Hvor er min lyst blevet af????


Spørgsmål ???

Hej Per
Jeg er en pige på 21 år og har en kæreste på 3. år. Vi bor sammen og elsker hinanden højt, men min manglende sexlyst splitter langsomt vores forhold ad!! I starten dyrkede vi sex ret ofte, men inden for det sidste år har jeg rimeligt drastisk mistet lysten til alt hvad der har med sex at gøre. Jeg kan ikke længere li' at han rører ved mig (specielt ikke ved mine bryster), og jeg trækker mig helt tilbage så snart jeg kan fornemme at han har det mindste lyst. Før hen kunne jeg godt lide at røre ved ham, uden at han gjorde noget ved mig, men den lyst er også ved at forsvinde!! Han presser mig ikke på nogen måde, men problemet bliver værre og værre jo længere tid der går!! Han tror at det er ham der er noget i vejen med, fordi han ikke kan tænde mig. Men det er det ikke, for han er bare perfekt. Vi har prøvet en del forskellige ting, pornofilm, lege, legetøj og den slags, men det virker ikke rigtigt. Så sommetider overgir jeg mig bare for hans skyld, men det føles ikke rigtigt. Det er nu efterhånden flere måneder siden vi sidst har været sammen og der går mange måneder imellen vi gør det, når det endelig sker!! Jeg er ikke selv helt klar over om jeg evt. kunne ha' lyst til at dyrke sex med andre fyre (altså at jeg tænder på andre), men jeg vil ikke udelukke det!! Kan det virkelig være rigtigt at ens manglende sexlyst kan splitte to mennesker der elsker hinanden ad?? Jeg har ikke den fjerneste anelse om hvorfor det er gået mig sådan, men jeg skal ha' hjælp nu, for det går os så ufattelig meget på!! Jeg/vi har virkelig brug for din hjælp!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

På forhånd tak

Den fortvivlede

Marianne


Kommentar

Hej Marianne

Jeg kan godt forstå du føler at det er frustrerende at du næsten har mistet lysten til sex, især når du samtidigt skriver at du elsker din kæreste helt vildt.

Min erfaring siger mig, at der altid er en grund til at man periodisk eller kronisk mister lysten til sex. Grundene kan være mange, og kan være forbundet med noget der slet ikke har med sex at gøre.

Har du tænkt over hvordan dit liv fungerer i øjeblikket? Hvis man er utroligt optaget af mange gøremål i hverdagen, så kan det være svært at finde energien og roen til at hengive sig til at dyrke sex med sin kæreste!?

Nu skriver du ikke hvor gammel du er og om du har børn, men jeg har selv, i perioder, oplevet at min sexlyst har været nærmest ikke eksisterende, når jeg kom hjem fra en travl arbejdsdag og havde brugt de sidste kræfter på at lave aftensmad, vaske tøj, smøre madpakker osv.

Når min kæreste og jeg kom ind i soveværelset så var det yderst sjældent at jeg havde "kræfter" til at dyrke sex. Faktisk havde jeg det i perioder sådan som du beskriver det - at jeg nærmest overgav mig, hvilket medførte ubehag og dårlig samvittighed.

Til sidst tog jeg mig mod til at tale med ham om problemet. Jeg gav udtryk for at jeg følte mig overbebyrdet i hverdagen, og at jeg derfor havde svært ved at finde ressourcer til sex. Endvidere fortalte jeg ham, at det var forbundet med ubehag, når jeg en sjælden gang lod mig presse til at dyrke sex - nærmest af pligtskyldighed.

Han foreslog, at vi skulle blive bedre til at samarbejde om at få hverdagen til at fungere og blive bedre til at lytte til hinandens signaler. Han begyndte så småt at tage medansvar for at ordne de praktiske opgaver i hjemmet, og blev bedre til at se når jeg ikke havde fysisk og mentalt overskud til alle de opgaver, der foruden mit arbejde, krævede næsten alle mine ressourcer.

Endvidere lavede vi en aftale om, at vi godt kunne ligge og nusse, uden at det nødvendigvis behøvede at udarte sig til "rigtig" sex. Og jeg forklarede ham, at når jeg ikke havde lyst til sex var det ikke fordi jeg ikke elskede ham, men fordi jeg lige på det tidspunkt havde brug for nærhed og omsorg, fordi jeg var træt og ikke var oplagt til sex. Det hjalp mig meget (psykisk) at vide, at min kæreste vidste og accepterede at jeg ikke havde lyst til sex, og jeg tror egentlig også det hjalp ham at vide at det ikke havde noget med min kærlighed til ham at gøre.

Der kan også være andre grunde til at man mister lysten til sex. Det kan f.eks. være i tilfælde hvor parforholdet er i krise (konflikter osv.) - eller hvor man selv er i krise (psykiske problemer osv.). Det kan være i tilfælde hvor man er usikker på sig selv eller lider af præstationsangst. Ja, grundene kan være mange.

Jeg tror at den bedste måde at finde ud af hvad der er årsagen til at man ikke har lyst til sex, er at sætte sig ned og reflektere på sit liv og finde den dybereliggende årsag til, at det ér sådan. Måske har man brug for hjælp til at finde årsagen, og der kunne man enten bruge sine venner/veninder som sparringspartnere, eller opsøge en terapeut (selvom det er de færreste der har råd til en sådan).

Endvidere tror jeg at det er vigtigt at man er åben og ærlig overfor sin kæreste om sit problem, og at man, som kærester, giver sig tid til at tale sammen om de problemer hverdagen og livet medfører (også selvom det kan være ubehageligt og sårbart at give udtryk for sine inderste tanker og følelser).

Du er ikke den eneste der har det problem (selvom det er en ringe trøst at vide), og du skal vide at det er muligt at gøre noget ved det.

Jeg håber at du og din kæreste finder en "løsning", og at i på et tidspunkt (gen)oplever tiden hvor sex var mere regelen end undtagelsen.

Jeg kan anbefale dig at læse bogen "Venus elsker Mars, Mars begærer Venus" af John Gray. Det er en rigtig god bog til at opnå øget indsigt i mænd og kvinders forskellige måder at forholde sig til sex på. Den giver svar på mange af de spørgsmål vi går rundt med i forhold til det modsatte køn og sex.

God læselyst

Knus og rare tanker

Lina


Svar

Kære Marianne

Jeg har ikke meget at tilføje til Linas rigtig gode svar til dig ud over, at du måske osse skal være opmærksom på, at p-piller kan medføre stærkt nedsat lyst - det omvendte forøget lyst kan osse være tilfældet - det er meget individuelt, hvordan kvinder/piger reagerer på p-piller.

Endelig er der jo osse muligheden for at I får en snak med sexologisk orienteret psykoterapeut og inden I evt. vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut

Held og lykke med det.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
Medlem af Psykoterapeut Foreningen

PSYKE & SEX



PSYKE & SEX

Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: parforhold, lyst, ulyst, mangler, lust, lustigt, olustigt, olust, sexulyst, Seksuelle, hæmninger selvfølelse, selværd,
Senest opdateret 26. januar 2009