Lysten mangler - Barnløshed


SPØRGSMÅL

Jeg er en kvinde på 36 år. Min mand har jeg kendt i 10 år, vi blev gift for 2 år siden. Vi har forsøgt at får et barn i snart 3 år, jeg har det sidste år gået på en fertilitetsklinik. Jeg var sidste efterår gravid, men aborterede. I den tid vi har forsøgt at lave et barn, har vi næsten hver 2-3. måned haft et kæmpe skænderi, det går altid på det samme: min lille lyst kontra hans store lyst til sex. Han tænder meget på, at jeg klæder mig lidt frækt, dog minimum har højhælede sko på. Det tænder jeg også på en gang imellem, fx. i en periode på 1-2-3 dage i træk, men så har jeg også fået "nok" for et stykke tid. Jeg tror han gerne villle have det sådan næsten hver dag, men jeg føler mig "billig" i den mondering, sådan har jeg altid følt det, det er både dejligt, men samtidig grænseoverskridende for mig. Jeg vil også gerne have "naturlig sex".
I mit hoved er altid tanken om at få det her barn, der kan gå uger uden, at jeg har lyst, men når ægløsningen nærmer sig så får jeg mobiliseret lyst. Det er min mand forståeligt nok ganske irriteret over.
Jeg er lige kommet hjem, før end planlagt, fra Tyskland fordi jeg havde ægløsning. Vi havde dog ingen sex hverken den aften hvor jeg kom hjem, eller aftenen efter, lysten var der simpelthen ikke selv om vi prøvede.

Da vi mødtes var jeg ikke særlig seksuel erfaren. Min første orgasme fik jeg med min mand, han var en god læremester. Han tog næsten altid initiativ til sex de første år, det gider han imidlertid ikke mere, nu er det min tur - fair nok. Det bliver dog ikke særlig ofte, da jeg ikke har så stor sexlyst. Desuden har jeg også enkelte gange "timet" tidspunktet forkert, så når jeg har været klar med mine højhælede sko på, så har han ikke haft lyst. Det føler jeg ganske ydmygende. Jeg vil hellere afvises i mit normale outfit.

Når vi skændes tænder han fuldstændig af, vi skal skilles og han vil aldrig mere røre mig o.s.v. Jeg ved jo godt at der er noget galt, det er bare svært for mig at tage skridtet og komme i gang og gøre noget ved det. Han synes udelukkende det er mit problem, jeg har foreslået at vi begge går i terapi, med det kan overhovedet ikke komme på tale. Nu tager jeg så det første skridt, der må ske noget!

Normalt har vi et godt forhold, kalder hinanden kærlige ting er tro og ærlige overfor hinanden, jeg tror heller ikke vores omgangskreds er i tvivl om at vi elsker hinanden højt, vi kan ikke lade være med at vise det. Med der er altså lige vores skænderi hvar 2-3 måned, det varer 2-3 dage og altid det samme tema.

Kan du hjælpe mig?

Med venlig hilsen

Jomfruen


SVAR


Hej Jomfruen

Der er jo flere lag i det her:
1) Jeres kamp for at få et barn.
2) Din blufærdighed - muligvis manglende selvfølelse
3) Jeres forskellige lyster
4) o.m.a.

1) Mange par der i flere år har kæmpet for at få et barn og som søger fertilitetsklinik, vil kunne nikke genkendende til din beretning. Nu er det ikke længere så meget lysten der driver samlegen - nu skal der "produceres" et barn - og det er ofte DRÆBENDE for lysten. Og I har så osse mistet et barn undervejs, hvilket ofte gør situationen endnu mere tilspidset - har I tilladt jer at sørge over det - sammen?
Og for at slå hovedet på sømmet, så ser det osse ud til at selve det at SKULLE "producere" et barn, i sig selv er så stressende at det gør det vanskeligere at blive gravid. Mange par har været ude for at når de opgav "projektet" - altså mindre stress - så fik de det ønskede barn.
Det er med andre ord ofte en meget belastende situation, hvor der er brug for stor støtte fra ens netværk - og hvis det ikke er nok kan det være gavnligt med professionel hjælp - parterapi - og det kunne det lyde som om I har brug for - trods din mands modstand.

2) Og hvis ikke din mand vil være med til det så kunne det måske være godt for dig - at kigge lidt på din blufærdighed - evt. manglende selvværd.

Jeg plejer at spørge en kvinder der ikke vil være "billig" om hun foretrækker at være "kostbar" . "Billig" er jo et rigtigt godt gammelt forældrebudskab, der i gamle dage skulle sikre de unge pige mod at blive gravide i utide - og det har du jo ikke p.t. brug for. Næh, hvis en unge pige var "kostbart" så fik hun en mand med tjenestemandspension - "billige" piger der gav efter for seksualiteten endte i rendestenen med uægte børn. Sådan.

Selvom din mand ikke vil være med til parterapi, så kunne du måske blive bedre til at tackle jeres problemer. I har p.t. en konfliktbalance i jeres forhold - og hvis den ene / du gør noget ved den vil det osse automatisk betyde noget for den anden / din mand. Se min side om Parterapi. Hvis du / I evt. vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog

3) Du skriver at du ikke var særlig erfaren da du mødte din mand og at han var en god læremester - og det får mig til at tænke på om du så i løbet af den tid samtidig har fundet ud af hvad der er DIN lyst - altså ikke den lyst der nødvendigvis matcher eller lever op til din MANDS lyst. Vi m/k'er mødes jo med hver vores lyst - og hvis vi ikke får lov til at udfolde sig begge to - ja så mister vi m/k lysten.

4) Og så er der alt det andet i et parforhold som osse kan give problemer - er tandpastalåget skruet den rigtige vej på, hvem gjorde rent sidst osv.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX



LINKS

PSYKE & SEX DEBAT

PARTERAPI

Netdoktor om Barnløshed

Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse

Statens information om Barnløshed og kunstig befrugtning



Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: ulyst, lust, lustigt, olustigt, sexulyst, børn, fertilitet
Senest opdateret 21. februar 2021