Problemer med sædafgang




Hej

Jeg har haft problemer med af få orgasme sammen med en pige i et års tid nu. Kan ikke huske hvorfor problemet er kommet, men jeg ved ikke om det har noget gøre med præsentationsangst. Da jeg kan godt komme når jeg onanere. Det går mig utroligt meget på og jeg har fundet en pige nu som jeg gerne vil ha nogle børn med.

Efter jeg har fundet hende, så onanere jeg ikke mere da jeg heller ikke har lyst. Da jeg hellere vil ha sex med hende og det har vi også en del af, men jeg kan bare ikke få orgasme og det irriterer mig.

Har også problemer med at tisse sammen med andre i en tisserende.

Jeg vil så gerne ha mit gode jeg tilbage.

Min kæreste og jeg har snakket om problemet og hun er forstående nok og vi har kendt hinanden i en 1 måned nu.

Hvad skal jeg gøre?

mic




Hej mic

Når du ikke tror det har med præstationsangst at gøre, så synes jeg du skulle tage at besøge din læge og lade ham / hende undersøge dig - du kunne evt. godt have en protatitis som kan give de symptomer du beskriver.

Se Prostatitis og se Prostata

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX





Hejsa

Jeg er en ung fyr på 18 år.

Jeg har et problem og det er at når mig og min kæreste har sex så kan jeg ikke komme, det er lige meget hvor meget jeg forsøger, selv hvis hun onnanere på mig, kan jeg ikke komme, jeg forsøger og førsøger, jeg har aldrig haft en orgasme med en pige, men hvis jeg er alene eller hvis hun sover og jeg onanerer så er der ingen problemer... jeg kommer på 5 minutter, men det er ligesom når hun er der så kan jeg bare ikke komme!

Jeg har været sammen med 5 andre piger og har heller ikke kunne komme med dem.. hvorfor ved jeg ikke.. det er noget der går mig på, men det er ikke kun mig det irriterer, da min kæreste heller ikke kan lide det! Vi har snakket om det nogle gange... men jeg lukker lidt af da jeg ikke kan lide og snakke om det..

Jeg har snakket med en af mine venner om det. Han siger at det sikkert er fordi jeg har gang i alt for mange ting, så som foreninger, mit arbejde, hjælpe folk, og i det hele taget være en god gut over for alle dem der har brug for en ven... og så går jeg også meget op i mit arbejde.

Håber du kan hjælpe og fortælle mig hvad jeg skal gøre for jeg ved det ikke

Jimmy




Hej Jimmy

Ja det er jo træls at du ikke kan komme (endnu) sammen med en pige. Og det er jo ikke noget fysisk i og med at du er i stand til at komme når du onanerer. Ofte handler den slags problemer i din alder om præstationsangst - altså selve det at du er bange for ikke at kunne komme, betyder at du ikke kan komme.

Og måske handler det osse om angst for kontroltab - altså at du måske er bange for at overgive dig til din kæreste. Nogen gange hænger det så igen sammen med at man(d) er uvant med at sige Nej og at sætte grænser over for piger, kvinder, venner - men om det er sådan for dig ved jeg jo ikke - måske er du en lidt for flink gut.

Der er nok ikke andet at gøre ved det at du tager det stille og roligt, og ikke stresser dig selv med at du absolut skal komme - eller at din kæreste gør det - det kan ofte hjælpe.

Piger / kvinder kan osse have problemer med at få orgasme - måske kunne du have glæde af at læse nogle af indlæggene her i PSYKE & SEX.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX




Hejsa ..

Jeg tror faktisk at det er det med at jeg er bange for ikke at kunne komme, det er meget svært at leve med synes jeg, da faktisk ikke lige er en jomfru. Er der ikke et eller andet sted man kan få noget gratis hjælp til dette ?

Jimmy




Hej Jimmy

Ja - præstationsangst bliver en selvopfyldende profeti - og dermed en ond cirkel. En dag kommer man ikke, det bliver man bange for og så kommer man ikke næste gang, det bliver man så endnu mere bange for og så kommer man ikke, så går man i panik og så kommer man ikke osv.

Arbejdet går ud på at at opgive at komme - være ligeglad om man kommer eller ej - ikke at opfatte det som en katastrofe - have tillid til at selvfølgelig vil det osse lykkes for dig en dag. De fleste mennesker har oplevet at de ikke kunne komme under et samleje.

Jeg ved ikke hvor du kan få gratis hjælp - men prøv at snakke med din læge om det - den slags skal en praktiserende læge nu osse tage sig af og har sikkert osse før hørt om den slags problemer. Hvis han / hun ikke selv kan hjælper ved han / hun måske hvor du kan henvende dig gratis.

Prøv osse at læse indlæggene her i PSYKE & SEX om Potens - Præstationsangst.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX





Hej Per

Har du en mening om min situation? Hvad skal jeg gøre...det er rigtigt hårdt at skulle finde en kærste som er rigtig for en, når man skal have løst et sådanne problem. Mine 3 forhold gik bl.a. i opløsning p.g.a pigerne kunne mærke der var et eller andet galt. Tidsmæssigt er jeg meget presset, jeg læser en hård uddannelse og min tid i weekenderne til at rende efter "den rigtige" er kort.

----

Hej Jimmy!!

Jeg er en fyr på 22 år, og kan ikke få udløsning under samleje. Jeg har haft tre faste forhold i længere perioder(af ca 3-5 måneders varighed), men har ikke fortalt pigerne omkring at jeg ikke kunne komme. Jeg er igang med en hård videregående uddannelse, jeg er meget ambitiøs, involvere mig i mange projekter og vil gøre meget for mine omgangskreds.

Jeg har været til min praktiserende læge med mit problem. Emnet berørte lægen en del, han virkede meget flov over situationen, men fastslog at det var psykisk og ikke fysisk, da jeg sagtens kunne få udløsning ved onani . Så jeg forhørte ham om han ikke kunne arrangere, at jeg talte med en sexolog om problemet.

Efter 3 måneders venten fik jeg et brev, hvor der stod at jeg skulle til konsulation hos sexolog XX. Hos XX snakkede vi om mine problemer omkring jeg skal præstere meget, har meget selvkontrol og har svært ved at skulle indrømme overfor min partner at jeg ikke kan få udløsning. Det var ikke et emne XX havde stort kendskab til, men for tidlig udløsning og manglende orgasme hos kvinder var områder XX havde indsigt i, hvilket jeg fandt meget ubehageligt at jeg skulle være den eneste med mit problem.

Hendes konkrete råd til mig var at jeg skulle finde en partner som gerne var en lidt mere moden og erfaren pige, som ville være med til at eksperimentere lidt og hjælpe mig.

Det var for 2 år siden Sexologen gav mig dette tip og jeg har endnu ikke oplevet en udløsning sammen med en pige endnu....Meget Meget frustrende.

---

Kære Jimmy hvis du har løst dit problem eller fundet et godt sted at få råd, så må du gerne fortælle mig om det...faktisk er du den første fyr som jeg har hørt om, der er i samme situation.

MVH Jonas




Hej Jonas

Du er jo selv klar over at problemet er at du "skal præstere meget, har meget selvkontrol og har svært ved at skulle indrømme overfor din partner at du ikke kan få udløsning." På den måde ØGER du din stress og dermed din præstationsangst, og så gør du det endnu sværere for dig selv.

Sexolog XXs råd om at du skal "finde en partner som gerne var en lidt mere moden og erfaren pige, som ville være med til at eksperimentere lidt og hjælpe dig" kan måske være meget fornuftigt for så vidt hun mener at en lidt mere erfaren kvinde ville have mere tålmodighed med dig, men jeg tror nu ikke det løser dine problemer.

Du er så presset så din "tid i weekenderne til at rende efter "den rigtige" er kort" - så LAD VÆRE med at finde den rigtige mens du har et så hårdt læseprogram - det bliver alligevel IKKE den rigtige men så lidt tid.
Problemet er at du IKKE kan bruge begge hoveder, når du bruger det ØVERSTE så meget som du gør. Du er bestemt ikke den eneste mand der kender til det problem. Jeg har oplevet det mange gange i mit liv - blot det at sidde og se en film i 2 timer lukke for kontakten nedad til - eller at sidde og arbejde på computeren i for lang tid. Jeg hørte for nyligt en mand udtrykke at hvis man sidder for længe ved computeren får man "kolde nosser" - klart udtrykt. Hvis jeg har haft meget intense arbejdsperioder - f.eks. når jeg har lavet bøger har jeg været så optaget af arbejdet at der ikke var energi til det andet hoved.

Mit råd er: OPGIV at skulle komme så længe du er i gang med dit krævende projekt - det kan måske i sig selv få dig til at komme.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX





Hej

Jeg 23 år har problemmer med at komme når jeg er sammen med en kvinde og det irriterer mig.
Hvad kan jeg gøre for at fremme muligheden for at komme og kan man tage noget for det så man kan komme?
For en kvinde tror jo at det er fordi hun ikke tænder en og det er det ikke. Der er heller ikke nogen kvinder som har fået mig til at komme ved blowjob. Så jeg vil gerne vide hvad der kan være galt med mig,for jeg kan sagtens få orgasme ved at onanere. Håber at der er nogen som kan hjælpe mig.

C




Hej C

Der findes flere teorier om hvorfor nogen mænd har svært ved eller slet ikke kan komme ved samleje eller ved mundsex (blowjob) - og oftest er der tale om psykologiske årsager.

En væsentlig årsag kan være præstationsangst - altså at du er bange for at det ikke kan lade sig gøre - og det viser sig så at blive rigtigt. Altså en slags selvopfyldende profeti. Når det er sket allerede fra starten kan det blive en selvforstærkende proces.

En anden og måske medvirkende grund kan være angsten for kontroltab. Angst for at overgive sig til den anden - måske angst for nærhed - angst for konflikter. Måske en måde at sige NEJ på og som kan være noget man ellers har svært ved over for kvinder / mennesker tæt på.

Det kan have med ens evne til seksuelle fantasier sammen med en partner at gøre - og måske kunne du støtte dig selv ved at bruge de samme fantasier ved samleje som du bruger ved onani, hvor det jo godt kan lykkes for dig.

Endelig kan der være tale om fysiske grunde. F.eks. at den måde din pik / penis stimuleres på i skeden eller i munden ikke er det der skal til for at at du kan få orgasme. Skeder er ikke indrettet ens - og hvor det kan være nemt med den ene kan det være svært med en anden. Og der findes jo ligeledes meget forskellige færdigheder hvad angår mundsex.

Du er ikke så gammel endnu og du fortæller jo ikke noget om hvor længe du har været sammen med de kvinder du har haft sex med. Mange oplever vanskeligheder i starten af et nyt forhold og finder sammen ud af det hen ad vejen. Har du været længe nok i et forhold og har du kunnet snakke med kvinderne om dit problem?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

PSYKE & SEX

SEXOLOGISK KLINIK - Midtjylland

PSYKE & SEX DEBAT


Se osse Orgasme mangler (M)



Til hovedsiden

Printervenlig side

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: retarda
Senest opdateret 4. september 2016