har ret, og har nok selv været inde på den tanke. Det er naturligvis svært at se sig selv objektivt, selvom jeg synes at jeg generelt er ganske velanalyserende. Jeg læste en gang en beskrivelse af, hvordan hjernen i bestemte situationer går ned i arkivet for at "hente" følelser og billeder fra andre lignende situationer. På baggrund af dette, og dine ord - så kan jeg se at det, ihvertfald til dels, er det der sker. Jeg føler ganske simpelt at jeg med min elskede kommer i en situation hvor jeg siger nej (enten med ord eller med (tydeligt synes jeg selv) kropssprog) men ikke føler at jeg bliver hørt. Med logiken kan jeg fortælle mig selv, at her er en person der elsker/attrår mig og ikke vil mig ondt - samt at det da burde være glædeligt at han attrår mig - men jeg føler alligevel dette negative pres.

Med engangs- eller korttidsforhold oplever jeg naturligvis ikke dette problem med lyst - en af årsagerne må da være, at her når jeg aldrig til en situation hvor jeg siger nej - og derved måske føler pres fra modparten. Problemet opstår KONSEKVENT ca. 3-6 måneder inde i et mere alvorligt forhold. Hvorfor?

Min moder var inde på, om min fader måske havde misbrugt mig uden at jeg kunne huske det. Det tror jeg nu ikke er tilfældet. Han har været (undskyld udtrykket) en dum skid - til de blev skilt i 1983 og vi ikke holdt kontakten. Men, hjemme talte man ikke om sex. Mine menstruationer første gang var nærmest noget jeg blev skældt ud over -fordi jeg desperat vækkede min mor kl. 7 en søndag morgen, da jeg havde prøvet samtlige størrelser O.B fra en prøvepakke - uden at kunne få dem op :-) Denne situation kan jeg nu ikke lade være at grine lidt af - for stakkels mor! Men, hendes irritation glemmer jeg ikke helt. En graviditet som 16-årig var også ganske flov - og far måtte ikke vide noget om den.

Som 16 årig kom jeg i en situation i et privat hjem med 2 knægte der forsøgte at hive bukserne af mig med andre siddende i stuen ved siden af. Jeg råbte og skreg, og de slog mig så jeg fik næseblod. Til sidst tog en af de andre i stuen sig sammen - og kom ind og fik dem til at stoppe. Både de og jeg var lidt skæve og fulde af hash og alkohol.

I efterfølgende år, hvergang jeg bliver fuld - bliver jeg vulgær og lægger selv op til sex på de klammeste måder. Dagen efter er jeg naturligvis skamfuld og væmmes lidt ved mig selv og min opførsel. Dette er ret konsekvent afhængig af hvor fuld jeg bliver. En situation i en sådan brandert, har jeg lagt op til en fyr - som lagde mærke til præcis hvor bevidstløst fuld jeg var - og tog to andre med. Der vågnede jeg op til en situation jeg næsten ikke engang kan beskrive.

Altså - den korte version; af en eller anden årsag væmmes jeg inderst inde ved sex, føler det er lidt forkert, samtidig med at jeg ofte har problemer med at føle mig presset i faste forhold.

Logisk ved jeg, at sex skal være noget smukt, det er naturligt og dejligt - men med de inderste rodede følelser er det åbenbart noget andet. Jeg ved ikke længere hvad jeg skal stille op. Situationen går i hårdknude hjemme fordi jeg har så svært ved at få modparten til at forstå at et er hvad jeg siger, noget andet hvad jeg åbenbart føler uden selv helt at vide det. Og - det kan jeg jo ikke bebrejde ham. Han føler hele tiden han gør noget forkert - og uanset hvad jeg kommer med at forslag - så føler jeg ikke han inderst forstår. Han føler at jeg straffer ham, at jeg vil bestemme og at jeg ikke elsker ham, når nu det åbenbart er sådan et problem at have lyst til ham, og sex med ham. Og det kan jeg godt forstå. Jeg skammer mig lidt for jeg føler at jeg er ved at give et andet menneske ligeså mange knuder på sjælen som jeg selv har. Jeg har dårlig samvittighed, for jeg ved jeg burde have lyst når nu jeg siger jeg elsker ham (det gør jeg nu også) og så BURDE have lyst til ham, lyst der ikke skal tvinges frem. Jeg har dårlig samvittighed fordi jeg holder noget fra ham, fordi det er meget at kræve af ham når nu han har så meget lyst til mig - altså - HÅRKNUDE fra alle sider.

Hmm - har du et forslag til, hvad jeg bør gøre nu? Jeg har forsøgt at belyse det hele ud fra de ting der instinktivt dukkede op i mine tanker da jeg skrev.

Jeg har nok taget mere end blot et par minutter af din tid, men jeg håber inderligt du har tid til at svare.




Tak for dit lange brev, som er for omfattende til at jeg kan svare på det sådan lige nu på stående fod.

Men en kvinde ringede til mig for et par dage siden om jeg kendte følgende citat * - og måske passer det meget godt på din problematik:
"Man kan have fået så lidt kærlighed,
at man oplever nærhed som overgreb.
Man kan have fået så lidt nærhed,
at man oplever overgreb som kærlighed."

Og som det fremgår af citatet kan man være uklar i sine grænser, kæmpe med kontrollen over sig selv og andre, som du osse beskriver i dit brev - når kærlighed og nærhed har manglet (her fra din far). Mangel på kærlig seksuel interesse fra fra farens side til en datter kan osse give mange problemer. Det er med seksualitet som med alt muligt andet - man kan have fået for meget og man kan have fået for lidt - begge situationer kan give problemer.

Jeg synes det du i første omgang skal gøre er at holde fast i din aftale med Maria Marcus, tag dit brev med og lad hende læse det. Jeg er ret sikker på at hun vil kunne hjælpe dig med at bringe bringe klarhed over dine spørgsmål.

Læs om Choktraumeterapi

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX

* Citatet stammer fra en lille bog af Bertil Martinsson: Kunsten at elske andre, forlaget Borgen og koster ca. 30 kroner.





NetDoktor om manglende lyst


Krisecentre

CHOKTRAUMETERAPI - PTSD


PSYKE & SEX

Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: vold, voldtægt, voldtægstforsøg, incest, seksuelle overgreb, incest, insest, blodskam
Senest opdateret 27. januar 2009